Restaurant Kähler i Tivoli

Jeg havde en helt fantastisk aften i restaurant Kähler i Tivoli. Intet mindre. Faktisk var aftenen så god, at jeg glemte at tage billeder nok. Men sådan går det jo, når man bare nyder aftenen, maden og stemningen.

Kähler åbnede i Tivoli for et par måneder siden lige i tide til min sommer-københavner-tur. De har haft stor succes med deres “afdelinger” i Århus, som jeg stadig har til gode at prøve. Så da jeg skulle finde ud af, hvilken restaurant vi skulle besøge, var valget ikke svært. Restauranten er indrettet med dansk design og nærmest en stor “tribute” til de danske designere. Lamper, borde, stole, bestik, tallerkener, det hele var dansk, og i utroligt lækkert design. Det var næsten som at spise i et boligblad, men også kun næsten. For det her er Tivoli.

Men nu til de vigtigste, maden! Restauranten tilbyder en aftenmenu med tre retter for 399 kr., så det blev naturligvis den, vi skulle prøve. Til maden valgte vi “den rigtig lækre vinmenu”, men da jeg ikke har ret meget forstand på vine, kan jeg om dem blot konstatere, at de passede ualmindelig godt til retterne.

Kahler1

Forretten var hjemmerøgede rejer, porcheret æg med flydende blomme, blomkål, ærteskud og andre sprøde dejlig grøntsager og urter. Retten blev toppet med jysk hollandaise, og det var jeg nødt til at spørge en sød tjener, hvad indebar – altså hvad gjorde saucen jysk. Det var såmænd, fordi den var lavet på jyske løg, og kokkene, der stod og piskede den, også var jyske. Så var det på plads. Og det var retten i den grad også. Jeg var så begejstret for retten, at jeg kunne have slikket tallerkenen! En ret med en utrolig fin balance, gode teksturer og virkelig en fryd for smagsløgene.

Kahler2

Hovedretten var en lækker og mør kalveculotte, som blev serveret med sorte maltstænger, ærteskud og ærter, syltede solbær, let tilberedte løgskaller, en skysovs, og nye danske kartofler vendt i lidt smør. Igen en flot sammensat ret med mange elementer, der spillede godt sammen og gav en rigtig fin balance. Ærteskudene gik igen fra forretten, og brød dermed med reglen om, at ingredienserne ikke skal gå igen (i hvert fald ikke som en dominerende part), men jeg elsker ærteskud, og jeg synes det var dejligt. Desværre bød hovedretten på aftenens eneste minus, nemlig de nye danske kartofler, der var rå i midten. Ikke på den der måde hvor de har lidt bid, men rå på den måde hvor de er svære at skære over. Vi kunne naturligvis bare have gjort vores søde og venlig tjener opmærksom på dette, så er jeg sikker på, at han havde rettet op på fejlen. Men vi havde sådan en dejlig aften, at vi lod det ligge, og i stedet nød vi den generøse portion af kød.

Kahler3

Så var vi kommet til desserten, og selvom den værste sult var blevet stillet, så blev denne tallerken også tømt ned til den sidste lækre dråbe. Så dejlig var også denne ret. Desserten bestod af friske jordbær, jordbærpure og frysetørrede jordbær, hvor på der blev drysset granulat af kærnemælk og hvid chokolade, som dampede så flot, imens det smeltede over bærrene. Jeg ved godt, at flydende nitrogen efterhånden har været brugt længe i den gastronomiske verden, men det gør stadig indtryk. Jeg har desværre glemt, hvad de små blade hed, men de gav sammen med hør-frø et godt twist til retten.

Køkkenchefen havde gennemtænkt retterne flot, og jeg var vild med den nordisk stil blandet med et klassik fransk tilsnit. Alle retterne gjorde brug af et utal af forskellige tilberedningsteknikker, men på en diskret og relevant måde. Det var ikke blær, der var bare virkelig mange flot tillavede elementer. Det var virkelig gode råvarer, som tydeligt smagte igennem.
Maden fremstår visuelt feminint og elegant, men det skal de mandelig gæster ikke lade sig skræmme af, der er masser af saft og kraft i retterne. Serveringerne var lavet i en ordentlig størrelse, som næsten og kun næsten overflødiggjorde brødkurven, som var en tallerken med hjemmebagt brød med brændenælder og rygeostcreme. Og den var kun næsten unødvendig, for det ville jeg da ikke have undværet at smage.

Mon det bliver svært at drive restaurant inde i Tivoli? Det har tidligere været svært i de selv samme lokaler. Men jeg mener bestemt, at det er pengene værd, både hvad angår maden og også de små hundrede kroner det koster at komme ind i Tivoli, og så kan man jo nyde haven bagefter. Restauranten var stort set tom, den aften vi var der, men det var efter, at de havde haft nogle travle åbningsuger, til gengæld var der fyldt godt op med gæster på terrassen. Jeg håber virkelig alt godt for dem, de fortjener masser af succes.

Alt i alt, en virkelig fantastisk aften. Deres tilgang til råvarerne og deres “køkken-stil” går lige i hjertet på mig. Der var kun en mindre fejl, så 5 flotte ellevild-gafler bliver det til.

ANMELDELSE_50pxANMELDELSE_50pxANMELDELSE_50pxANMELDELSE_50pxANMELDELSE_50px

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s