Brændte mandler -Hurtig hjemmelavet juleknas

Det er tid til julehyggerier, og små juleprojekter i køkkenet er en af mine favorit ting at lave i December. Igen i år har jeg selvfølgelig også lavet brændte mandler. Jo flere gange jeg laver dem, jo nemmere synes jeg det er, og jeg bliver mindre bekymret for at komme til at brænde dem på. Så bare spring ud i det. De brændte mandler tager ikke mere end 10 minutter at lave, og holder sig sprøde og lækre i lang tid, når bare du opbevarer dem i en lufttæt beholder eller pose. Jeg har tilsat vaniljesukker, men det kan godt udelades, hvis man er til den helt klassiske smag.

Brændte mandler:

300 g mandler
185 g sukker
1½ tsk vaniljesukker
1 dl vand

  • Kom mandler, sukker, vaniljesukker og vand op på en stor pande, og kog sukkermassen op under kraftig varme.
  • Når sukkermassen begynder at skifte farve, skrues der ned til middelvarme. Rør rundt imens sukkeret krystalliserer. Du kan se at sukkeret bliver hvidt og tørt.
  • Fortsæt ved middelsvag varme med at røre rundt, til sukkeret så småt begynder at smelte igen. Jeg kan bedst lide at sukkeret kun delvist smelter, så mandlerne ligner dem på fotoet. Hvis du vil have mandlerne helt blanke, fortsætter du i længere tid.
  • På et stykke bagepapir fordeles mandler ud i et tynd lag, og skilles ad, så de kan afkøle og blive helt sprøde.
  • Når mandlerne er kolde, kommes de i en lufttæt beholder.

Nem pærekage med marcipan

I dag får I opskriften på en rigtig lækker bradepandekage, som er nem at røre sammen og hurtig at bage. Kagen kan spises lige som den er, men en lille kugle vaniljeis til, skader bestemt ikke. Uden for pæresæsonen kan pære fra dåse godt bruges, men de friske fra haven er allerbedst. Kardemommen kan erstattes med vaniljesukker, eller blot helt udelades.

Billederne yder ikke kagen retfærdighed, for kagen ser måske lidt kedelig ud. Men jeg lover, den smager virkelig godt og er lækker saftig med både pære og marcipan. Næste gang må jeg se om jeg kan få lidt flottere billeder af kagen.

Nem pærekage med marcipan:

1 spsk. citronsaft
750 g pære
250 g smør
300 g sukker
3   æg
375 g hvedemel
1 spsk. bagepulver
1 tsk. kardemomme
2.5 dl. mælk
200 g marcipan
1 tsk. citronskal
2 spsk. sukker

  • Skræl pærerne. Skær dem derefter i stykker på max. 2 x 2 cm og vend dem straks i citronsaft, så de ikke bliver brune.
  • Pisk smør og sukker sammen, til det smuldrer. Pisk æggene i dejen ét af gangen. Pisk blandingen, til den bliver let og luftig.
  • Bland mel, bagepulver og kardemomme. Vend det i smørblandingen, skiftevis med mælken.
  • Vend groftrevet marcipan og dernæst pærestykker samt citronskal i dejen.
  • Beklæd en bradepande (ca. 3 x 30 x 37 cm) med bagepapir og fordel dejen heri.
  • Drys overfladen med sukker og bag kagen midt i ovnen ved 175 grader i ca. 35 minutter.
  • Løft forsigtigt kagen ud af bradepanden ved hjælp af bagepapiret. Lad kagen køle af på en bagerist.

Cookies med chokolade og hasselnødder

Det er sommerferie og rigtig dansk sommervejr, der byder på skiftevis, sol, skyer og regn. Så det var oplagt at tage drengene med i køkkenet og lave cookies. Jeg synes opskriften er ret børnevenlig, da de er nemme at lave, kun kræver få ingredienser og bagetiden er blot 7 minutter.

Opskriften er sådan set allerede på bloggen lige her. Men den fortjente nye billeder. Og så bagte jeg dem lidt større denne her gang. Jo større kugle/top du laver af dejen, Jo blødere bliver cookies’ne. Det er en smagssag om man vil have sprøde cookies eller nogle der er sprøde i kanten og blødere i midten. Og husk jo længere bagetid, jo sprødere bliver de.

Cookies med chokolade og hasselnødder. ca. 24 stk.:

75 g blødt smør
100 g sukker
50 g brun farin
1 æg
150 g hvedemel
1 tsk vaniljesukker
½ tsk natron
½ tsk fint salt
100 g grofthakket mørk chokolade
50 g hasselnøddekerner i halve/groft hakkede

  • Rør smør og sukker godt sammen. Rør farin og æg i.
  • Bland hvedemel sammen med vaniljesukker, natron og salt, og vend det i smørblandingen.
  • Tilsæt chokolade og hasselnødder. Vend godt rundt i dejen.
  • Sæt dejen i toppe, ved hjælp af 2 teskeer, på en plade med bagepapir. Tryk dem lidt flade.
  • Bag kagerne i 7 minutter ved 175 grader øverst i ovnen.
  • Spis kagerne, mens de er nybagte og lune. Eller dem gem i en lufttæt beholder.

IMG_3500

Små tykke pandekager til morgenmaden



Søndag morgen må morgenmaden gerne være lidt mere tidskrævende og ekstra spændende. Så mine drenge fik lov at vælge, og denne gang blev det til små pandekager. Man kan serverer dem med lidt sødt oven på, frisk frugt, sirup, syltetøj eller nutella. Men de kan også sagtens serveres som del af en brunch. De tog ikke særlig lang tid at lave, så det er nok ikke sidste gang jeg kan overtales til at lave dem.

Små tykke pandekager, 2-3 pers.:

3 æg
90 g mælk
1,5 tsk. Ahorn sirup
188 g mel
1,5 tsk bagepulver
0,5 tsk salt
2 tsk vaniljesukker

  • Pisk æg sammen med mælk og ahornsirup.
  • Bland mel, bagepulver, salt og vaniljesukker sammen med æggemassen, og pisk grundigt.
  • Bag pandekagerne på en non-stick pande ved middelvarme. Jeg lavede dem med en diameter på 7-8 cm. Og jeg bagte 4 af gangen på panden.
  • Pandekagerne bages i ca. 2-3 minutter, til de har sat sig i kanten, og er begyndt at boble op. Vend derefter pandekagerne og bag færdig i cirka 2 minutter.
  • Server med frisk frugt, ahornsirup, syltetøj og/eller nutella, alt efter lyst.

Mazarinkage med chokolade

chokomazarin31

Mazarinkage med chokolade er en helt simpel kage, fyldt med velsmag og uden for mange dikkedarer. Kagen er nem at bage, holder sig fint i et par dage og er god til kaffe-gæster. Opskriften har jeg fundet et eller andet sted på nettet, men jeg husker desværre ikke hvor.

Jeg bagte kagen i springform på ca. 22 cm. Og jeg brugte chokoladeknapper fra callebaut 66% kakaoindhold. Man kan pynte kagen med et tyndt lag chokolade på toppen, hvis det skal være lidt ekstra fint.

chokomazarin11

Mazarinkage med chokolade:

200 g marcipan
200 g sukker (rørsukker)
200 g blødt smør
4 æg
120 g hvedemel
150 g mørk chokolade.

  • Riv marcipanen og pisk den sammen med sukkeret.
  • Tilsæt det bløde smør i små tern og pisk videre til massen er ensartet.
  • Pisk et æg i af gangen i dejen, så dejen ikke skiller.
  • Vend mel og chokoladestykker i dejen.
  • Kom dejen i em smurt springform.
  • Bag kagen ved 190 grader i ca. 35 min.
  • Lad kagen køle lidt af, inden den vendes ud og få lov at køle helt af.

chokomazarin21

Klassiske vaniljekranse lavet med sprøjtepose

Vaniljekranse er en af mine absolut favorit småkager. De ultimative bedste vaniljekranse lavede min mormor. Jeg har desværre ikke hendes opskrift, så min søster og jeg lavede Blomsterbergs udgave i år. Og den har den fordel at den kan sprøjtes ud med en sprøjtepose og tyl.  

Vaniljekranse:

200 g blødt smør
0,5 vaniljestang
180 g sukker
1 æg
250 g hvedemel
75 g mandler, blendet til mel 

  • Start med at sørge for at smørret er virkelig blødt.
  • Smut mandlerne og blend dem til fint mel.
  • Del vaniljestangen og skrab vaniljekornene ud med en lille kniv. Lav din egen vaniljesukker ved at blande vaniljekorn sammen med en lille smule sukker, så de fordeler sig jævnt.
  • Rør sukker, vaniljesukker og smør sammen.
  • Rør ægget i.
  • Rør hvedemel og mandelmel i til dejen er ensartet.
  • Kom dejen i en sprøjtepose der er forsynet med en stjernetyl.
  • På en bageplade beklædt med bagepapir sprøjtes fine ringe. Jeg brugte to bageplader til portionen, så der er god plads mellem kransene.
  • Bag pladerne enkeltvis ved 200 grader alm. ovn i 10-12 min til kransene er let gyldne.
  • Lad kransene køle helt af inden de kommes i en kagedåse.