Nytårsmaden 2014 fra Kalvø Badehotel

nytår11

Normalt er madlavningen til nytårsaften et af årets højdepunkter for mig. Jeg elsker at planlægge maden flere uger i forvejen og så bruge hele dagen og aftenen i køkkenet. Men med en lille baby i huset kunne jeg ikke lige se, hvordan jeg både skulle have tid og overskud til det. Derfor blev maden bestilt udefra, så den blot skulle varmes og anrettes. For god mad det skulle vi altså have. Valget faldt på mad fra Kalvø Badehotel. Menuen bød nemlig på både oksemørbrad og flydende chokoladekage – to favoritter herhjemme.

Maden var bestilt i god tid, og så var det ellers bare at køre ud og hente maden på det aftalte tidspunkt. Som I kan se af billedet ovenover, var det hele pakket godt ind, og det var nemt at transportere. Der var også en tosidet beskrivelse af “tilberedningen” og anretningen, så vi var klædt godt på. Det ville have været en ekstra hjælp, hvis der også havde været et billede af deres forslag til anretningen. Men det gik. Sammen med maden fulgte også en lille overraskelse i form af en flaske bobler.

Nu til maden, som blev påbegyndt, så snart dronningens nytårstale var overstået.

NytårCollage1

Forretten bød på: Hummerbisque med torsketerrine og jumfruhummerhaler toppet med krydderurtesalat. Retten smagte godt, men selve bisquen havde en lidt underlig duft. At kalde det en krydderurtesalat er vist lidt en tilsnigelse, det var karse og brønkarse. Men det smagte dejligt, og det var jo det vigtigste.

NytårCollage2

Næste ret var en såkaldt mellemret: Rillette af kalv tilsmagt med syltede rødløg og portvin. Hertil syltede perleløg, sprødt rugbrød og balsamicosirup. Serveret med maltbrød.

Det var en god ret med en ret stor mængde rillette. Balsamicosiruppen passede godt til, og retten havde en god blanding af det sure, salte og søde. MEN de små skyllede salatblade, der fulgte med til retten, var ikke blevet tørret ordenligt, inden de var blevet pakket ned. Derfor var der ca. ½ cm vand i bunden af den plastikbeholder, de kom i, og det resulterede i en del slatne og smattede blade. Jeg gætter på, at salatbladene var skyllet dagen i forvejen. Og øv, for det er en dum fejl. Men efter at have pillet, skyllet og tørret salaten igen, var retten ganske vellykket.

nytår61

Så blev det tid til hovedretten: Langtidsstegt oksemørbrad med flødesvampe og selleripuré, hertil pommes Anna og solbær glace.

Hovedretten leverede lige præcis det, den lovede, og var en rigtig dejlig ret. Det var rimelig nemt at klare opvarmningen og anretningen af retten, men den krævede dog, at der skulle gange i 3 små gryder og ovnen. Det ville have været lettere, hvis mere af tilbehøret kunne opvarmes i ovnen. Selleripuren blev foreslået varmet i mikrobølgeovnen, så det gjorde jeg, og det virkede fint.

Kødet smagte rigtig dejligt, og det var lige så mørt som forventet, og så elskede jeg selleripuren. Jeg er sikker på, at den var smagt til med både smør og fløde, og den er absolut værd at genskabe. Glacen var lige så intens og dejlig, som sådan en skal være.

nytår71

Sidste omgang var naturligvis desserten: Blødende chokoladekage fyldt med pistacie, hertil passionsfrugtsorbet og syltede kumquats.

Allerede da jeg læste på menuen, at det var chokoladekage med flydende indre til dessert, var jeg lidt forbeholden. For den slags er meget at love. Det var da også her, at menuens anden fejl var. Chokoladekagerne skulle tages direkte fra fryseren og stilles i ovnen ved 200 grader og bages i 10 minutter, for derefter at hvile et minut og så vendes ud af formen. Jeg ved, at det nærmest er en kunst at lave en blødende chokoladekage. Men desværre lykkedes det altså ikke efter de her anvisninger. Jeg fulgte dem ellers til punkt og prikke. Da jeg vendte den første chokoladekage ud, var kanterne dårligt nok bagt, og den faldt fra hinanden. Så jeg skyndte mig at give den anden 2 minutter mere i ovnen, men det lykkedes heller ikke. Den kunne ikke komme ud uden at falde fra hinanden.

Nå, men smagen var virkelig god! Og selvom chokoladesmagen var kraftig, kunne man stadig fornemme pistacienødderne. Passionsfrugtsorbeten, der skulle serveres til, var dejlig og frisk. Den fungerede godt sammen med den intense chokoladekage. Som det sidste element var der syltede Kumquats. De bliver aldrig rigtig mig, heller ikke selvom de var syltede med vanilje. Men det er bare mig. Så selvom desserten havde sine fejl, så var den stadigvæk rigtig velsmagende.

Alt i alt var det en rigtig fin oplevelse at få maden fra Kalvø Badehotel og så selv varme og anrette den. Der var et par småting, der kunne forbedres. Men ikke noget, der ville afholde mig fra at svinge forbi Kalvø Badehotel en anden gang. Prisen var 300 kr. pr pers. for de 4 retter, og det må siges at være meget rimeligt. Nu håber jeg, at jeg til næste år igen har overskud til at lave nytårsmaden selv, men ellers har jeg da et fint alternativ.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s