Devil’s Food chokolade cupcakes

devfood11

Devil’s Food Chocolate Cake er vist ikke så kendt i Danmark, men i USA ved alle hvilken slags kage det er. Det er nemlig en chokoladekage med chokoladefyld. Jeg ved ikke hvad de præcise kriterier er, for at en kage lever op til navnet. Opskriften her, har jeg fundet i en kogebog, kun med cupcakes. Kagen var tilpas let i strukturen, dejlig sød og med en god mørk kakaosmag, som passede godt sammen med den syrlige chokoladecreme.

Opskriften giver 18 små eller 12 store cupcakes. Mængden af chokoladecremen på toppen var lige rigeligt, men det er jo en smagssag. Og det er nemt bare at komme mindre på. Jeg pyntede kagerne på to forskellige måder, med chokoladeruller og knasende chokoladekugler fra Callebaut.

Devil’s Food chokolade cupcakes.

50 g blød margarine
115 g brun farin
2 store æg
115 g mel
½ tsk natron
25 g kakaopulver
1,1/4 dl cremefraiche 18%

Chokoladecreme:
125 g mørk chokolade
2 spsk sukker
1,5 dl cremefraiche 18%
evt. Chokoladepynt

  • I en stor skål piskes margarine, brun farin, æg, mel, natron og kakaopulver sammen.
  • Vend 1,1/4 dl cremefraiche i dejen, og rør til dejen igen er glat.
  • Fordel dejen i 12-18 muffinsforme.
  • Bag kagerne i ca. 20 minutter ved 180 grader.
  • Lad kagerne køle helt af.
  • For at lave chokoladecremen smeltes chokoladen først. Dernæst piskes sukker og 1,5 dl cremefraiche i chokoladen til den er ensartet.
  • Smør chokoladecremen ud på kagerne i et tykt lag og drys evt. med chokoladepynt.
  • Lad cremen stive i køleskabet.

devfood21

Appelsin påske cupcakes med chokolade-“reder”

Påskecupcakes71

Ud over at lave en dejlig omgang Lammekølle à la Provence fik Anna og jeg også bagt påskecupcakes i denne her uge. Vejret har været helt fantastisk, og heldigvis tog kagerne ikke lang tid at lave, så de var et godt lille påskeferie projekt, der også gav mulighed for at nyde det gode vejr.

De små fine chokoladeæg, jeg har pyntet med, er fra Cadbury, og jeg købte dem i London for en måneds tid siden. Allerede på det tidspunkt var jeg sikker på, at de lige netop skulle bruges til at pynte nogle yndige små påskecupcakes. Kagerne smager også fint uden de små chokoladeæg, så kan du evt. erstattet dem med lidt påskefarvet krymmel.

Påskecupcakes61

Opskriften på kagerne stammer fra kogebogen “Kager, desserter og konfekt med hjertet”, som Odense Marcipan har udgivet. Så endnu engang fik jeg opfyldt et delmål i mit projekt om at lave mindst en opskrift fra hver af mine kogebøger.
Kogebogen indeholder opskrifter til forskellige sæsoner, og flere af dem er perfekte til at få brugt de sidste rester af marcipan fra julen.

Påskecupcakes31

Appelsin påske cupcakes med chokolade-“reder”, ca. 15 stk.:

4 æg
125 g sukker
2 spsk. honning
150 g hvedemel
125 g smeltet smør eller flydende margarine
100 g revet marcipan
1 tsk. bagepulver
Revet appelsinskal fra ½ økologisk appelsin

Chokoladecreme:
200 g lys chokolade
2 dl piskefløde
Revet appelsinskal fra ½ økologisk appelsin
Små chokoladeæg til pynt

  • Pisk sukker, æg og honning sammen til det er lyst og skummende.
  • Rør smør eller margarine i.
  • Vend mel, bagepulver, revet marcipan og revet appelsinskal i dejen.
  • Fordel dejen i muffinsforme, gerne beklædt med papirsforme.
  • Bag kagerne ved 200 grader i ca. 15 minutter.
  • Når kagerne er gennembagte, stilles kagerne til afkøling.
  • Imens laves chokoladecremen.
  • Varm fløden op til kogepunktet i en lille gryde.
  • Hak chokoladen og tilsæt den til den varme fløde sammen med den revne appelsinskal.
  • Rør rundt til chokoladen er helt opløst. Sæt fløden på køl.
  • Når chokolade-fløden er helt afkølet, kan den piskes til en luftig creme.
  • Kom cremen i en sprøjtepose forsynet med en stjerne-tyl.
  • Sprøjt reder af chokoladecremen på toppen af kagerne og pynt med de små æg.

Påskecupcakes81

Blåbærcupcakes med citronfrosting og pynt

Blåbærcupcake61

Der har været lidt tavst på bloggen de sidste par uger, hvilket har skyldtes en omgang sygdom og en ferietur til London (den skal der nok kommer mere om). Men nu er det vist på tide at få blogget om de blåbærcupcakes som min kollega Rikke og jeg bagte sammen. Rikke siger at det altid går galt når hun bager, men det kan da ikke passe. Så vi tog en tur i køkkenet og fik frembragt disse herligheder. Rikke ville gerne bage noget der skulle pyntes, og den var jeg helt med på. Jeg har urimelig mængder af krymmel/pynt, så det var godt med en lejlighed til at brugt lidt af lageret. Derudover var jeg så heldig at Rikke var faldet over en dej-dispenserings-dims, og den måtte vi lige finde ud af om man ikke kunne leve uden. Man kan nok godt leve uden, men hurtig og underholdende, dét var den.

Så valget faldt på at vi skulle bage blåbærcupcakes med citronfrosting. Opskriften fandt jeg hos Sarahs kager, opskrifterne derfra plejer nemlig aldrig at svigte, og det gjorde denne her opskrift bestemt heller ikke. Vi lavede halvanden portion, så der var nok til at glæde ægtefæller og kollegaer. Men jeg skriver opskriften som den originalt er.

blåbærcupcakeCollage1

Blåbærcupcakes med citronfrosting ca. 15 stk.:

200 g mel
½ spsk. bagepulver
½ tsk. salt
120 g smør eller flydende margarine
175 g sukker
2 æg
2 tsk. vaniljesukker
1,3 dl mælk
100 g frosne blåbær

Citronfrosting:
90 g blødt smør
75 g flormelis
225 g flødeost naturel
1 tsk. vaniljesukker
2 spsk. citronsaft

  • Pisk smør og sukker cremet.
  • Pisk et æg i af gangen og pisk grundigt hver gang, til ægget er helt optaget.
  • Rør mælken i dejen.
  • Bland mel, bagepulver, salt og vaniljesukker sammen, og rør det i dejen. Rør til dejen er ensartet.
  • Vend de frosne blåbær i dejen.
  • Beklæd muffinsformene (silikone eller metal) med muffinsforme af papir.
  • Fordel dejen i formene, så de er ca. 1/2 til 2/3 fyldt. Cupcakesne skal ikke vokse ud over papiret når de bager.
  • Bag cupcakesne ved 185 grader i ca. 20 minutter. Hold godt øje med ovnen, og tjek om kagerne er færdige ved stikke en kødnål ned i en enkelt, og se om den kommer ren ud.
  • Lad cupcakesne køle helt af.
  • Frostingen laves ved at piske det bløde smør med flormelis og vaniljesukker.
  • Pisk derefter flødeosten i, sammen med citronsaften.
  • Blive ved med at piske til frostingen er luftig og ensartet. Smag til med ekstra citronsaft, hvis det er nødvendigt.
  • Kom frostingen i en prøjtepose forsynet med en lille stjernetyl, og lav små toppe på cupcakesne. Hvis du ikke har lyst til at stå med en sprøjtepose, kan du smørre et jævnt lag af frostingen ud på hver kage.
  • Hvis du har lyst, så pynt med krymmel, glimmer og guld.
  • Opbevar kagerne på køl, indtil 20 minutter før de skal spises.

Blåbærcupcake81

Græskarcupcakes med græskarsirup-frosting

Græskarcupcake61

Da jeg lavede Madblogger Udfordringen, kredsede de fleste af mine madtanker omkring, hvordan jeg kunne bruge både græskar, men også den græskarsirup, som jeg lavede til udfordringen. Det sidste, der kom ud af græskarovervejelserne i denne omgang, var de her græskacupcakes med græskasirup-frosting. I originalopskriften var frostingen smagt til med ahornsirup og kanel. Det vil også være en rigtig god kombination. Opskriften er baseret på en amerikansk opskrift på en stor 3-delt kage, som jeg så har nedskaleret og ændret til danske mål.
Græskarmosen giver kagerne en dejlig svampet konsistens, og det gør kagerne velegnede til opbevaring.

GræskarcupcakeCollage1

Græskarcupcakes med græskarsirup-frosting, 12 stk.:

57 g smør
134 g sukker
1 æg
1 tsk. vaniljesukker
140 g græskarpuré
20 g olie
80 ml mælk
128 g mel
½ tsk. bagepulver
1 knivspids salt

Frosting:
57 g blødt smør
113 g frisk ost/cream cheese
1-2 tsk vaniljesukker
1 tsk græskarsirup

  • Start med at bage kagerne.
  • Pisk sukker og smør lyst og luftigt.
  • Rør ægget i, og kom derefter vaniljesukker, salt, græskarpure og olie i dejen. Rør grundigt til græskarpuren er godt fordelt.
  • Pisk derefter mel og mælk i dejen skiftevis.
  • Fordel dejen i 12 muffinsforme, og bag ved 175 grader i 15-20 minutter.
  • Tag kagerne ud og lad dem køle af.
  • Nu til frostingen.
  • Pisk det bløde smør sammen med friskosten, indtil der ikke er klumper.
  • Rør sirup og vaniljesukker i.
  • Kom derefter flormelissen i skålen og pisk forsigtigt, indtil det hele er optaget i cremen.
  • Derefter pisker du videre ved høj hastighed til frostingen er let og luftig.
  • Fordel frostingen på kagerne, evt. ved at komme frostingen i en sprøjtepose forsynet med stjernetyl, og sprøjt fine toppe.
  • Pynt eventuelt kagerne med krymmel, eller chokoladestykker, hvis du synes de mangler lidt ekstra pynt.

Græskarcupcake51

Whoopie pie med Fluff-frosting

Whoopiepie2

Der har lige været Super Bowl, og amerikanerne er altså virkelig gode til at fejre det. Jeg havde set et hav af forskellige kager formet som en amerikansk fodbold, men da jeg så billeder af Whoopie pies formet som “footballs”, greb jeg chancen for at slå to fluer med et smæk – prøve at lave whoopie pies og lave noget football-agtigt til Super Bowl-natten.

De smager virkelig godt, selvom de ikke ser ud af meget, men de er søde og bløde, og har en dejlig smag af chokolade. De er en del nemmere at tage med sig end cupcakes, men har en smag i retningen af cupcakes. Whoopie pies kan varieres lige så meget som cupcakes, og kan bestemt også pyntes, omend ikke i samme grad som cupcakes. De fleste former for frosting, kendt fra cupcakes, kan bruges som fyld i whoopie pies’ne.

Opskriften var nem at gå til. Jeg har fundet den hos Mad&Bolig, men valgte at lave en anden frosting til, da jeg forelskede mig i en frosting fra epicurious.com. De brugte nemlig Fluff, som er en amerikansk marshmallow creme. Så bliver det vist ikke meget mere amerikansk! Kagerne flyder en del ud, så sørg for at holde god afstand på bagepladen. Hvis du gerne vil lave kagerne aflange i stedet for runde, så brug en lille kniv og træk dejen ud i den ønskede form.

Whoopie pies med Fluff-frosting. 8 store:

Kagerne:
65 g smør
50 g mørk chokolade
100 g sukker
2 æg
1 tsk vaniljesukker
125 g hvedemel
20 g ægte kakao
1/4 tsk bagepulver
1/6 tsk natron

Fluff-frosting:
100 g blødt smør
100 g flormelis
45 g Fluff (marshmallow creme)
1 tsk vaniljepulver

  • Start med at bage kagerne.
  • Hak den mørke chokolade i mindre stykker og smelt den sammen med smørret. Jeg kom de to ting i en skål, gav det 1-2 minutter i mikrobølgeovnen og lod det derefter stå til det var flydende.
  • Imens piskes æg, sukker og vaniljesukker, til det er lyst og luftigt.
  • Tilsæt mel,kakao, bagepulver og natron og vend godt grundt.
  • Til sidst tilsættes chokoladeblandingen og rør godt rundt igen.
  • Fordel kagedejen i små runde kugler på en bageplade beklædt med bagepapir. Jeg brugte en lille “ice-scooper” for at sørge for, at kagerne fik nogenlunde samme størrelse, men et par teskeer kan også bruges.
  • Bag kagerne ved 200 grader i 7 minutter og lad dem derefter køle af på en rist.
  • Når kagerne er afkølede, kan du lave frostingen.
  • I en skål piskes smør, flormelis, Fluff og vaniljesukker sammen med en el-pisker til frostingen er luftig. Det tager mindst 3 minutter, og frostingen vil være rimelig fast. Smag frostingen til, hvis den mangler lidt vanilje.
  • Nu kan kagerne samles.
  • Start med at parre kagerne to og to.
  • Kom frostingen i en sprøjtepose med en stor tyl og fordel et lag frosting på undersiden af den ene kage, og læg den sammen med den anden kage.
  • Kagerne “sætter sig ” efter en times tid, og de kan opbevares i køleskabet i en lufttæt beholder i et par dage.

Citroncupcakes fra Hummingbird bakery

Citroncupcakes

Jeg ville gerne lave nogle små fine cupcakes til min fødselsdag. Og nu er det da på tide at opskriften kommer på bloggen. Til selve min fødselsdag blev de lavet i små sølvforme uden pynt, og til at dele med kollegaerne blev de lavet i normal størrelse, og mere festligt pyntet. De kan sagtens bages dagen i forvejen og pyntes, inden de serveres. Frostingen kan også kommes på et par timer i forvejen, så skal cupcakesne bare stå på køl og tages ud lige inden, så de får stuetemperatur.

Hvis du gerne vil understrege at det er citron-cupcakes kan frostingen farves med lidt gul frugtfarve. Jeg undlod farven, men kom lidt citronsaft i frostingen.

Citroncupcakes fra Hummingbirdbakery 12 stk.:

125 g hvedemel
150 sukker
1,5 tsk bagepulver
2 spsk revet usprøjtet citronskal
40 g blødt smør
1 1/4 dl mælk
1 æg

Citronfrosting:
250 g flormelis
80 g blødt smør
2 spsk revet usprøjtet citronskal og evt lidt citronsaft.
1/4 dl mælk

  • Start med at piske mel, sukker, bagepulver, citronskal og smør sammen indtil det har en sandet konsistens.
  • Hæld gradvis mælken i, indtil det lige netop er blandet.
  • Pisk ægget ind i dejen og pisk i et par minutter til dejen er jævn.
  • Fordel dejen i 12 muffinsforme og bag i ovnen ved 170 grader i 20-25 minutter. Hvis dejen bages som minicupcakes skal de have kortere tid, omkring 12-15 minutter.
  • Lad cupcakesne køle helt af. Imens kan frostingen laves.
  • Pisk flormelis, smør, citronskal og evt. frugtfarve godt sammen med el-piskeren.
  • Ved lav hastighed piskes mælk og evt. citronsaft i, til frostingen er jævn.
  • Ved højere hastighed piskes nu til frostingen er let og luftig, mindst 5 min.
  • Kom frostingen i en sprøjtepose med stjernetyl og sprøjt frotingen på de helt afkølede cupcakes. Frostingen kan også smørres på kagerne med en kniv.

Citroncupcakes6