Amos fødselsdagsboller

amoboller22

Jeg har tidligere aldrig været helt vildt god til at bage boller. I hvert fald ikke den lyse, søde, bløde slags, som hører til på fødselsdagsbordet. Men det er blevet ændret. Igennem et par år har jeg afprøvet forskellige opskrifter. Og det virkede som et naturligt sted at starte med Amos fødselsdagsboller. Bollen er blød og sød og god med et lag smør.

amoboller11

Jeg har fulgt og gengivet opskriften, næsten som Amo selv skriver den. Dejen var lidt besværlig at arbejde med, da den skal være ret lind. Smagen og konsistensen var fin, men det trækker lidt ned at dejen var besværlig at forme. Så min jagt på den perfekte fødselsdagsbolle fortsætter. Men bollerne var bløde og med en fin krumme.

amoboller31

Amos fødselsdagsboller, ca. 24 stk.:

500 g hvedemel
150 g smør eller margarine
75 g gær
2 æg
Ca. 2½ dl mælk
1 spsk. sukker
1 tsk. salt
1 tsk. kardemomme

  • Start med at smelte smørret og tilsæt mælken. Mælken skal kun lige lunes.
  • Opløs gæren i mælken og tilsæt sukker.
  • Pisk æggene let sammen og rør dem i dejen.
  • Kom melet i og rør dejen godt sammen til den er glat. Jeg brugte en røremaskine. Dejen skal være meget lind, så hvis du tror, der er for lidt mel i på dette tidspunkt, er dejen helt perfekt.
  • Lad dejen hæve i ca. 30 min.
  • Kom godt med mel, eller lidt olie, på hænderne (dejen er stadig lidt blød og fedtet) og form bollerne.
  • Sæt dem på en bageplade med bagepapir. Lad dem efterhæve ca. 40 min.
  • Pensl bollerne med sammenpisket æg.
  • Bag bollerne i ca. 10-12 min. midt i en forvarmet ovn ved 220°Camoboller41

Klassisk tunmousse

tunmousse11

Det er tid til at denne her klassiker skal på bloggen, og hvem elsker ikke den klassiske tunmousse? Okay, måske kender jeg et par stykker der ikke gør. Men hvis man kan lide tun, så holder den altså stadig. Jeg har lavet tunmousse efter denne her opskrift siden jeg flyttede hjemmefra. Min storesøster Iben anbefalede den, og tilføjede at smørmængden sagtens kunne halveres. Som sagt, så gjort, og opskriften fungerer så fint. Hvis opskriften skal være endnu mere fedtfattig, kan der bruges en cremefraiche 9%, men vær opmærksom på at tunmoussen så afgiver væde, når den har stået lidt. Der findes en del opskrifter på tunmousse med husblas i, men jeg synes egentlig det er rart at denne her opskrift ikke er så omstændig.

Opskriften tager udgangspunkt i den klassiske tunmousse fra Karolines Køkken, og den kan serveres som forret, frokost, eller som hovedret, hvis der er det rigtige tilbehør til. Pynten skal naturligvis være lidt old school med cherrytomater, persille og citronskiver.

Tunmousse:

2 dåser tun i vand
100 g smør, blødt
1 dl cremefraiche 18 %
1 tsk citronsaft
salt og peber
Pynt: Halve/kvarte cherrytomater, citronskiver og persille.

  • Dræn tunen godt og findel den med en gaffel.
  • Tilsæt de øvrige ingredienser og rør tunmoussen grundigt sammen. Der må ikke være nogle klumper af smør.
  • Smag til med salt og peber. Juster evt. med mere citronsaft.
  • Kom tunmoussen i en lille form og dæk den til med husholdningsfilm. Sæt tunmoussen på køl, gerne natten over, men et par timer er nok.
  • Pynt tunmoussen med cherrytomater, citronskiver og persille, og server med lunt flutes.

Madeleinekager ‒ gæsteindlæg

Madeleine1

En fransk veninde introducerede mig for de her lækre kager, da vi arbejdede sammen i New York for en del år siden. Og inspireret af et besøg på Retour og ikke mindst nytårsferien i Paris, tænkte jeg, at det snart måtte være være min tur til at prøve at lave de luftige og elegante kager (opskrift fra Boligliv), som også er kendt fra Marcel Prousts store roman “På sporet af den tabte tid”. Romanen har jeg stadig til gode, men den står og venter tålmodigt på reolen. Til gengæld måtte jeg et smut i Kunst og Køkkentøj for at købe en god form, så kagerne kunne få den klassiske, smukke muslingeskalform.

Madeleinekager, ca. 26 stk.

130 g hvedemel
1 tsk. bagepulver
4 æg
125 g sukker
Korn fra 1 stang vanilje
5 tsk. citronsaft (man kan også bruge citronskal fra en hel økologisk citron)
125 g smeltet smør
Et par klatter smør til formen

  • Sigt hvedemel og bagepulver sammen i en skål.
  • Pisk æg, sukker og vaniljekorn, så det skummer rigtig godt. Tilsæt citronsaft, og fold forsigtigt melet i æggemassen ad flere gange. Til sidst vendes smeltet smør forsigtigt i dejen.
  • Derefter skal dejen hvile på køl i ca. 20 min., til den er fast.
  • Tænd ovnen på 230 grader.
  • Smør formene med smør. Fyld dejen i formene til de er ca. 2/3 fyldte. Bag kagerne i ca. 5 min. Sænk varmen til 200 grader, og bag i yderligere 5-7 min. til kagerne er gyldne.
  • Når kagerne er gyldne og færdigbagte, tages formen ud. Kagerne skal egentlig afkøle på en bagerist, men mine var nødt til lige at stå omkring 5-10 minutter i formen, inden jeg let kunne få dem ud af formen.

Madeleine