Cremede ærter med bacon og hvidløg

Cremedeærter

Nogle gange gør tilbehøret hele forskellen i et måltid. De cremede ærter passer godt til en bøf, men ville også gå fint sammen med stegt kylling. Jeg plejer at bruge frosne ærter, de fås i en god kvalitet, og så gør det da verden lidt nemmere.

Cremede ærter med bacon og hvidløg, til 4 per.: 

1 dl fløde
100 g bacon
1 spsk bouillon
1 fed hvidløg
200-300 g ærter
Salt og peber

  • Start med at koge ærterne i et par minutter, de skal stadig have lidt bid.
  • Steg imens baconen sprød og gylden, når den er klar, tilsættes bouillonen og panden koges af.
  • Derefter tilsættes fløden, den skal koges lidt ind, så den bliver lidt tyk.
  • Pres hvidløgsfeddet og smag til med salt og peber.
  • Vend ærterne rundt i flødesovsen og server.
Reklamer

Paprikakylling i hvidvinssauce med mandler

Paprikakylling i hvidvinssauce er en gammel traver, og en opskrift som jeg har fra min mor. Retten kommer ikke så tit på bordet herhjemme, men ca. en gang om året kommer jeg i tanke om retten og får straks lyst til at lave den.

Det er en rigtig nem ret at lave og fuld af smag. Kyllingen bliver dejlig saftig og får et fint modspil af de sprøde mandler. Jeg vil anbefale, at der enten dampes lidt grøntsager til, fx broccoli, eller serveres en salat ved siden af.

Paprikakylling i hvidvinssauce med mandler 4. pers.:

500 g kylligebryst, gerne 4 små
½ tsk paprika
1 tsk salt
1 spsk olie
1 dl hvidvin
1 dl fløde
1 tsk maizena
Salt og peber
50 g mandler, smuttede

  • Krydder kyllingebrysterne med paprika og salt.
  • Brun kyllingen i olie i en stor stegepande og steg til kyllingen er 2 minutter fra gennemstegt.
  • Imens varmes en anden lille pande op, og mandlerne ristes, til de er gyldne og sprøde.
  • Hvidvin, fløde og maizena piskes sammen og tilsættes til panden.
  • Kyllingen skal småkoge i 2-5 minutter mere, så sovsen tykner. Smag til med salt og peber.
  • Server med ris til og drys mandlerne over.

Risalamande, den sidste rest af julen

Risalamande4

Der er tit stor debat om, hvad der skal spises til hovedret juleaften, men desserten den står altid fast. Det er nemlig risalamande med kirsebærsovs. Jeg lavede risengrød næsten med det ene formål at lave risalamande, for i modsætning til risengrød, holder jeg meget af risalamande.

Hvert hjem har sin egen opskrift på risalamande, og sin egen fornemmelse af hvad der er ”rigtigt”. Jeg kan godt lide, at risalamanden ikke er for kompakt, og at der er rigeligt med mandler i. Men prøv dig frem, du kan selv tilsætte mere eller mindre.
Jeg lavede ikke selv kirsebærsovs, selvom det ville have været det optimale. Men der findes ganske gode købe-varianter, og syltede kirsebær kunne også bruges.

Jeg fik ikke mandlen i år, men jeg havde haft fornøjelsen af at udvælge et sæt marcipangrise fra Summerbird. Og mon ikke min niece også kunne bruge den gave, selvom fornøjelsen ved at åbne gaven måske var den største.

Risalamande, 2-4 pers.:

Ca. 400 g kold risengrød
50-75 g smuttede mandler
1-2 spsk sukker
1 stang vanilje
1 dl piskefløde

  • Pisk fløden til flødeskum sammen med sukker og vanilje.
  • Rør den kolde risengrød i.
  • Læg 1 mandel til side og hak resten af mandlerne. Vend både de hakkede mandler og den ene hele mandel rundt i risalamanden.
  • Sæt risalamanden på køl, indtil den skal spises.

Sidst men ikke mindst. Rigtig godt nytår! Jeg glæder mig til vi ses i 2013.

Panna cotta med hindbærsirup

Endnu en opskrift der stammer fra min fødselsdagsbrunch.
Jeg synes, det ville være rart med lidt forskelligt sødt til dessert. Derfor lavede jeg disse panna cottaer, Meyers brownies og små citroncupcakes. Opskriften på cupcakes’ne kommer i den nærmere fremtid.

Panna cotta betyder kogt fløde, og der er også kun ganske få ingredienser i denne dessert. Den er utrolig nem at lave, og så er det igen en fordel, at den kan laves dagen i forvejen. Jeg valgte at lave små portioner i engangs-glas, så de var nemme at håndtere. Panna cottaen kan sagtens vendes ud af formen og anrettes pænt på tallerkener.

Jeg fandt igen opskriften hos arla. Jeg synes at jeg har været heldig med deres opskrifter mange gange, så det er tit jeg starter min søgning på deres hjemmeside. Jeg ændrede kun en lille smule i opskriften.

Panna cotta med hindbærsirup. 6 pers.:

½ l piskefløde
1 stang vanilje
6 spsk sukker
3 blade husblas

Hindbærsirup:
200 g frosne hindbær
150 g rørsukker
1 vaniljestang
1½ dl vand

  • Start med at lave panna cottaen.
  • Del vaniljestangen og skrab kornene ud.
  • Varm langsomt fløden op i en tykbundet gryde. Tilsæt vaniljekorn og vaniljestangen, samt sukker.
  • Lad det koge ved svag varme og uden låg i ca. 15 min.
  • Læg husblassen i blød i koldt vand i ca. 10 min.
  • Tag gryden af varmen og tag vaniljestangen op. Tilsæt den udblødte husblas. Rør i cremen til husblassen er helt opløst.
  • Hæld derefter cremen i 6 lidt mindre forme – skyllet med koldt vand.
  • Stil dem tildækket i køleskabet i mindst 4 timer eller til de er faste og kan vendes ud.
  • Så er det tid til at lave hindbærsirup.
  • Kog hindbær, rørsukker, vaniljekorn og -stang samt vand i en gryde i ca. 5 min.
  • Hæld bærrene i en sigte over en skål.
  • Skyl gryden og kom saften tilbage heri og bring det i kog. Kog saften ved kraftig varme og uden låg i ca. 10 min. eller til den er reduceret til 1½ dl.
  • Lad sirup afkøle helt.
  • Når du er klar til at servere, vendes panna cottaen ud og sirup dryppes ud over. Hvis du vælger at servere panna cotten i et glas hældes et par spsk sirup over panna cottaen.

Cremet champignonsuppe til en regnvejrsdag

Når nu vejret er blevet så efterårsagtigt, så er det rart at lune sig med en skål cremet suppe. Champignonsuppen kan laves med forskellige slags svampe, både friske og tørrede. Jeg brugte i denne her omgang kun champignon. Fløde og sennep kan begge dele udelades, det kan være op til ens humør, eller hvor slem kulden udenfor er, om de skal tilsættes. Jeg synes, suppen havde brug for lidt modspil til den meget fyldige smag. Derfor kom jeg også lidt sennep i.
Anders kunne godt lide suppen, men var knap så vild med senneppen. Men det skyldes nok, at han generelt ikke kan lide sennep og andre eddike-agtige ting.
Sørg for at server suppen dejlig varm og med godt brød til.

Svampesuppe til 4 pers.:

500 g champignon
1 stort løg
1 spsk olie
500 ml vand
1-2 terning hønsebouillon eller svampe-bouillon
1 dl hvidvin
½ tsk tørret timian
100 ml madlavningsfløde
½-1 tsk dijonsennep

  • Rens champignon og skær dem i kvarte. Skær løget i tern.
  • I en stor gryde opvarmes olien og løget steges i et par minutter, uden at tage farve. Tilsæt champignonerne og lad dem afgive deres væde. Det tager ca. 5-6 minutter.
  • Tilsæt hvidvinen og kog i ca 1 minut. Tilsæt derefter bouillonen og timian. Kog i små 5 minutter.
  • Blend suppen med en stavblender til den er jævn og glat.
  • Tilsæt fløde og sennep, og kog suppen op igen. Hvis suppen er blevet for tyk, tilsættes mere vand.
  • Server suppen rygende varm med groft brød til.

Cremet broccoli og champignon

Denne her ret er, endnu engang, opstået ud af, hvad der nu lige var i køleskabet, og så er det en god måde at få lavet lidt grønt tilbehør på. Den vil passe fint sammen med eksempelvis en hakkebøf eller kylling, og lidt kartofler. Grøntsagerne kan udskiftes efter, hvilke rester der er i køleskabet, som skal bruges op. Hvis du ikke lige har madlavningsfløde i køleskabet, så kan du også lave en mælkesovs, der bliver jævnet med lidt maizena. Det er nærmest en grøntsagsstuvning, men med mindre sovs, og grøntsagerne er ikke så “udkogte”.

Cremet broccoli og champignon 2 pers.:

½ broccolihoved, delt i buketter
200 g champignon, renset og skåret i kvarte
1 løg, fint hakket
Lidt olie eller smør til stegning
1-2 dl madlavningsfløde
Evt lidt flydende grøntsags bouillon
Salt og peber

  • Start med at stege løget i olien.
  • Champignon tilsættes, og når de er bløde og har smidt det meste af deres væske tilsættes broccolien og fløden.
  • Lad fløden koge lidt ind. Det tager ca. 3-5 minutter.
  • Når broccolien også er blød, men stadig har bid smages retten til med salt, peber og evt. lidt flydende bouillon.