Bresaolaruller med krydderurte-røræg

Ruller31

Selvom efteråret står og banker på, og det begynder at være tid til simreretter og rodfrugter. Så kan jeg stadig have lyst til en lettere, friskere og lysere ret. Jeg er sikker på at jeg nok skal få rodfrugter nok i løbet af vinteren. Så derfor er dagens post en hilsen til sommeren der er gået.

Bresaolarullerne er en dejlig nem frokost, eller en lille forret. Det meste kan laves klar på forhånd, og så blot lige anrettes. Server rullerne med godt brød til. Hvis du laver rullerne til frokost, så beregn omkring ruller 3 pr. person, og hvis de serveres som forret, så beregn 1-2 ruller pr. person.

Ruller11

Bresaolaruller med krydderurte-røræg:

8-10 skiver Bresaola
5 æg
1 dl fløde
1 knivspids muskat
Salt og peber
1-2 spsk. purløg
1,5 dl cremefraiche
1 spsk ketchup
1 tsk chilisovs
Kapers
Spæde salatblade

  • Pisk æg og fløde sammen. Krydder med salt, peber og muskatnød.
  • I en lille tykbundet gryde tilberedes røræggene. Rør rund i æggemassen med en dejskraber, så massen ikke får lov at sætte sig fast på bunden. De skal være cremede og bløde.
  • Når røræggene er færdige, kommes de over i en skål og vendes sammen med purløg. Afkøl æggene.
  • Dressingen laves ved at røre cremefraiche sammen med ketchup og chilisovs. Smag til med salt og peber.
  • Fordel en stribe af røræg på hver bresaola skive. Rul sammen og læg rullen med samlingen nedad.
  • Når det er tid til anretning, bredes små spæde salater ud over et fad. Bresaolarullerne anrettes ovenpå salatbladene. Kapers drysses ud over rullerne og slut af med at dryppe dressingen over.

Ruller21

Stuffed Mushrooms – fyldte champignon med parmesan

StuffedM21

Jeg får en del inspiration fra amerikanske madsider og blogge. Amerikanerne kan altså et eller andet med appitizerer (det mangler vi for resten et godt dansk ord for, små hapsere?) Og da det er SuperBowl sunday lige om lidt, synes jeg, at det var passende at lave en omgang fyldte champignon, for at komme i den rette tailgate/SuperBowl-party stemning.

I opskriften bruger jeg løg og hvidløgspulver. Hvis du gerne vil undgå at bruge hvidløg og løg-pulver, da brug 1 lille fed hvidløg og et halvt, meget finthakket løg. Men vær opmærksom på at fyldet vil blive en smule mere blødt, på grund af den ekstra væde fra løget.

StuffedM31

Stuffed mushrooms – Fyldte champignon med parmesan: 

9 store champignon
2-3 spsk. flødeost naturel
2 spsk friskrevet parmesan
½ tsk løgpulver
½ tsk hvidløgspulver
Salt og peber
1 spsk finthakket purløg

  • Rens champignonene og fjern hele stilken.
  • Læg hver champignonhat med undersiden opad i et lille fad.
  • Hak stilkene fint og steg dem på en lille pande, til de har smidt alt deres vand/ er stegt tørre.
  • Rør flødeosten sammen med parmesan, løgpulver, hvidløgspulver, salt og peber.
  • Smag fyldet til og rør det sammen med de let afkølede champignonstilke.
  • Fordel fyldet i champignonhattene med to teskeer.
  • Bag de fyldte champignon ved 185 grader i 20-25 minutter.
  • Pynt med purløg og server, imens champignonerne er lune.

StuffedM11

Culottesteg med nye kartofler og urtedressing

CulotteNyeKartofler

Culottesteg laver jeg virkelig sjældent, jeg er ikke helt sikker på hvorfor, måske fordi den er lidt til den dyre side, og måske fordi det er lige lovlig meget mad til 2 personer. Det er ellers ikke fordi, det er voldsomt vanskeligt at tilberede en culottesteg, det kræver faktisk kun en lille smule forberedelse, og så passer den sig selv i ovnen. Og der var gode rester af culottestegen, så der var faktisk mad til 3 dage. Mit bedste trick til at få en perfekt steg er stegetermometeret. Det var ikke gået uden, for det er så sjældent at jeg laver en steg.
De nye kartofler behøver ikke ret meget tilbehør, og det er en god ide at koge et par ekstra stykker, så der er til en kartoffelmad dagen efter.

Culottesteg med nye kartofler og urtedressing:

Culottesteg:

  • Start med at fjerne evt sener fra culotten. Rids derefter fedtlaget på oversiden culottestegen og gnid med ca. 2-3 tsk. groft salt.
  • Opvarm ovnen til 230 grader og sæt stegen ind i 10 min.
  • Sænk varmen og steg videre ved omkring 180 grader til centrumtemperaturen er ca. 63-65 for lys rosa/tæt på gennemstegt. Afhængig af størrelsen vil det tage 30-60 minutter yderligere.

Nye kartofler:

  • Vask de nye små kartofler fri for jord.
  • Kog dem 8 minutter i vand med salt. Sluk for varmen og lad dem trække i yderligere 8 minutter. Mærk efter om kartoflerne er møre, ellers skal de have et par minutter mere i det varme vand.
  • Hæld vandet fra kartofler og damp dem tørre.
  • Tilsæt en lille klat smør, giv et drys havsalt og drys finthakket persille over. Vend rundt og server kartoflerne lune.

Urtedressing:

  • Rør ca. 1 dl cremefraiche sammen med 1 spsk. hakket purløg og persille.
  • Smag til med salt og peber.

Små tykke majspandekager

Majspandekager22

Hvis du mangler en lille let frokost til sommerferien, kunne disse små pandekager være en ide. De smager bedst lune, og de passer rigtig fint sammen med en grøn salat. Pandekagerne tager ikke lang tid at lave, hvilket er dejligt, for de er ikke så gode at gemme til dagen efter.

Små tykke majspandekager, ca. 8 stk.:

1,25 dl hvedemel
0,5 tsk. bagepulver
0,5 tsk. salt
0,25 tsk. peber
2 æg
2 spsk. mælk
1 dåse majs, drænet, ca. 280 g
100 g bacon i tern
2 spsk. revet parmesanost
1 lille bundt purløg finthakket
Lidt smør til stegning

  • Start med at stege baconen sprød på en lille pande, læg den derefter på et stykke køkkenrulle til afdrypning, imens du laver dejen.
  • I en mellemstor skål røres mel, bagepulver, salt og peber sammen.
  • Pisk æg og mælk sammen. Lav en fordybning i melblandingen og pisk æggeblandingen i, til dejen er glat og uden klumper.
  • Tilsæt majs, bacon, parmesan og purløg.
  • Rør godt rundt og lad dejen samle sig. Steg ca. 2 spsk. dej af gangen ved middelvarme. Pandekagerne skal have ca. 4 minutter på hver side. De skal vendes, når de er gyldne.
  • Server pandekagerne lune med en lille klat cremefraiche og ekstra purløg.

Majspandekager1