Hokkaido græskarsuppe med lidt spice

Jubiiii, det er blevet efterår! Det er selvfølgelig ikke alt ved efteråret jeg elsker, men at det bliver suppe-tid og bladene skifter til de flotteste farve, det elsker jeg. Denne her suppe har næsten samme smukke farve, som efterårsbladene på nogle af de træer jeg kigger ud på hver eneste dag. Noget er det trælse ved efteråret, er at det er en hel del sværere at tage pæne madbilleder, på grund af det kunstige lys. Men det er jo kun her på bloggen, jeg tænker over det.

Suppen er lækker cremet og spicy. Både græskar og gulerødder kan være ret søde, så jeg synes det er vigtigt at der kommer noget modspil fra krydderierne, til at give lidt varme. Jeg brugte madlavningsfløde, men du kan også bruge neutral friskost eller kokosmælk, alt efter hvad du har lyst til, og har I køkkenet.

Sidste år lavede jeg denne her Græskarsuppe. Den er med kartofler, timian og bacon, og slet ikke spicy. Som altid, så er det rart med valgmuligheder, så du kan lave den suppe der tiltaler dig mest.

Hokkaido græskarsuppe med lidt spice: 4 pers.

1 Hokkaido græskar
2 store gulerødder
2 løg
3 fed hvidløg
1 spsk olie
1 tsk spidskommen
½ tsk stødt ingefær
½ tsk chiliflager
1 liter vand
1,5 grøntsags bouillion terning
2 dl madlavningsfløde
2 spsk citronsaft
Salt og peber
Topping: ristede græskarkerne eller nødder, og evt. en klat cremefraiche

  • Skræl græskar, gulerødder, løg og hvidløg, og skær dem i store stykker.
  • I en stor gryde svitses grøntsagerne i olien. Tilsæt krydderier, vand og bouillion.
  • Dæk gryden til med låg, og kog til grøntsagerne er helt møre.
  • Med en stavblender, blendes suppen til den er ensartet og glat.
  • Tilsæt madlavningsfløde, citron, salt og peber, og kog suppen op igen.
  • Smag suppen til, den må gerne være rimelig krydret.
  • Server suppen med græskarkerner, cremefraiche og groft brød.

Hokkaido græskarsuppe

Det er blevet efterår og tid til græskar suppe. Denne her er mild og silkeblød. Toppingen kan varieres efter personlig præference, og køkkenskuffernes indhold. Personligt synes jeg det er dejligt med nødder som topping, de mætter og giver knas. Server gerne suppen med groft brød til.

Hokkaido græskarsuppe 4 Pers.:

200 g bacon i tern
1 kg. Hokkaido græskar
200 g kartofler
1 løg
2 fed hvidløg
1 l. vand
2 stk grøntsagsboullion terninger
1 tsk frisk timian
0,5 tsk spidskommen
Salt og peber
2 dl groft hakkede mandler
Cremefraiche til topping

  • I en stor gryde steges baconternene sprøde og gyldne.
  • Imens vaskes græskarret. Pletter på skallen fjernes og kernerne tages ud. Skær græskarret i store stykker, behold skallen på.
  • Skræl kartofler og løg, og skær dem i grove tern.
  • Tag baconen op af gryden og lad den dryppe af på et stykke køkkenrulle.
  • I gryden tilsættes nu alle grøntsager, krydderier, boullion og vand.
  • Lad det hele koge til græskarternene er møre.
  • Blend suppen med en stavblender til den er glat og ensartet.
  • Smag til med salt og peber.
  • Server suppen med et drys bacontern, hakkede mandler og en klat cremefraiche. 

Græskarcupcakes med græskarsirup-frosting

Græskarcupcake61

Da jeg lavede Madblogger Udfordringen, kredsede de fleste af mine madtanker omkring, hvordan jeg kunne bruge både græskar, men også den græskarsirup, som jeg lavede til udfordringen. Det sidste, der kom ud af græskarovervejelserne i denne omgang, var de her græskacupcakes med græskasirup-frosting. I originalopskriften var frostingen smagt til med ahornsirup og kanel. Det vil også være en rigtig god kombination. Opskriften er baseret på en amerikansk opskrift på en stor 3-delt kage, som jeg så har nedskaleret og ændret til danske mål.
Græskarmosen giver kagerne en dejlig svampet konsistens, og det gør kagerne velegnede til opbevaring.

GræskarcupcakeCollage1

Græskarcupcakes med græskarsirup-frosting, 12 stk.:

57 g smør
134 g sukker
1 æg
1 tsk. vaniljesukker
140 g græskarpuré
20 g olie
80 ml mælk
128 g mel
½ tsk. bagepulver
1 knivspids salt

Frosting:
57 g blødt smør
113 g frisk ost/cream cheese
1-2 tsk vaniljesukker
1 tsk græskarsirup

  • Start med at bage kagerne.
  • Pisk sukker og smør lyst og luftigt.
  • Rør ægget i, og kom derefter vaniljesukker, salt, græskarpure og olie i dejen. Rør grundigt til græskarpuren er godt fordelt.
  • Pisk derefter mel og mælk i dejen skiftevis.
  • Fordel dejen i 12 muffinsforme, og bag ved 175 grader i 15-20 minutter.
  • Tag kagerne ud og lad dem køle af.
  • Nu til frostingen.
  • Pisk det bløde smør sammen med friskosten, indtil der ikke er klumper.
  • Rør sirup og vaniljesukker i.
  • Kom derefter flormelissen i skålen og pisk forsigtigt, indtil det hele er optaget i cremen.
  • Derefter pisker du videre ved høj hastighed til frostingen er let og luftig.
  • Fordel frostingen på kagerne, evt. ved at komme frostingen i en sprøjtepose forsynet med stjernetyl, og sprøjt fine toppe.
  • Pynt eventuelt kagerne med krymmel, eller chokoladestykker, hvis du synes de mangler lidt ekstra pynt.

Græskarcupcake51

Græskarflødekager med græskarsirup og marcipanlåg

Græskarfløde1120

Til Madblogger Udfordringen lavede jeg jo græskarsirup, og jeg ville gerne bruge det til andet end kaffe-sirup. Så da Anna og jeg begyndte at tænke på at lave Kaj-kager, fik jeg den ide, at vi kunne lave en græskarflødekage med græskarsirup i cremen. Det giver en anden og mere varm smag til de ellers lidt fede flødekager.

Vi ville gerne lave cremefyld, som kunne holde en god højde. Men vi var ikke helt hooked på at bruge husblas. Derfor fandt jeg inspiration på nettet, hvor jeg kunne se flere, der havde lavet en flot flødecreme af kagecreme og flødeskum. Kagecremen lavede vi efter opskriften fra Kvalimad. Den smagte godt, men allerede der sneg den første lille tanke – en spirende bekymring – sig ind. Måske ville den endelig creme ikke blive så stiv, at den kunne stå selv. Og det blev den ikke (!). Kagerne blev lavere og fladere, end planen var. Lektien må være at bruge husblas. Eller også har jeg bare ikke fundet den rigtige opskrift endnu.

Græskarfløde520

Græskarfløde920

Vi pyntede kagerne med et flot orange marcipanlåg, så kagerne kom til at ligne små fine græskar. Anna foreslog, at vi skulle rulle marcipanen ud imellem to stykker husholdningsfilm, og den ide var jeg noget skeptisk over for. Men nu jeg er totalt overbevist! Sådan skal det gøres fremover. Ikke noget med at stå med urimelige mængder flormelis på bordet, kagerullen, og alle andre steder. Bare to stykker husholdningsfilm og en god kagerulle, så kører det.

Vi lavede kagerne hjemme i vores forældres køkken, og det meste blev lavet lidt på gefühl. Jeg stod ikke og afvejede, så derfor er målene ikke præcise. Så brug din fornemmelse og tilsæt lidt mere eller mindre, alt efter hvad du kan lide.

GræskarflødeCollage1

Græskar flødekager med græskarsirup og marcipanlåg. ca. 9 stk.:

½ rulle marcipan
Rød, gul og grøn frugtfarve
2 lagkagebunde, købte eller hjemmebagte
100 g chokolade
Græskarsirup 2-3 spsk. i alt
1 dl. piskefløde
½ portion kagecreme, ca. 2-3 dl

  • Udstik cirkler af lagkagebund på 6-7 cm i diameter. Udstik ca. 9 bunde.
  • Dryp et par dråber græskarsirup på hver af bundene og lad det suge ind.
  • Lav en kagecreme og lad den køle helt af.
  • Pisk fløden til flødeskum og vend en smule i kagecremen. Cremen bliver ikke stiv, og den vil således have svært ved at holde en flot højde.
  • Vend 1-2 tsk. græskarsirup i flødecremen og smag til. Den skal smage let krydret, men ikke for overvældende.
  • Kom cremen i en sprøjtepose og fordel den på lagkagebundene.
  • Farv 1/5 af marcipanen grøn og form lige så mange små græskartoppe af den, som du har bunde.
  • Derefter farves 4/5 af marcipanen orange med rød og gul frugt farve. Den orange marcipanen deles i små runde bolde. Lav lige så mange kugler som du har bunde.
  • Hver kugle rulles ud mellem 2 stykker plastfilm, så de bliver til store runde cirkler der kan dække en lagkagebund og creme.
  • Læg forsigtigt marcipanlåget over kagen og klem marcipanen sammen med bunden. Skær den overskydende marcipan væk.
  • Smelt chokoladen i mikrobølgeovnen eller over et vandbad. Kom den smeltede chokolade i en frysepose. Klip et meget lille hjørne af, og sprøjt striber ud på de orange halvkugler for at imitere græskarets striber.
  • Sæt en grøn græskartop på hver kage.
  • Stil kagerne på køl, indtil de skal spises. De er bedst samme dag, men rester kan også spises dagen efter, de kan dog blive noget vandede.

Hvis du har lidt marcipan tilovers, når de flotte kager er færdige, kan du let forme små minigræskar til pynt som på billederne ovenfor.

Græskarfløde820

Madblogger Udfordringen – Græskarsirup

græskarsirup11

Så er det blevet tid til at afsløre, hvad jeg har lavet til Madblogger Udfordringen. Nogle af jer har måske set et sneakpeak på Facebook. Og måske har I gættet på, hvad jeg ville lave?

Madblogger udfordringen går kort sagt ud på, at hver tilmeldte madblogger får tildelt en anden blog, hvorfra de så skal vælge en opskrift, som de vil lave eller nyfortolke. Jeg fik tildelt bloggen Det lyseblå køkken. En blog, som har været aktiv siden 2009, men hvor der ikke har været nogle indlæg i 2013. Jeg havde på forhånd besluttet mig for, at jeg gerne ville lave noget med græskar, så jeg blev ret glad, da jeg så, at der var en opskrift på græskarsirup.

Til den opskrift skulle jeg bruge græskarpuré, så det lavede jeg naturligvis, og jeg fandt også et par andre anvendelses-muligheder til det.  Græskarsirup kan bruges til frosting, i kaffe, over varm havregrød, eller hvor du nu ellers kan finde på det. Siruppen smager meget intenst, næsten lidt juleagtige med de meget fyldige krydderier. Men muskatnødden smager også tydeligt igennem, og det synes jeg personligt er rigtig dejligt. Dosér siruppen med varsomhed, den er meget intens, så start for eksempel med et par dråber i kaffen, og tilsæt så lidt mere, hvis der er brug for det. Følg med på bloggen, så viser jeg, hvad jeg brugte siruppen til.

Desværre fik jeg ikke taget verdens mest ophidsende billeder. Jeg kunne ikke rigtig få farven fra græskarsiruppen til at spille sammen med lyset, så billederne er desværre ikke så inspirerende, som jeg godt kunne have tænkt mig. Men kig gerne på originalbilledet hos det lyseblå køkken, så kan I se, hvor smuk siruppen kan være.

Græskarsirup:

3 dl vand
250 g sukker
2 spsk. kanel
½ tsk. stødt ingefær
½ tsk. stødt nelliker
½ tsk. muskatnød
3 spsk. græskarpure

  • I en mindre tykbundet gryde varmes vand og sukker op ved svag varme. Sukkeret skal opløses.
  • Tilsæt krydderier og græskarpure. Lad det koge i 10-15 minutter, så siruppen tykner. Lad den derefter koge lidt af.
  • Imens skoldes nogle små glas med tilhørende låg.
  • Hæld siruppen igennem en lille si over i de små glas, sæt tætsluttende låg på, og opbevar siruppen i køleskabet. Der skulle den eftersigende kan holde sig i lang tid, men det har jeg ikke fået afprøvet endnu.

græskarsirup21

Gæskarpuré i ovn

GræskarpureCollage1

Græskarpuré er virkelig nemt at lave, det tager lidt tid, men det passer sig selv i ovnen. Jeg havde købt et hokkaidogræskar og jeg tilberedte hele græskaret, selvom jeg ikke kunne bruge det hele på en gang. Græskarpuré er nemlig ret alsidig og den kan holde sig i 2-4 dage i køleskabet.
Græskarpuré kan bruges på stort set samme måde som kartoffelpuré, den smager lidt sødere og har en lidt dybere smag. Du kan naturligvis spise den som den er, eller bruge puréen til at lave suppe, bage en kage eller som jeg skulle, lave græskarsirup. Græskarsiruppen er til Madblogger Udfordringen, som snart kommer på bloggen.

Hokkaido-græskaret havde den flotteste orange farve, så jeg har valgt ikke at billedmanipuleret billederne. Derfor er den flotte orangefarve, I kan se på billederne er altså helt ægte.

Græskarpuré:

1 hokkaidogræskar, eller andet spise-græskar

  • Del græskaret i store både. De skal ikke være for tynde.
  • Bag græskarbådene i ovnen i 1½-2 timer ved 175 grader.
  • Lad dem køle lidt af. Fjern skind og skrab det bløde og møre kød ud.
  • Mos kødet i en skål, så det bliver en fin puré.
  • Opbevar puréen i en lufttæt beholder i køleskabet.