Klassiske æbleskiver

Æbleskiver1

Nu er juleferien lige rundt om hjørnet, og ih hvor jeg dog glæder mig. Så i dag skal I have opskriften på klassiske æbleskiver. Det var faktisk første gang nogensinde, at jeg har lavet æbleskiver. Tidligere har jeg kun hjulpet min mor med at bage dem (underligt at man “bager” æbleskiver, når nu man i virkeligheden steger dem) Jeg synes, æbleskiverne blev rigtig gode, og de endte faktisk med at blive aftensmaden. Det må man vel godt, når det er jul lige om lidt.

Til æbleskiverne kan man jo så passende drikke gløgg. Da jeg havde besøg af Anna fik vi prøvesmagt Krusmølles egen julegløgg og Kroghs specialitet’s æblegløgg. Begge dele smagte dejlig krydret og julet. Jeg var især begejstret for æblegløggen, den er alkoholfri, og jeg savnede ikke alkoholen det mindste. Krusmølles gløgg var hårdtslående ift. alkohol, men også virkelig god med balanceret sødme.

Mange opskrifter på æbleskiver skriver, at man skal dele æggene og piske æggehviderne stive, for derefter at vende dem i dejen. Men det ville jeg ikke stå og bakse med, så jeg valgte at nøjes med at piske æggene godt. Måske var æbleskiverne blevet lidt mere luftige, hvis jeg havde gjort det. Men det var ikke noget, jeg bemærkede.
Opskriften er en god blanding af flere forskellige opskrifter, så her kommer den, som jeg lavede den.  Æbleskiverne blev spist med flormelis og syltetøj. Det er for mig det helt rigtige tilbehør til æbleskiverne.

Klassiske æbleskiver. ca. 30 stk.:

3 dl kærnemælk
2 æg
200 g hvedemel
1 spsk. sukker
½ tsk. natron
En knivspids salt
Smør til stegning

  • Pisk kærnemælk, æg, sukker, natron og salt sammen.
  • Tilsæt melet i små portioner og rør til der ikke længere er nogle klumper.
  • Varm en æbleskivepande godt op, og kom en smule smør i hver hul.
  • Kom lidt dej i hvert hul. Hullet skal kun fyldes 3/4.
  • Bag æbleskiverne ved jævn varm.
  • Vend æbleskiven når den har dannet en skorpe og er lysebrun. Der skal dannes en flot rund form på den anden side af resten af den flydende dej. Hvis der er for lidt dej til det, så tilsæt en lille smule mere dej.
  • Æbleskiverne er færdige, når de er lysebrune hele vejen rundt.
  • Hold æbleskiverne varme, imens resten bages færdig.
  • Server gerne æbleskiverne med et drys flormelis og en smule syltetøj.

Gløgg

Skriv en kommentar