Blomkålstabouleh, tzatziki og kyllingestykker

BlomkålstabTaz31

Dagens indlæg er et Kinderæg. Altså ikke sådan forstået at det er et chokoladeæg med legetøj, eller har det mindste med sødt at gøre. Men det er simpelthen en 3-i-én’er. 3 nemme opskrifter, som passer godt sammen, eller som kan bruges hver for sig.

Vi er i slutningen af kål-sæsonen, eller måske er den allerede slut.  Men blomkål er bare en fantastisk kål-type, som kan bruges til så mange forskellige retter. Blomkålstabouleh er blevet ret så udbredt på nettet, og med god grund. Det er sundt, nemt og velsmagende. For mig er det ikke et forsøg på at undgå gluten, for jeg holder af mine kulhydrater. Men variation er altid godt.

Når nu du har gang i en god dansk agurk, så grib chancen og lav en omgang Tzatziki. Det passer forrygende godt sammen med tabouleh og kylling. Jeg lavede ikke den “klassiske” tzatziki, for jeg brugte blot cremefraiche. Jeg havde en halv bøtte i køleskabet, og jeg syntes at cremefraichen fungerede rigtig godt.

Kyllingen er lyn-marineret med de krydderier jeg lige havde. Jeg brugte kyllinge inderfilet, som er virkelig hurtig at tilberede. Kyllingen kan fint marineres og tilberedes imens tabouleh og tzatziki laves. På den måde tager denne her ret ikke ret lang tid at tilberede. Og så sender den tankerne i retningen af sol og sommer.

BlomkålstabTaz21

Blomkålstabouleh:

1/4 blomkålshoved, eller ca 2 dl revet blomkål
2 store tomater, fint hakkede, uden kerner
1/2 agurk uden kerner, i små tern
1 bøtte persille, finthakket, ca. 1/2 dl
2 tsk citronsaft
2 tsk god olivenolie
Salt og peber

  • Riv blomkålen på den grove side af et rivejern.
  • Hak agurk og tomater fint.
  • Vend blomkål, agurk, tomat og finthakket persille sammen.
  • Hæld olie og citronsaft over salaten og vend sammen.
  • Smag til med salt og peber

 

Nem tzatziki:

1/2 agurk uden kerner
1 dl creme fraiche 18% eller græsk yoghurt
1 fed hvidløg
Salt

  • Riv agurken på den grove side af et rivejern.
  • Pres agurkestrimlerne fri for væde. Brug evt. bare hænderne, eller kom dem i et rent viskestykke og pres væden ud af dem.
  • Dræn evt cremefraichen, eller brug den som den er.
  • Pres hvidløget og rør sammen med cremefraichen. Tilsæt salt.
  • Vend rundt cremefraichen sammen med agurk og smag til med salt igen.

Lyn-marinerede kyllinge inderfiletter:

9 stk kyllinge inderfiltter.
1 spsk soya
1 spsk olie
1 tsk løgpulver
1/2 tsk tørret, knust chili

  • I en plastikpose kommes soya, olie, løgpulver og chili.
  • Kom kyllingen ned til og luk plastikposen tæt til. Pres marinaden rundt, så den er jævnt fordelt over kyllingen.
  • Mariner kylling i mindst 10 minutter i køleskabet, gerne længere.
  • Steg kyllingestykkerne ved middel varme til de er gennemstegt. Cirka 10 minutter i alt.

BlomkålstabTaz11

Reklamer

Saftig pulled pork burger

PulledPork3

Som den sidste madblogger i hele verden, eller sådan føles det i hvert fald, fik jeg endelig kastet mig over at lave en gang pulled pork. Kødet blev brugt til en omgang burgere med hjemmelavede burgerboller og coleslaw. Jeg brugte Annas opskrift på koldhævede burgerboller, men udskiftede grahamsmel med fuldkornshvede og lod dejen hæve i 12 timer. Coleslawen kommer på i det næste indlæg, men coleslaw var det helt perfekte tilbehør til den spicy møre pulled pork.

Burgerboller2

Skulle du have nogle rester tilbage, så kan kødet bruges i en wrap med salat og guacamole, eller måske som topping på en pizza. Men burger-varianten her, er indtil videre min favorit. For resten minder pulled pork en del om carnitas, som er en af mine ynglings mexicanske opskrifter. Dog er carnitas noget hurtigere at lave.

Den originale pulled pork bliver lavet over grillkul efter pricippet ”low and slow”, som er et nøglebegreb omkring barbecue-kulturen i USA. Når nu man skal lave pulled pork i ovnen og ikke over grillen, så er det en god ide at bruge røget paprika og chipotle, som begge tilføjer en røget smag, man ellers ville have fået af grillen.

Pulledporkcollage

Jeg brugte ca. halvdelen af marinaden til at marinere kødet og lod den stå natten over og marinere. Næste morgen satte jeg nakkekammen i ovnen ved 130 grader og så stod den ellers og hyggede sig i 7 timer i ovnen. Jeg havde læst adskillige amerikanske opskrifter, og lænede mig op af fremgangsmåde på denne her opskrift fra food network. Men jeg gav den lidt lavere temperatur og længere tid. Der ud over sørgede jeg for, at kernetemperaturen var på 90-95 grader. Der er virkelig mange opskrifter på nettet, så skulle du have lyst til at finde en opskrift med en anden fremgangsmåde, så er det bare at Google løs.

Pulled pork: 

2 kg nakkefilet som steg.
Marinade til pulled pork:
2 dl ketchup
3 tsk røget paprika
2 tsk hvidløgspulver eller 2-4 fed presset hvidløg
1 tsk løgpulver
1 tsk spidskommen
1 spsk soja
2 spsk honning
½ tsk tabascosovs med chipotle
½-1 tsk almindelig tabascosovs
Salt og peber

  • Rør marinaden sammen og smag til. Den skal have en god balance imellem lidt eddike (fra kethuppen), sødt, salt og stærkt. Den røgede smag skal være tydelig fra chipotle og røget paprika.
  • Smør nakkefilleten ind i ca. halvdelen af marinaden.
  • Kom kødet op i en form der passer i størrelsen, det er vigtigt at den ikke er alt for stor, så vil fordampningen være meget høj, og kødet tørrer mere ud.
  • Dæk fadet til med husholdningsfilm og lad den stå natten over, gerne 12 timer.
  • Næste morgen sætter du kødet ind i ovenen ved 130 grader, og lader den stå der i 7-8 timer. Når der er gået 7 timer, så tjek kernetemperaturen på stegen, den skal gerne være 90-95 grader. Du kan også lave en prøve ved at se om kødet har nemt ved at falde fra hinanden og er helt mørt.
  • Tag kødet op af væsken og si den, så evt rester kommer fra. Stil “sovsen” til side.
  • Nu kan du trække kødet fra hinanden i store stykke med to gafler. Sørg for at pille fedt og bløde sener fra.
  • Kom det trævlede kød op i en stor skål.
  • Væsken som kødet har afgivet vil nu have delt sig i ”stegesky” og fedtlag. Fjern hovedparten af fedtet, eller så meget som du nu ønsker.
  • Bland stegeskyen op med den resterende halvdel af marinaden. Smag til igen, den nye marinade skal være kraftig, men ikke for tynd. Jeg havde ca. hvad der svarrede til 2 dl.
  • Vend marinaden sammen med det varme trevlede kød. Det vil lynhurtigt suge alt smagen og saften til sig.
  • Server kødet i lune burgerboller toppet  med coleslaw.

PulledPork4

Grillspyd med kylling, champignon og peberfrugt

grillspyd

Det ser ud til at sommervejret fortsætter lidt endnu, så måske er der stadig nogen, der mangler inspiration til lidt grillmad. Grillspyd er i hvert fald dejlig nem sommermad, og sammen med lidt flutes og salat, så er aftensmaden klaret.
Grillspyddene kan varieres i det uendelig, fx med squash og broccoli, eller andre slags grøntsager. Kyllingekødet kan skiftes ud med svinemørbrad, oksekød eller måske lam, eller hvad du lige har lyst til. Grillspyd kan være en dejlig måde at få opbrugt rester fra grøntsags-skuffen.
Marinaden er et af de steder, hvor du for alvor kan sætte dit eget præg på grillspyddene. Du kan tilsætte lige hvad du vil fx lidt soya og honning, og bruge de krydderier du bedst kan lide, fx oregano, timian eller spidskommen. Den marinade jeg har lavet, er en basis-opskrift og er ret tyk, hvis du tilsætter olie bliver den tyndere, og du kan marinere kødet i det i et par timer først. Hvis du laver marinaden i en tyk udgave, kan du gemme halvdelen og bruge den som grillsovs til at spise sammen med kødet.

Grillspyd med kylling, champignon og peberfrugt. 3-4 pers.:

300-400 g kyllingekød i store tern
1 gul peberfrugt
1 rød peberfrugt
200 g champignon

Forslag til grill marinade/sovs:
1 dl ketchup
½-1 tsk røget paprika
2 fed hvidløg, presset
½ tsk chilipulver eller tabasco
Salt og peber

  • Læg bambusspyddene i vand i ca. 1 time, så de ikke brænder, når de kommer på grillen.
  • Skær kyllingefilet, peberfrugt og champignon i ensartede stykker.
  • Kom skiftevis grøntsager og kylling på spyddene. Pensel med marinaden, hvis du har lavet den tynd, eller vent til spyddene er næsten færdige med at pensle grillsovsen på overfladen.
  • Spyddene steges på grill eller på grillpande i ca. 10 minutter.
  • Server spyddene med med salat, flutes og evt. resten af grillsovsen.