Stenalderbrød fra Amo

 

AmoKerne31

Stenalderbrødet har været super populært i flere år og nu har Amo lavet en bageblanding, med deres version af stenalderbrøddet. Du skal stadig selv tilsætte æg og olie, men du slipper for at skulle ud og købe mange forskellige poser med kerner, for kun at bruge lidt af dem. Amo har valgt at lave brødblandingen uden nødder, men de har givet brødet et tvist ved at tilsætte rødbede og gulerod, så brødet smager lidt sødligt. Brødet er glutenfrit, og nemt at bage.

I min udgave af stenalderbrødet, indgår der ret mange nødder, og jeg savnede både smagen og konsistensen fra nødder. Men Amos bageblanding er et rigtig godt alternativ, hvis det skal være nemt, eller hvis nu du ikke er så vild med nødder som mig.

AmokerneCollage

Forårsfrokost med nye kartofler, asparges og æg

ForårÆgAsparges11

Jeg har muligvis nævnt det før, men foråret er min yndlings “mad årstid”. Og denne her frokostanretning er jo nærmest foråret på en tallerken. Men kun nærmest, for der er så mange flere vidunderlige ingredienser der hører til foråret. Stenbiderrogn, rabarber og ramsløg, for bare at nævne nogle få.

De nye kartofler har en dejlig fast konsistens og næsten sød smag, der passer godt sammen med den salte skinke og den pebrede karse. Croutonerne giver en god sprødhed til retten, sammen med med lidt fylde. Jeg brugte hjemmelavede croutoner, da de slår de købte med flere længder.

Mængden af hver ingrediens kan tilpasses, så den passer til appetiten. Her er beskrevet en mængde svarende til en god fyldig frokostret/aftensmad til en person.

Forårs frosttallerken:

2-3 små nye kogte kartofler, lune
3 asparges, let dampede, lune
2 skiver seranoskinke
1 lille håndfuld hjemmelavede croutoner

Æggesalat:
2 hårdkogte æg, finthakkede
1/2 tsk. Dijon sennep
1 tsk. karse
1-2 spsk. mayonnaise. Evt. hjemmelavet
Salt og peber

  • Rør æggesalaten sammen af de nævnte ingredienser. Smag til med salt og peber.
  • Del de små lune kartofler i mindre stykker, og fordel dem rundt på en tallerken.
  • Riv seranoskinken i mindre stykker og fordel den på tallerkenen.
  • Fordel de lune asparges og croutonerne og slut af med æggesalaten og evt. et drys salt.

ForårÆgAsparges21

Madroulade med salat, skinke og avocado creme

Madroulade31

Det føles som om det er blevet forår. De sidste par dage har himlen været blå og der er kommet små blomster op af jorden. Så det har været en rigtig dejlig påske. Bloggen har holdt lidt fri. Ikke fordi det har været planlagt, men fordi sådan går det bare med en baby i huset. Men jeg laver stadig masser af mad, og nogle gange husker jeg også at tage billeder af det.

Apropos billeder, så er Ellevild Madblog kommet på Instagram. Så skulle nogle af jer være hoppet med på den bølge, så kan i nu også følge bloggen der.

Nå men nu til det med maden. For jeg kastede mig ud i at lave en madroulade fra madenimitliv.dk. Jeg ændrede lidt i fyldet, men ellers var jeg rimelig tro mod opskriften. Min bund blev lidt tykkere end man kan se at hendes er, men det skyldes nok at min form var lidt for lille. Og af samme grund blev bunden derfor lidt “ægget” i smagen. Men det gjorde nu ikke noget. Bunden mætter rigtig godt, og fyldet kan varieres i det uendelige.

Ideen med sådan en madroulade er rigtig god. Og da den bliver spist kold er den perfekt til når aftensmaden skal være klar på forhånd, eller madpakken dagen efter. Ideen kan også bruges hvis du har en masse rester af grøntsager, der skal bruges op.

Madroulade11

Madroulade. 4 pers.:

Bund:
125 g mel
5 dl mælk
4 æg
1 tsk salt

  • Pisk alle ingredienserne sammen til en klumpfri dej.
  • Dejen vil være meget våd og mindre tyktflydende end min normale pandekagedej.
  • Kom bagepapir på en stor dyb bageplade/bradepande og hæld dejen i.
  • Bag bunden ved 200 grader i ca. 20 minutter.
  • Tag bunden ud og lad den køle af. Bunden vil være hævet op, men falder lidt sammen når den køler af.

Avocado creme:
1 moden avocado
2 spsk. cremefraiche
Citronsaft
Salt og peber

Fyld:
Skinke i strimler, eller en rest af hamburgerryg
Icebergsalat, ca. ½ hoved i strimler
1 rød, gul eller grøn peberfrugt i tern
½ agurk i tern
2 tomater i skiver
Evt. andet grøntsagsfyld.

  • Mos avocadoen og rør den sammen med cremefraichen. Smag til med salt og peber
  • Når bunden er afkølet og du er klar til at samle rouladen, smørres avocadocremen ud på bunden.
  • Top med resten af fyldet som fordeles jævnt, i et ikke for tykt lag.
  • Rul rouladen rimelig stramt sammen og pak den ind i husholdningsfilm eller stanniol.
  • Læg rouladen på køl til den skal spises.

Madroulade21

Deviled eggs – Halve fyldte æg på 3 måder

Fyldteæg61

Påsken er veloverstået for mit vedkommende og foråret har for alvor sat ind. Det har været dejligt med de mange fridage og de blev kun endnu bedre af det dejlige vejr. Så lidt af tiden blev brug på madlavning, og meget af tiden blev brugt hyggeligt samvær.

I påsken er der tradition for at spise æg, og i år fik jeg lavet et lille udvalg af halve fyldte æg med forskellige slags fyld. Æggene passer rigtig godt på et frokostbord, også når det ikke lige er påske. Jeg havde rigtig mange ideer til flere slags fyld, men valgte at holde det rimelig simpelt. I USA kaldes disse æg for Deviled eggs, og er traditionelt fyldt med stærke ingredienser, som peberrod, chili og sennep, så de giver et godt kick. Jeg prøvede at lave dem lidt mildere, men stadig med masser af smag.

Du bestemmer selv konsistensen på fyldet. Hvis du gerne vil have det mere cremet tilsætter du blot ekstra mayonnaise. Og en lille smule cremefraiche tilfører også en god syrlighed til fyldet. Æggene kan laves på forhånd og stilles tildækket i køleskabet. Tag dem blot ud ca. 10 minutter før servering, så er æggene mest smagsfulde.

Halve fyldte æg på 3 måder:

9 æg
5 spsk. mayonnaise
½ tsk. karry
1 tsk. finthakket basilikum
1 tsk. soltørrede tomater i olie, finthakket
1 spsk. stærk sennep
1 tsk. worcestershire sauce
Paprika
Salt og peber

  • Kog æggene til de er hårdkogte og lad dem afkøle.
  • Pil de kogte æg og del dem på langs.
  • Fjern blommerne og kom dem i en skål. Kom de “tomme” halve æg op på et fad.
  • Rør æggeblommerne sammen med mayonnasien
  • Del portionen op i 3 små skåle.
  • Rør den første portion med karry. Smag til med salt og peber. Den har godt af at stå og “trække” lidt, så karry smagen udvikler sig.
  • Den anden portion røres sammen med de finthakkede basilikumblade og soltørrede tomater. Smag til med salt og peber
  • Den sidste og tredje portion røres sammen med worcestershire sauce og sennep. Smag til med salt og peber.
  • Fyld nu de “tomme” æg med de 3 slags fyld. Du kan bruge en sprøjtepose, men jeg synes nu at det gik meget fint med 2 teskeer.
  • Hvis du har lyst, så drys karry-varianten med lidt karry, senneps-varianten med paprika og den italienske med små basilikumsblade.

Fyldteæg21