Hurtige og nemme kokossmåkager

Jeg har været på jagt efter flere hurtige juleopskrifter, mere specifikt hurtige småkageopskrifter. Det er nemlig så hyggeligt at bage her i December, men det behøver ikke være et heldags projekt. Så da jeg faldt over en opskrift på kokossmåkager med kun 4 ingredienser, så måtte de afprøves. Og de blev virkelig gode. Jeg prøvede dem både med og uden glasur, og synes de var bedst med glasuren. Men hvis man synes det er for sødt, så er det nemt at udelade glasuren.
Så nu er der endnu en opskrift jeg kan tilføje til julesamlingen. Og jeg håber også at du vil prøve at bage dem.

Kokossmåkager, med glasur, 30-40 stk:

150 g blødt smør
150 g hvedemel
75 g rørsukker
75 g kokosmel
150-200 g flormelis
1-2 spsk vand

  • I en skål kommes kokosmel, hvedemel, rørsukker og blødt smør.
  • Ælt det til en ensartet og sammenhængende dej, med hænderne.
  • Lav små runde kugler af dejen og fordel dem på 2 bageplader beklædt med bagepapir.
  • Tryk kuglerne flade, så de ikke er mere en ½ cm høje.
  • Bag småkagerne ved 200 grader, midt i ovnen i ca. 10 minutter. Jeg bager en plade af gangen.
  • Lad småkagerne køle af på en rist.
  • Når småkagerne er helt kolde, røres flormelis og vand sammen til en tyk glasur, og der kommes ca. ½ teskefuld på hver småkage.
  • Når glasuren er helt størknet, opbevares kokossmåkagerne i en lufttæt beholder.

Brændte mandler -Hurtig hjemmelavet juleknas

Det er tid til julehyggerier, og små juleprojekter i køkkenet er en af mine favorit ting at lave i December. Igen i år har jeg selvfølgelig også lavet brændte mandler. Jo flere gange jeg laver dem, jo nemmere synes jeg det er, og jeg bliver mindre bekymret for at komme til at brænde dem på. Så bare spring ud i det. De brændte mandler tager ikke mere end 10 minutter at lave, og holder sig sprøde og lækre i lang tid, når bare du opbevarer dem i en lufttæt beholder eller pose. Jeg har tilsat vaniljesukker, men det kan godt udelades, hvis man er til den helt klassiske smag.

Brændte mandler:

300 g mandler
185 g sukker
1½ tsk vaniljesukker
1 dl vand

  • Kom mandler, sukker, vaniljesukker og vand op på en stor pande, og kog sukkermassen op under kraftig varme.
  • Når sukkermassen begynder at skifte farve, skrues der ned til middelvarme. Rør rundt imens sukkeret krystalliserer. Du kan se at sukkeret bliver hvidt og tørt.
  • Fortsæt ved middelsvag varme med at røre rundt, til sukkeret så småt begynder at smelte igen. Jeg kan bedst lide at sukkeret kun delvist smelter, så mandlerne ligner dem på fotoet. Hvis du vil have mandlerne helt blanke, fortsætter du i længere tid.
  • På et stykke bagepapir fordeles mandler ud i et tynd lag, og skilles ad, så de kan afkøle og blive helt sprøde.
  • Når mandlerne er kolde, kommes de i en lufttæt beholder.