Amos fødselsdagsboller

amoboller22

Jeg har tidligere aldrig været helt vildt god til at bage boller. I hvert fald ikke den lyse, søde, bløde slags, som hører til på fødselsdagsbordet. Men det er blevet ændret. Igennem et par år har jeg afprøvet forskellige opskrifter. Og det virkede som et naturligt sted at starte med Amos fødselsdagsboller. Bollen er blød og sød og god med et lag smør.

amoboller11

Jeg har fulgt og gengivet opskriften, næsten som Amo selv skriver den. Dejen var lidt besværlig at arbejde med, da den skal være ret lind. Smagen og konsistensen var fin, men det trækker lidt ned at dejen var besværlig at forme. Så min jagt på den perfekte fødselsdagsbolle fortsætter. Men bollerne var bløde og med en fin krumme.

amoboller31

Amos fødselsdagsboller, ca. 24 stk.:

500 g hvedemel
150 g smør eller margarine
75 g gær
2 æg
Ca. 2½ dl mælk
1 spsk. sukker
1 tsk. salt
1 tsk. kardemomme

  • Start med at smelte smørret og tilsæt mælken. Mælken skal kun lige lunes.
  • Opløs gæren i mælken og tilsæt sukker.
  • Pisk æggene let sammen og rør dem i dejen.
  • Kom melet i og rør dejen godt sammen til den er glat. Jeg brugte en røremaskine. Dejen skal være meget lind, så hvis du tror, der er for lidt mel i på dette tidspunkt, er dejen helt perfekt.
  • Lad dejen hæve i ca. 30 min.
  • Kom godt med mel, eller lidt olie, på hænderne (dejen er stadig lidt blød og fedtet) og form bollerne.
  • Sæt dem på en bageplade med bagepapir. Lad dem efterhæve ca. 40 min.
  • Pensl bollerne med sammenpisket æg.
  • Bag bollerne i ca. 10-12 min. midt i en forvarmet ovn ved 220°Camoboller41

Sprøde koldhævede grovboller

Jeg har igen bagt koldhævede boller. Denne her gang gik jeg efter at få dem sprøde og med en kerne topping. Det lykkedes at få dem sprøde, men de bliver ikke som fx rundstykker ved med at være sprøde mange timer efter. Men de er stadig lækre, også dagen efter. Det fantastiske ved koldhævet dej, er at der er så lidt arbejde i at få friskbagte boller. Så dem her, dem kommer jeg til at lave mange gange endnu.

Sprøde koldhævede grovboller med grahamsmel:

20 g gær
4 dl vand
1 dl A38
2 spsk olivenolie
2 tsk salt
500 g hvedemel
100 g grahamsmel
0,5 dl hørfrø
0,5 dl solsikkekerner

  • I en stor skål smuldres gæren og opløses i vandet.
  • Tilsæt olie, A38, salt, hvedemel og grahamsmel og rør dejen til en ensartet masse. Dejen skal være klistret.
  • Dæk dejen til med madfilm og sæt den i køleskabet til hævning i minimum 8 timer.
  • Tag dejen ud af køleskabet og imens ovnen opvarmes til 210 grader varmluft.
  • Fordel dejen i små klatter med to skeer på to bageplader.
  • Pensel toppen af hver dej-bolle med lidt vand og drys med en blanding af hørfrø og solsikkekerner.
  • Bag bollerne i 15-20 minutter og lad dem køle af på en rist.

Nemme madpakke-boller

Hvis jeg skal bruge en omgang nemme boller, som er mættende og gode til madpakken, bruger jeg tit denne her opskrift. Dejen er meget nem at lave og god at arbejde med.

Nemme madpakke-boller:

25 g gær
1 dl lunken vand
50 g smør
1 dl A38 eller andet syrnet mælkeprodukt
1 tsk salt
1 æg + 1 æg til pensling
450 g hvedemel

  • Gæren smuldres og røres ud i det lunkne vand.
  • Smørret smeltes og blandes med A38. Det tilsættes til vandet.
  • Tilsæt salt, æg og mel og ælt dejen grundigt. Sæt til hævning i ca. 30 min.
  • Slå dejen ned og del den i 16 små kugler, som formes til boller.
  • Sæt bollerne til efterhævning imens ovnen opvarmes til 200 grader.
  • Pensel bollerne med et sammenpisket æg.
  • Bag bollerne i 15-20 minutter til de er gyldne.

Verdens bedste fødselsdagsboller

Ja, sådan hedder opskriften faktisk. Bollerne blev bagt til Anders’ fødselsdag, og de blev rigtig gode. Om de lige er verdens bedste, det er måske at love for meget. Det er jo store ord. Men de er rigtig gode, og bestemt gode nok til at jeg vil lave dem igen.
Dejen var meget blød at arbejde med, og jeg havde svært ved at forme bollerne så de blev flot runde. Men smagen var dejlig og de var virkelig bløde og luftige.
Opskriften er endnu engang fundet i en Amo kogebog, denne her gang fra den første de udgav, der hedder Den store fødselsdagsbagebog.

Verdens bedste fødselsdagsboller, 18-24 stk.:

150 g smør eller margarine
75 g gær
2,5 dl mælk
1 spsk sukker
2 æg + 1 æg til pensling
500 g hvedemel
1 tsk salt
1 tsk kardemomme

  • Smelt smørret og tilsæt mælken, så det bliver lunt. Opløs gæren heri.
  • Tilsæt sukker, 2 æg, salt og kardemomme.
  • Rør melet i med en grydeske. Dejen skal røres grundigt, så der ikke er klumper i. Det er meningen at dejen skal være meget lind.
  • Lad dejen hæve lunt i 30 minutter.
  • Nu skal bollerne formes. Det gøres nemmest ved at komme godt med mel på hænderne. Sæt bollerne på en bageplade beklædt med bagepapir, og lad dem hæve igen. Denne gang i 40 minutter.
  • Pisk et æg sammen og pensl bollerne med ægget.
  • Bag bollerne midt i ovnen ved 220 grader i ca. 10 minutter.

Osteboller

Nogle gange er det rart med boller, der ikke bare er til morgenmad med smør og Nutella. De her boller er rigtig gode til madpakken, og selvom de smager af ost, kan de sagtens bruges sammen med andre slags pålæg. Opskriften er fra karolines køkken og kan bages som et møllehjul. Jeg valgte at bage bollerne, uden at de hang sammen og fik 12 stk. ud af det.

Osteboller 12 stk:

25 g smør
1 dl mælk
25 g gær
1 æg + 1 æg til pensling
100 g revet mild ost + ekstra til drys
½ tsk groft salt
250 g hvedemel (ca. 4 dl)

  • Smørret smeltes, mælken røres i, og gæren opløses heri. De øvrige ingredienser tilsættes, og dejen æltes sammen, til den er blank og smidig. Sæt dejen lunt til hævning i ca. 30 min.
  • Hæld dejen ud på et meldrysset og ælt den godt igennem. Form bollerne, sæt dem på en bageplade og lad dem efterhæve i ca. 30 min.
  • Pensel bollerne med sammenpisket æg og drys revet ost på. Bag dem i ovnen i ca. 15 min ved 225 grader.