Stenalderbrød fra Amo

 

Stenalderbrødet har været super populært i flere år og nu har Amo lavet en bageblanding, med deres version af stenalderbrøddet. Du skal stadig selv tilsætte æg og olie, men du slipper for at skulle ud og købe mange forskellige poser med kerner, for kun at bruge lidt af dem. Amo har valgt at lave brødblandingen uden nødder, men de har givet brødet et tvist ved at tilsætte rødbede og gulerod, så brødet smager lidt sødligt. Brødet er glutenfrit, og nemt at bage.

I min udgave af stenalderbrødet, indgår der ret mange nødder, og jeg savnede både smagen og konsistensen fra nødder. Men Amos bageblanding er et rigtig godt alternativ, hvis det skal være nemt, eller hvis nu du ikke er så vild med nødder som mig.

En forårsaften på Restaurant Bind

Det er ved at være et godt stykke tid siden, at Anna og jeg sidst har været ude at spise sammen. Men endelig fik vi begge tid, og Anna tog til det sønderjyske og besøgte mig. Jeg havde valgt, at vi skulle spise på Restaurant Bind, da det er en af Sønderjyllands bedste restauranter.

Restaurant Bind er drevet af ægteparret Christian og Pia Bind. De har skabt en gourmetrestaurant i en gammel, hyggelig villa lige ned til Flensborg fjord i Kollund – kort sagt en smuk udsigt i stemningsfulde lokaler. Christian Bind har i øvrigt et imponerende renommé og har tidligere været køkkenchef på Fakkelgården, som ligger i kort afstand derfra.

Til dagligt kører restaurant Bind med en fast sæsonaktuel menu i to uger. Menuen består af tre retter til 395 kr., og dertil kan der så købes tre ekstra retter. Menuen annonceres i god tid på deres hjemmeside, så det er muligt at planlægge sit besøg.

Som de fleste gourmetrestauranter, har de også en vinmenu, der er tilpasset menuen, men et koncept jeg ikke så tit er stødt på, er “køre-vinmenuen” som kort sagt er vinmenuen skænket i “halve glas”, så man stadig kan køre hjem. Det er dejligt at se, at restauranten er bevidst om, at de ikke ligger i gå-afstand af ret meget. De tilbyder også en all-inclusiv aften – dét må vi have til gode til en anden gang. Vi valgte menuen plus en ekstra ret.

Vi startede i køkkenet med et glas bobler og en lille hilsen fra køkkenet. En agurkesalat med rejer, let og frisk. De lette og friske forårstoner blev fint slået an fra start.

Forretten var en letrøget bækforel med to slags pesto, sprøde radiser, tang fra Flensborg fjord, luftig creme og en røget mayonnaise.

Der blev serveret lunt brød til retterne, dertil smør og hele 4 slags salt. En almindelig havsalt, en anden med vulkansk aske, den tredje med muskatnød og den sidste med lakrids. Min favorit var den med muskat.

Vi tilvalgte en ekstra ret med stegt foie gras og (hvad jeg husker som) kvædekompot, æble og trøffelsauce. Jeg har det ikke helt nemt med foie gras generelt, men nogle gange må man jo udfordre sig selv, og jeg lod Anna overtale mig. Jeg havde nok brug for mere syrlighed i retten, men for Anna var retten virkelig et hit.

Hovedretten, som var min favorit, var poussin på to måder med hvide asparges og en kartoffelmousseline. Dertil var der en helt fantastisk rieslingsauce. Der var flot balance i de lidt sarte smage samtidig med masser af saft og kraft. Det er ikke pænt at skrabe tallerkenen, når man er ude at spise, men det havde jeg lyst til.

Desserten var en slags baked Alaska, altså is indbagt i marengs. Og en mazarinbund med rabarber. En herlig blanding af noget sødt og syrligt og med mange gode konsistenser. Lækkert.

Hele vejen igennem aftenen kunne man mærke de sæsonaktuelle råvarer og en menu, hvor stilen var fransk, med lidt dansk inspiration og lavet med lokale råvarer. Det udløser 5 store ellevild gafler. Besøget var bestemt køreturen værd.

 

Jeg kan i øvrigt tilføje, at jeg tidligere har besøgt restaurant Bind i forbindelse med det årlige velgørenheds arrangement for julemærkhjemmet i Kollund. Sidste år indsamlede de 250.000 kr, og i år håber de at gentage successen d. 25 juni 2015 og måske endda toppe resultatet. Som de andre år er der udsigt til en hyggelig aften med god mad, serveret af “de lokale spidser” og en underholdende auktion. Der er vist stadig ledige pladser, hvis du skulle have lyst til at deltage.

Höst – Gæsteindlæg

I foråret 2014 var jeg på Höst for første gang. Egentlig var jeg lidt forbeholden, fordi jeg har haft svingende oplevelser med Cofoco-kædens steder, men efter at have fået den anbefalet på det varmeste, måtte tog Ellen og jeg afsted. Dét fortrød vi ikke. Faktisk var det så godt, at jeg kom tilbage i slutningen af sidste år. Så der er dobbelt op på anmeldelsen.

I foråret var det selvfølgelig nogle lidt andre retter og ingredienser, men retterne i november var nu også lette og elegante og ikke så vinter-agtige, som man ellers måske kunne have regnet med. Det skal Höst bestemt ikke høre noget dårligt for.

Restauranten er ikke alene anerkendt for maden, men også for indretningen. Mens maden virkelig er over niveau ift til prisen, må jeg indrømme, at jeg ikke helt har fået slået benene væk under mig ift. hypen om indretningen. Misforstå mig ikke, det er dejlig nordisk og enkelt og både FDB-stolene og øvrige interiør er bestemt stilfuldt nok. Men første gang fik jeg bord på 1.salen, hvor der var dejlig lyst og mange planter omkring os – i november var min medspiser og jeg derimod placeret i kælderen ved et bord, hvor der var lidt træk, larm og gennemgang til hele kælderetagen. Det ødelagde ikke oplevelsen, men når man ved, hvor meget bedre det kan være, kan man jo ikke lade være med at ærgre sig lidt.

Men nu til det vigtigste – maden. Begge gange har det været virkelig godt. Når man bestiller 3-retters menuen, serveres der ekstraretter til, så begge gange er det blevet til en 6-retters menu. Sjovt nok var det begge gange de ekstra retter, som imponerede mest. Måske fordi man bliver overrasket, måske fordi det giver kokkene gode muligheder for at improvisere på dagen?

I hvert fald blev det til delikat kammusling i november serveret i en frisk agurkesauce med bl.a. karse og poppede hvedekerner. Derefter blev der serveret lækre luftige vandbakkelser med karameliserede løg og cremet ost.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Også i forårsversionen var det der en lille starter med kammusling med agurk, gedeost og tallerkensmækker. Hertil var der sprødt rugbrød med en torskerognscreme. Og også lækre vandbakkelser med fuglekvidder, altså skinkesalat og ost. De blev serveret i en skål med røg.

På forretfronten mindede retterne også en del om hinanden stilmæssigt. Nedenfor kan I se Ellens forårsforret, som var kulmule tilberedt ved 42 grader i 18 minutter, serveret med dildolie, kålrabistrimler, salatcreme med mulingefond og sagogryn. Anna fik en vegetarforret med gulerodsstrimler, havtorn, krydret olie, ristede hasselnødder og en grøn ostecreme med dild.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vinterforretten var også kulmule serveret med meget fintskåret, nærmest revet, glaskål, dild og en luftig sauce på blåmuslinger.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter forretten blev der serveret saftigt brød lavet på manitoba mel og dertil pisket smør.

Så blev det tid til 2. mellemret. For begge besøg var det måske noget af det mest vellykkede. I foråret var en den smagfuld kalvetatar med jomfruhummermayonnaise, karse, et låg af sprød kinaradisse og brændt løgdrys. Det var samtidig et gennembrud for mig på tartarfronten, hvor jeg ellers har været lidt forbeholden. Mmm, hvor kan tartar være lækkert!

Mellemretten til vinterbesøget stod i Karl Johan svampenes tegn. Det var en kødfuld saftig pølse, serveret på brød med Karl Johan svampe, en Karl Johan mayo og dertil brøndkarse. Ved siden af blev der serveret en cremet svampedrik, som jeg nød med stor fornøjelse, men som min medspiser fandt lige voldsom nok.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Så blev det tid til hovedretterne. I foråret var det en skive mør svinenakke, serveret med pure af guleærter, crudit af hvide asparges, blomkål og broccoli, krummer af rygeost og ærteskud. Retten var toppet med en skummet sauce af dark lager og brunet smør.

Hovedretten i november var and, der bl.a. blev serveret med sprødt violetkål, grønkål, selleripuré og henover retten var der trøffel. Umh, trøffel, det elsker jeg. Det var godt, men der måtte gerne have været mere.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Med masser af gode smagsindtryk blev det nu tid til 5. servering. Ja, 5. servering – lækkert! Her var der en slags ymermousse begge gange. I forårsversionen var der fokus på solbær, med en solbærpure i bunden og frysetørret solbær på toppen og fromagen havde en lakridsaagtig røget smag, mens jeg må indrømme, at jeg simpelthen ikke kan huske november-versionens smagsnuancer.

Desserten var begge gange den ret, som gjorde mindst indtryk. Forårsversionen var rabarberis med smuldret drømmekage, rabarberkompot og en koldskålssuppe med vanilje og porsesnaps, pyntet med skovsyre.

Vinterdesserten havde et juleinspireret tema med julethe-is,marengs med kirsebæreddike og kirsebærkompot med kogte hvedekerner. Det var dejligt, men jeg kunne nu godt have undværet hvedekernerne, som ikke rigtig bidrog med hverken smag eller tekstur. Men nu er jeg heller ikke glad for kogte hvedekerner i almindelighed.

Der var da også lige lidt ekstra til theen i november, så der blev serveret sprøde gode råd, karameller og skumfiduser i muslingeskaller.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Begge besøg på Höst har været ualmindelige gode. Maden har været af høj kvalitet, meget elegant og med god variation i smage, teksturer og farver. På drikkevarefronten har Höst også gode muligheder, hvis man vil andet end vin. Ellen fik i hvert fald en meget lækkert saftmenu med bl.a. rabarbersaft. I forhold til prisen – de facto 6 retter med vin (inkl. bobler), vand og kaffe til 595 kr. pr. mand – udløser det 5  Ellevildgafler. Jeg kommer helt sikkert tilbage – gerne meget snart.

CPH Dining Week: Almanak – gæsteindlæg

Så er Dining Week 2015 i gang. I år er det et noget mere skrabet program for mit vedkommende end det tidligere har været, men nu har jeg jo også været en utrolig flittig gæst de andre år. I mandags prøvede min medspiser og jeg Restaurant Le Basilic, men det var en noget ambivalent oplevelse, så den anmelder jeg ikke. Til gengæld var den anden oplevelse i Dining Week 2015 en stor succes. Denne gang var min medspiser og jeg på Almanak på The Standard. Jeg har spist der en enkelt gang før, og det var vellykket, om end også mere end betalt, så jeg var spændt på at se, hvordan Almanak ville løse opgaven inden for Dining Week rammerne.

Almanak er af tre restauranter på The Standard, som Meyer med flere for nogle år siden åbnede i det gamle Custom House på Havnegade. Indretningen, der giver et flot kig ud i det åbne køkken, er enkel og nordisk – en meget ren linje, der matcher maden stilmæssigt.  Belysningen er ret forskellig alt afhængig af, hvor man sidder på sådan en vinteraften. Denne gang var  vi heldige og fik et bord ved en af væggene. Der var mere lys end i midten af lokalet, hvor akustikken også kan være en udfordring. Men nu til maden – det er jo det vigstigste.

Efter at have fået serveret et par skiver surdejsbrød i en rustik papirpose og dertil en luftig creme (smør rørt med skyr), kom forretten på bordet. Det var en lækker, cremet kartoffelsuppe serveret med sprød bacon, surdejscroutoner og baconvinaigrette. Min medspiser og jeg kunne ikke rigtig smage baconvinaigretten, men det må have været den, der gav suppen en virkelig diskret syre. Den måtte der godt have været lidt mere af i den ellers meget vellykkede suppe.

Hovedretten bød på møre oksekæber braiseret i øl, smagsintens brunet smør med løg, variationer over persillerødder (en hel og en utrolig fin, cremet version, nok med marv) og dertil en grov kartoffelmos med grøntsager. Det kan være lidt voldsomt at få serveret en hel kæbe som sådan – det er et stort stykke kød med en del fedt. Men det var alt i alt en dejlig, solid servering med mange fine smagsnuancer og forskellige konsistenser – fra den sprøde persillerod, det trevlede oksekød til den fløjsbløde rodfrugt-creme.

Desserten var flot, enkelt anrettet. Hvidt i hvidt med lilla bærdrys. Det hvide lag var ymerskum, der forklædte det underliggende øllebrød. Dertil blev der serveret en frisk, men lidt anonym sorbet. Jeg er ikke så vild med øllebrød generelt, men ymerskummet og sorbeten var rigtig lækre og begge med en dejlig syrlighed.

Alt i alt var det en meget vellykket aften på Almanak. Dining Week holder prisen fint nede på 200 kr. pr. mand for maden. Vi valgte drikkemenuen til 150 kr. og fik 3 gode glas til maden. Især øllen fra Bøgedal, der blev serveret til desserten, var god. Forholdet mellem retterne og den samlede pris var virkelig rimelig. Derfor er Almanak også meget  tæt på de fem gafler, men når jeg alligevel ender på fire gafler, var det nu fordi der alligevel er plads til forbedringer, også til prisen.

Små glimt fra London 2014

Da jeg sad og lavede nytårsindlægget, blev jeg helt ærgerlig over, at jeg ikke havde fået lavet et indlæg om Annas og min Londontur i foråret 2014. For selvom Anna og jeg også var der i 2013, som du kan læse her, og Anders og jeg var der i 2012, så ser og prøver vi jo noget nyt hver gang. Højdepunktet på denne her tur var vores besøg hos Alain Ducasse at the Dorchester. Det har jeg skrevet om, men resten havde fået lov bare at blive ved minderne. Men nu har jeg været billedmapperne igennem og fundet London-billederne frem, så de også kan komme til deres ret.

Som sidste år startede vi turen en søndag, så vores første måltid var en sunday roast (en sandwich i toget ind fra lufthavnen tæller vist ikke – heller ikke selvom den er fra Pret A Manger) Jeg havde igen været en tur på nettet for at finde anbefalinger, og Hawksmoor havde fået fine anbefalinger.

Restauranten og tilhørende cocktailbar lå i kælderen, og der var fyldt godt op. Konceptet er kød i rigelige mængder. Smart nok havde de en tavle, hvorpå der stod, hvilke af dagens udskæringer der var tilbage, og hvor mange gram. Så kunne bordet bestille sammen. Vi gik nu efter den klassiske sunday roast med det hele. Og uha, den var god. Der var mere end rigeligt af både kød, kartofler, gulerødder, kål, yorkshirepudding og sovs. Vi kunne ikke spise det op, og vi måtte også opgive at bestille en dessert. Selvom jeg egentlig var brændt varm på en sticky toffe pudding. For resten fik vi drinks til maden også. Måske lidt utraditionelt, men meget hyggeligt, og jeg fik en god alkoholdfri med mynte.

En anden traditionel engelsk must-try er afternoon tea. I år faldt valget på the Ritz. De serverer deres afternoon tea i Palmesalonen med marmor, store spejle, masser af blomster og til tonerne af levende musik fra en pianist. Meget stemningfyldt. Der er dresscode på the Ritz, så vi havde taget vores pæne sko med – turist-sneakers’ne måtte en tur i tasken imens. Men tilsyneladende er de vant til turister – jeg så i hvert fald en enkelt herre, der lånte en jakke til at tage ud over sin T-shirt, og slips er de vist også leveringsdygtige i.

Nå, men tilbage til maden og teen. For det var jo også derfor vi var der. Jeg kan desværre ikke huske, hvilken slags the vi drak, men min var koffeinfri og til den bitre side. Det er min oplevelse at englænderne generelt, laver deres the mere bitter, end vi gør. Nok fordi de ofte kommer mælk i også. Men der var i hvert fald rigelig med the – vi fik begge slags to forskellige under vejs.

De små fingersandwich var gode – min favorit var æggesalaten, mens Anna var mest begejstret for kyllingesandwichen med peberrod. Agurkesandwich med flødeost, dild og purløg var også et hit, men her var der kommen i brødet – det var knapt så velkomment for Annas vedkommende. I alt var der 6 slags sandswich – og rigeligt af dem, men vi ville jo også gerne gemme lidt appetit til resten af fristelserne. For der kom jo også scones og kager.

Sconesne var højdepunktet for mig. De var bløde, søde og med en dejlig smørsmag. Dertil blev der naturligvis serveret clotted cream og syltetøj. Den version af clotted cream er den bedste, jeg har prøvet. Jeg har ellers smagt nogen, der var noget kedelige i smagen, men denne her var en perfekt blanding imellem smør og fløde.

Til sidst kom vi til kagerne. En macaroon, millefeut, en fondant og så chokoladelagkage med chokoladefyld.Tjenerne kom også rundt med en kagevogn undervejs, hvor man kunne få en slags mørk sandkage med dadler og karamel, og Anna fik en lækker, svampet og frisk lemon drizzle kage. Det var gode kager, men det var sconesne, der vandt hos mig.

Vi havde hjemmefra fundet ud af, at Jamie Oliver havde lavet en pop-up restaurant kaldet Diner. Og da den lå i nærheden af det teater, hvor vi skulle se “The Book of Mormons” (aldeles glimrende og anbefalelsesværdigt i øvrigt) skulle vi da lige prøve, hvad den havde at byde på. Jeg fik en burger, og Anna fik pulled pork. Til begge dele var der pommes fritter og coleslaw. Det var ganske udmærket mad. Ikke noget der går over i verdens historien.

Om den er en ægte pop-up restaurant, der er der tidsbegrænset, eller det er en slags semi pop-up, fordi den ligger på første sal, og man ikke kan bestille bord, det ved jeg ikke. Jeg gætter egentlig mest på det sidste.

Vi spiste aftenmad og frokost mange steder rundt i byen, men det sidste jeg har billeder af er fra Jamies Italien, som vi faktisk også spiste på sidste gang, vi var i London. Det var tilfældigt, at vi endte der, for vi havde været ude at gå en tur og tilsidst kunne aftensmaden ikke vente længere. Sådan kan det gå, når man er gravid. Og da vi havde lyst til pasta, ja så blev det Jamies.

Til hovedret fik Anna lasange og en grøn salat, mens jeg fik en cremet carbonara og bagt kål. Maden var okay, uden at være imponerende. Vores besøg sidste gang var bedre.

Til sidste skal I bare lige have en anbefaling med. Husk endelig at besøge en Chipotle, hvis i kommer til London. Vi elsker deres tex-mex mad og ikke mindst deres guacamole. Vi var forbi lige, inden vi tog til Beyonce koncert (fantastisk i øvrigt, hvor gemalen også dukkede op på scenen), og også inden vi tog flyet hjem. Bare der dog snart kom en i Danmark (eller Nordtyskland).

Sticks’n’Sushi på Tivoli Hotel

Jeg synes, at foråret 2014 var fyldt med gode madoplevelser. Desværre er jeg kommet noget bagud med at blogge om dem. Så det forsøger jeg at råde lidt bod på nu. Da jeg var i København i foråret, var det første programpunkt frokost på Sticks’n’Sushi sammen med Anna. Restauranten ligger på toppen af Tivoli Hotel, og der er derfor fin udsigt ud over store dele af København.

Det var første besøg for mit vedkommende, hvorimod Anna har været der – og på deres andre steder – en del gange før. Menukortet er rimelig omfattende, og det var faktisk lidt svært at vælge. Derudover synes jeg, at det var lidt svært at vide, hvor meget vi skulle bestille. De har en del faste menuer, men der var ikke en, som var lige i øjet for mig. Heldigvis kunne Anna så hjælpe, og vi bestilte a la carte. Og et godt tip er at deles om retterne, så man får prøvet flere forskellige ting.

Maden kom ind ad to omgange. Først kom de spicy wraps, som var misomarinerede svinekød med rødløg, chili og koriander serveret i salatblade. De smagte rigtig godt. Det er klart værd at prøve at genskabe hjemme i mit eget køkken.

Sammen med de Spicy Wraps kom de sushiruller, vi havde bestilt. Vi havde valgt ruller uden fisk, da jeg var gravid, og Anna ikke bryder sig om rå fisk. Så vi havde valgt en lille rulle med avocado, en futomaki, der hed Smoky Chicken Big, og en inside-out rulle med avocado og agurk kaldet Mamma Mia roll. Alle rullerne var gode og pænt anrettet, men ikke perfekte i form, som i måske også kan se af billedet. Heldigvis går den slags jo ikke ud over smagen.

Så kom anden runde, nemlig sticks’ne. Vi havde som sagt valgt at dele, og det var en rigtig god ide, for det gav os muligheden for at smage 4 forskellige slags. Fra venstre mod højre er det: Kylling og porre med teriyaki, Asparges i bacon, Okse med stickssauce og forårsløg, og Pankopaneret svinekød med wasabidressing. Dertil havde vi bestilt 3 små dips, som var wasabi-mayo, chili-mayo og den sidste husker jeg som aioli, men er ikke helt sikker. Alle sticks’ne var gode, men kyllingen og oksekødet var nok mine favoritter.

Alt i alt havde vi en god frokost med en god udsigt. Sticks’n’Sushi har mange muligheder, og det var næsten en lille smule overvældende. Men samtidig giver det også lyst til at komme tilbage for at prøve mere. Det er muligt at træffe nogle gode sunde valg ud fra deres menukort. Og selvom vi ikke valgte fisk, så var der gode alternativer. Det ærgrede mig lidt, at de havde valgt at dele frokosten op, så vi fik retterne af to omgange, for så meget havde vi heller ikke bestilt. Omvendt kan jeg godt se fordelen i at spise det kolde inden det lune. Så vi ender på 4 ellevild gafler.