Klassisk tunmousse

tunmousse11

Det er tid til at denne her klassiker skal på bloggen, og hvem elsker ikke den klassiske tunmousse? Okay, måske kender jeg et par stykker der ikke gør. Men hvis man kan lide tun, så holder den altså stadig. Jeg har lavet tunmousse efter denne her opskrift siden jeg flyttede hjemmefra. Min storesøster Iben anbefalede den, og tilføjede at smørmængden sagtens kunne halveres. Som sagt, så gjort, og opskriften fungerer så fint. Hvis opskriften skal være endnu mere fedtfattig, kan der bruges en cremefraiche 9%, men vær opmærksom på at tunmoussen så afgiver væde, når den har stået lidt. Der findes en del opskrifter på tunmousse med husblas i, men jeg synes egentlig det er rart at denne her opskrift ikke er så omstændig.

Opskriften tager udgangspunkt i den klassiske tunmousse fra Karolines Køkken, og den kan serveres som forret, frokost, eller som hovedret, hvis der er det rigtige tilbehør til. Pynten skal naturligvis være lidt old school med cherrytomater, persille og citronskiver.

Tunmousse:

2 dåser tun i vand
100 g smør, blødt
1 dl cremefraiche 18 %
1 tsk citronsaft
salt og peber
Pynt: Halve/kvarte cherrytomater, citronskiver og persille.

  • Dræn tunen godt og findel den med en gaffel.
  • Tilsæt de øvrige ingredienser og rør tunmoussen grundigt sammen. Der må ikke være nogle klumper af smør.
  • Smag til med salt og peber. Juster evt. med mere citronsaft.
  • Kom tunmoussen i en lille form og dæk den til med husholdningsfilm. Sæt tunmoussen på køl, gerne natten over, men et par timer er nok.
  • Pynt tunmoussen med cherrytomater, citronskiver og persille, og server med lunt flutes.

Årets nemme nytårs kanapeer

Det er allerede blevet nytårsaftensdag, og derfor er det tid til dele mit forslag til året kanapeer. Jeg elsker små hapsere og nytår er en god anledning til at lave mange små anretninger. Mit forslag i år er 3 forskellige, en med rejer, en med laks og en med paté. Så skulle der gerne være noget for enhver smag. Jeg har selv lavet de små sprøde brødskiver. Det er nemt og så får jeg dem så tynde og sprøde som jeg vil. Men en tynd kiks eller færdigkøbte bunde kan også sagtens bruges.
Kanapeer kan laves lidt inden gæsterne kommer. Men hvis de står for længe, bliver brødet blødt. Jeg har ikke angivet mængder, da det hele kan tilpasses det antal gæster i er.

3 slags nemme kanapeer til nytårsaften:

1 hvidt flutes
Paté med rød peberfrugt
Karse
Hvidløgssmørreost
Rejer
Stenbidderrogn
Dild
Cremefraiche 18%
Varmrøget laks med peber
Syltet rødløg

  • Skær flutet i smalle skiver.
  • Fordel dem på en bagplade og bag ved 170 grader i 8-10 minutter. Hold godt øje med skiverne, de får hurtigt for meget. Lad brødskiverne køle helt af.
  • Rejekanape: Smør et tyndt lag hvidløgsost på en brødskive, fordel 3-4 rejer ovenpå. Top med skinbidderrogn og dild.
  • Laksekanape: Fordel en smule cremefraiche på en brødskive, kom en stykke varmrøget laks ovenpå. Top med små stykker af syltet rødløg og pynt med dild.
  • Patékanape: Smør et generøst lag paté på en brødskive, top med karse.

Varmrøget laksesalat i salatbåde

varmroegetlaks22

Jeg kan ikke få opskrifter nok på småretter. Den slags retter der passer godt til en dejlig frokost, eller måske som en forret eller til en omgang tapas. Opskrifterne skal gerne være lette og lækre. Og denne her opskrift er super nem og hurtig.

Den varmrøgede laks er ret fed i smagen, så den har godt af at få modspil af peber og citron. Laksesalaten kan røres sammen i god tid inden den skal serveres, men den kan blive vandet af at stå, så vent med at anrette, til du er klar til at servere. Hvis du ikke lige har persille, kan du sagtens udskifte persille med dild, eller andre krydderurter. Server retten sammen med lunt og goft flutes.

Varmrøget laksesalat i salatblade:

2 varmrøgede laksefiletter, gerne med peber
1-2 spsk cremefraiche 9 %
1 lille håndfuld persille, finthakket.
citronsaft
salt og peber
Hjertesalatblade, vaskede og tørrede

  • Fjern skindet fra laksefileterne og del laksen i mindre stykker med en gaffel. Pas på ikke at mose laksen alt for meget, der må gerne være lidt struktur.
  • Rør forsigtigt den findelte laks sammen med cremefraiche og persille.
  • Smag til med citron, salt og peber.
  • Fordel laksesalaten i salatbladene og anret på et fad.

varmroegetlaks11

Devil’s Food chokolade cupcakes

devfood11

Devil’s Food Chocolate Cake er vist ikke så kendt i Danmark, men i USA ved alle hvilken slags kage det er. Det er nemlig en chokoladekage med chokoladefyld. Jeg ved ikke hvad de præcise kriterier er, for at en kage lever op til navnet. Opskriften her, har jeg fundet i en kogebog, kun med cupcakes. Kagen var tilpas let i strukturen, dejlig sød og med en god mørk kakaosmag, som passede godt sammen med den syrlige chokoladecreme.

Opskriften giver 18 små eller 12 store cupcakes. Mængden af chokoladecremen på toppen var lige rigeligt, men det er jo en smagssag. Og det er nemt bare at komme mindre på. Jeg pyntede kagerne på to forskellige måder, med chokoladeruller og knasende chokoladekugler fra Callebaut.

Devil’s Food chokolade cupcakes.

50 g blød margarine
115 g brun farin
2 store æg
115 g mel
½ tsk natron
25 g kakaopulver
1,1/4 dl cremefraiche 18%

Chokoladecreme:
125 g mørk chokolade
2 spsk sukker
1,5 dl cremefraiche 18%
evt. Chokoladepynt

  • I en stor skål piskes margarine, brun farin, æg, mel, natron og kakaopulver sammen.
  • Vend 1,1/4 dl cremefraiche i dejen, og rør til dejen igen er glat.
  • Fordel dejen i 12-18 muffinsforme.
  • Bag kagerne i ca. 20 minutter ved 180 grader.
  • Lad kagerne køle helt af.
  • For at lave chokoladecremen smeltes chokoladen først. Dernæst piskes sukker og 1,5 dl cremefraiche i chokoladen til den er ensartet.
  • Smør chokoladecremen ud på kagerne i et tykt lag og drys evt. med chokoladepynt.
  • Lad cremen stive i køleskabet.

devfood21

Mandelbund med flødecreme og sommerbær

Nøddebund31

Det er vist på tide at få delt denne her opskrift med jer. Kagen er nemlig både utrolig velsmagende og ret nem at lave. Og så er den fantastisk til sommerens bær.

Jeg valgte at lave  bunden udelukkende med mandler, men den kan sagtens laves med andre nødder, fx hasselnødder. Bunden fungerer godt med de fleste slags frugter og bær. Brug hvad der er i sæson, fx jordbær og blåbær. Når det bliver svært at skaffe friske bær, kan den toppes med en blanding af fx granatæblekerner, kiwi og ananas.

Opskriften stammer fra Alt for Damerne, men der er mange lignende opskrifter på nettet. Jeg var så godt tilfreds med kagen første gang jeg lavede den, at jeg lavede den igen kort tid efter. Jeg valgte at bruge bagepapir i min springform, det behøvede jeg ikke. Hvis formen er smurt ordenligt, kan kagen sagtens slippe. Jeg begik så også den fejl, at jeg først tog mandelbunden ud af formen dagen efter, og der ville bagepapiret ikke slippe. Men det er en rigtig god ide at bage bunden dagen, før den skal bruges. Det gør, at den når at sætte sig, falde lidt sammen og blive dejlig svampet. Bare sørg for at dække bunden til natten over.

Ps. Kagen har virkelig svært ved at gøre sig godt på billeder, når den er skåret ud. Men hvad gør det, den smager fantasktisk!

Nøddebund41

Mandelbund med flødecreme og jordbær:

3 bærger pasturiserede æggehvider eller 4 æggehvider
2 dl sukker + lidt til at drysse formen med
200 g mandler
60 g smeltet smør
2 dl piskefløde
2 dl cremefraiche 38%
4 spsk flormelis
2 tsk vaniljesukker
Jordbær, eller blandet frugt og bær

  • Mal mandlerne til fint mel i en lille foodprocessor eller minihakker.
  • Pisk æggehviderne stive og pisk sukkeret i lidt ad gangen, til massen er sej og skinnende.
  • Vend forsigtigt det smeltede smør og mandlerne i æggehviderne.
  • Smør en springform med lidt smør og drys sukker rundt langs siderne. Bank overskydende sukker ud af formen.
  • Fordel nøddemassen i formen og bag bunden i ovenen ved 180 grader i ca 25 minutter.
  • Lad bunden køle lidt af og tag den derefter ud af formen.
  • Pisk fløde, creme fraiche, flormelis og vaniljesukker sammen til en blød creme.
  • Fordel cremen på toppen af bunden og pynt med bær eller frugt.
  • Server gerne kagen med ekstra frugt ved siden af

Nøddebund21

 

Nytårsforret: 4 slags kanapeer med fisk og skaldyr

NytårforretCollage5

Det er vist på tide at få skrevet om maden fra nytårsaften. Og jeg må hellere starte med forretten, som bestod af 4 forskellige slags kanapeer. Som udgangspunkt ville jeg bare have lavet en enkelt kanape til dronningens nytårstale, men da jeg ikke kunne begrænse mig, endte jeg med at droppe en traditionel forret og i stedet lave et udvalg af kanapeer – eller en “kanape-symfoni” om man vil.

Jeg elsker jo hapsere/kanapeer, og hvad vi ellers kalder dem. Der er noget ekstra delikat og lækkert over de små anretninger. De tog ikke ret lang tid at lave, og pyntningen var ret nem. Det meste af det kan laves klar på forhånd og så bare samles inden serveringen. Opskrifterne er cirka til 4 personer, men det kommer helt an på om, hver person skal have en enkelt eller flere af kanapeer.

NytårforretCollage1

Lakseroulade på toast med dild:

Ca. 200 g røget laks
2 dl cremefraiche 18 %
1 tsk stærk sennep
2 spsk finthakket dild + dild til pynt
1 spsk finthakket purløg
2 tsk røde fiskerogn
Salt, evt. peber
Toastbrød, ristet, skåret i firkanter uden skorper

  • Rør cremefraichen sammen med sennep, dild og purløg. Smag til med salt og eventuelt peber.
  • Vend fiskerognene forsigtigt i cremen, så de ikke går i stykker.
  • Læg et stykke sølvpapir ud og læg et stort stykke husholdningsfilm oven på. Jeg brugte to stykker film, som jeg sørgede for hæftede godt sammen, så jeg var sikker på at have film nok at arbejde med.
  • Fordel lakseskiverne i et rektangel. Sørg for at skiverne overlapper, og undgå at der er huller imellem skiverne.
  • Smør cremen ud i et tyndt lag.
  • Nu skal der rulles. Tag fat i husholdningsfilmens lange kant og rul forsigtigt laksen sammen omkring sig selv. Brug filmen til at løfte, så laksen falder ind over sig selv, imens den ruller. Rul husholdningsfilmen stramt og læg rullen på sølvpapiret.
  • Rul sølvpapiret stramt omkring lakserullen og læg rullen i fryseren i 2-4 timer.
  • Tag rullen ud og skær den i meget tynde skiver, mens den endnu er frossen. Skiverne tør op i løbet af 10 minutter.
  • Placer skiverne på et stykke ristet toastbrød, hvor skorpen er skåret fra. Pynt med dild. Lakserullen kan også serveres på en salatbund som selvstændig forret.

NytårforretCollage2

Laksefirkanter med dildaioli og rogn:

2 spsk god mayonnaise, gerne hjemmelavet
1 lille presset fed hvidløg
½-1 spsk finthakket dild + lidt til pynt
3-5 skiver røget laks
Rogn til pynt, gerne lakserogn, hvis du kan få fat i det
2-4 lyst toastbrød, uristet

  • Start med at lave dild-aiolien.
  • Rør mayonnaisen sammen med hvidløg og dild.
  • Smør dild-aiolien ud på toastbrødene og fordel skiverne af laks tæt ovenpå.
  • Skær kanterne af toastbrødene og skær hvert brød ud i små firkanter.
  • Pynt med rogn og dild.

Nytårforret11

Tunmousse/salat med tomat, agurk og dild:

1 dåse tun, drænet
1 stang bladselleri, meget fint hakket
1 spsk cremefraiche 18%
½ spsk mayonnaise, gerne hjemmelavet
1 spsk finthakket dild
Salt og peber
Toastbrød
½ agurk
Cherrytomater

  • Dræn tunen godt og findel den.
  • Rør tunen sammen med bladselleri, cremefraiche, mayonnaise og dild. Smag til med salt og peber.
  • Rist toastbrødene og udstik dem i en rund form, der cirka passer til en agurks diameter. Jeg fik 4 cirkler ud af en skive.
  • Skær agurken i skiver og placer agurkskiverne ovenpå toastcirklerne.
  • Fordel en stor teskefuld tunmousse ovenpå agurken.
  • Pynt med cherrytomat, der er skåret i både, og lidt dild.

Nytårforret71

Krebsebidder med avocado og dild:

150 g krebshaler i mindre stykker + lidt til pynt
1 dl creme fraiche 18%
½ tsk sennep
½ spsk hakket purløg
½ spsk finthakket dild + lidt til pynt
Salt og peber
2-4 skiver ristet toastbrød
½ avocado i skiver

  • Rør cremefraiche, sennep, dild og purløg sammen.
  • Vend krebsestykkerne i cremen. Smag til med salt og peber.
  • Udstik eller skær toastbrødet ud i firkanter, skær kanterne fra.
  • Kom krebsecremen på toasten og pynt med de gemte krebse haler, dild og små avocadoskiver.