Hokkaido græskarsuppe med lidt spice

Jubiiii, det er blevet efterår! Det er selvfølgelig ikke alt ved efteråret jeg elsker, men at det bliver suppe-tid og bladene skifter til de flotteste farve, det elsker jeg. Denne her suppe har næsten samme smukke farve, som efterårsbladene på nogle af de træer jeg kigger ud på hver eneste dag. Noget er det trælse ved efteråret, er at det er en hel del sværere at tage pæne madbilleder, på grund af det kunstige lys. Men det er jo kun her på bloggen, jeg tænker over det.

Suppen er lækker cremet og spicy. Både græskar og gulerødder kan være ret søde, så jeg synes det er vigtigt at der kommer noget modspil fra krydderierne, til at give lidt varme. Jeg brugte madlavningsfløde, men du kan også bruge neutral friskost eller kokosmælk, alt efter hvad du har lyst til, og har I køkkenet.

Sidste år lavede jeg denne her Græskarsuppe. Den er med kartofler, timian og bacon, og slet ikke spicy. Som altid, så er det rart med valgmuligheder, så du kan lave den suppe der tiltaler dig mest.

Hokkaido græskarsuppe med lidt spice: 4 pers.

1 Hokkaido græskar
2 store gulerødder
2 løg
3 fed hvidløg
1 spsk olie
1 tsk spidskommen
½ tsk stødt ingefær
½ tsk chiliflager
1 liter vand
1,5 grøntsags bouillion terning
2 dl madlavningsfløde
2 spsk citronsaft
Salt og peber
Topping: ristede græskarkerne eller nødder, og evt. en klat cremefraiche

  • Skræl græskar, gulerødder, løg og hvidløg, og skær dem i store stykker.
  • I en stor gryde svitses grøntsagerne i olien. Tilsæt krydderier, vand og bouillion.
  • Dæk gryden til med låg, og kog til grøntsagerne er helt møre.
  • Med en stavblender, blendes suppen til den er ensartet og glat.
  • Tilsæt madlavningsfløde, citron, salt og peber, og kog suppen op igen.
  • Smag suppen til, den må gerne være rimelig krydret.
  • Server suppen med græskarkerner, cremefraiche og groft brød.

Boller i karry – svigermors opskrift med et lille twist

BolleriKarry

Når vi skal have boller i karry hjemme hos os, så er det Anders, der laver det. Det skyldes, at han har fået familieopskriften med sig, da han flyttede hjemmefra, og det er gået hen og blevet hans hofret. Jeg har dog allernådigst fået lov at bruge opskriften et par gange.
Anders har lavet sin egen tilføjelse til kødbollerne, nemlig chilien. Hvis du er til de helt klassiske kødboller, kan chilien undlades. Vi laver næsten altid dobbelt portion af kødbollerne, når nu vi er i gang. De er gode at have i fryseren til en anden gang boller i karry, eller til brug i fx supper.

Boller i karry er jo egentlig en vinterret, men den kan nu altså spises året rundt. Afhængig af årstiden, så er det en god ide med grøntsager til. Om sommeren kunne det være en salat og om vinteren lidt bagte rodfrugter

Boller i karry, 8 pers.:

Kødboller:
500 g hakket svinekød, magert
500 g hakket oksekød, magert
2 dl rasp
3 tsk salt
2 tsk peber
2 æg
1,5-2 dl vand
2 løg, finthakkede
2 røde chilier, fint hakkede

Karrysovsen:
2 finthakkede skalotteløg
2 tsk karrypulver, middelstærkt
1 spsk smør
5 dl kogevand fra kødbollerne
1 hønsebouillonterning
2 dl mælk
2 spsk maizena

  • Kødboller:
  • I en stor skål røres det hakkede kød sammen med rasp, salt, peber og æg. Vandet tilsættes lidt af gangen, farsen må ikke blive for løs.
  • Tilsæt de finthakkede løg og chili.
  • En stor gryde med vand bringes i kog og der tilsættes 1 tsk salt.
  • Imens rulles kødbollerne. Du bestemmer selv størrelsen, jo mindre de er, jo mere arbejde er der i at lave dem. Jeg vil ikke foreslå at lave dem mindre end en teske-størrelse.
  • Kom bollerne i gryden, et lag af gangen. Det er vigtigt, at gryden hele tiden holdes i kog. Når kødbollerne er færdige, kommer de op til overfladen. Det tager ca. 6 minutter, lidt længere hvis kødbollerne er større.
  • Tag kødbollerne op og dræn dem. Læg dem evt. i en dyb tallerken med en omvendt underkop. Så kan vandet løbe fra.
  • Gentag indtil alle kødbollerne er tilberedte. Derefter fjernes skummet fra kogevandet og ca. ½ liter sies fra og stilles til side.
  • Karrysovsen:
  • Smelt smørret i en stor gryde, tilsæt 2 tsk. karry og svits den i et minut.
  • Det finthakkede løg kommes ned til karryen og svitses til løgene er bløde.
  • 5 dl af kogevandet fra kødbollerne tilsættes sammen med hønsebouillonterningen. Lad det koge i 10 minutter.
  • Mælken røres sammen med maizenaen og tilsættes til sovsen.
  • Lad sovsen koge op igen under omrøring. Smag til med salt og peber og evt karry.
  • Tjek at sovsen har den ønskede konsistent og tykkelse, det er vigtigt at den ikke er for tynd.
  • Tilsæt det ønskede antal kødboller til karrysovsen og varm igennem.
  • Nu er retten klar til at blive serveret, gerne med ris og et drys hakket persille til.

BolleriKarrycollage

Chili con carne

Chiliconcarne3

Nu hvor det er koldt, er det rart at komme hjem og få varmen med en varm og nærende gryderet. Og Chili con carne er en ægte klassikker, som kan laves på 1000 måder.
Du bestemmer selv, hvor stærk chilien skal være, men den skal være lidt til den stærke side. Jeg serverede chilien i små cocotter og med godt brød til. Jeg er ikke så god til supermeget chili, så en lille klat cremefraiche er god til at dæmpe chilien. Lidt revet ost og taco-chips ville også være dejligt tilbehør. Det blev til en ret stor portion, så resten kom i fryseren.
Der kan sagtens kommes flere bønner i, men jeg synes en enkelt dåse var passende denne gang.

Chili con carne. 6-8 pers.:

1 kg hakket oksekød
1 spsk olie
2 spsk oregano
2 tsk spidskommen
2 fed hvidløg
1 løg
3 tsk chiliflager
1 dåse hakkede, flåede tomater
1 dåse tomatpure, 140 g
3 søde røde peberfrugter i tern
1 dåse chilibønner
2 oksebouillonterninger
½ tsk sukker
Salt og peber

  • Snit løget i tern og brun det i olien, sammen med hvidløgsfeddene, som presses.
  • Når løget er blødt, men ikke brunt tilsættes oksekødet, som brunes grundigt.
  • Når det hele er brunet godt, tilsættes krydderierne, tomatpureen og de flåede tomater. Kog under låg i ca. 15 minutter.
  • Tilsætte peberfrugt og chilibønner inklusiv den chilisovs bønnerne ligger i.
  • Kog videre i yderligere 15 minutter.
  • Til sidst smages til med salt og peber, og mere chili, hvis den ikke er stærk nok.

Chiliconcarne2

Sushi – Så kan jeg lære det!

Sushi3

Sushi er jo rigtig sund mad, og når først man mestrer teknikken, så føles det ikke som en alt for stor opgave at lave til aftensmad. Jeg var så heldig, at min veninde Rikke gerne ville lære mig, hvordan hun laver sushi. Det er en af de retter, der er lidt svære at læse sig til, hvordan man skal lave. Det er meget nemmere at få det i fingrene. Det med at rulle makirullerne perfekt, så fyldet ligger i midten, og den er tilpas stram, det kræver lidt øvelse. Men øvelse gør mester!

Vi brugte ikke rå fisk, det fjernede også lidt af min bekymring for at ”gøre noget forkert” med den rå fisk. Smagen er stadig fantastisk, og så kan sushien også holde sig til næste dag.
Når man laver maki-ruller, kan man kombinere i det uendelige og lave sin egen ynglingsrulle. Der er bare nogle få retningslinjer, der skal følges. Der må nemlig ikke komme for meget fyld i rullerne, og fyldet må ikke være for vådt.
Det er vigtigt at starte i god tid med at tilberede risene. De skal nemlig have tid til at køle af. Vi fik lavet i alt 3 varianter: Makiruller (dem med tang på ydersiden). Inside-out-ruller (dem med ris på ydersiden) og Nigiri.
Opskriften er uden meget præcis mængde angivelser, da det helt afhænger af, hvordan du vil lave din sushi.

Sushi6

Sushi, 4-6 pers.:

Rullemåtte
Noritang
Sushi-ris
Eddike
Sukker
Wasabi
Soya
Marineret ingefær

Forslag til fyld:
1 avocado
3 forårsløg
2 store gulerødder
Feta i blok
Rejer
Røget laks
Sorte sesamfrø

Chili mayo: (bruges også til at dyppe de færdige sushi-stykker i)
½ dl. cremefraiche 6%
½-1 dl. mayonnaise, smagsneutral
1 tsk stærk chilisovs

Spicy tun:
1 dåse drænet tun
Chilimayo
Stærk chilisauce

  • Start med at tilberede risene efter anvisningen på pakken. De skal som regel stå i blød i 20 minutter og skylles grundigt derefter. Når de er kogt, skal de overhældes med en eddike-sukker lage. Men brug altid fremgangsmåden på pakken. Så er du sikker på at få det rigtige resultat. Risene sættes til afkøling.
  • Når risene er afkølede, kan du fortsætte.
  • Snit grøntsagerne i lange tynde strimler, ca. 8-10 cm i længde.
  • Rør chilimayoen sammen af mayonnaise og stærk chilisovs. Start med at komme en lille smule chili i og smag om chilimayoen skal være stærkere.
  • Rør den drænede tun sammen med lidt af chilimayoen og lidt ekstra af den stærke chilisauce. Prøv dig frem med mængden. Den må godt være lidt stærk.
  • Maki-ruller: Læg et stykke tang med den glatte side nedad på en rullemåtte. Med fugtige fingre bredes et lag af ris ud på den nederste halvdel af tangen, laget skal ikke være tykkere end 0,5-1 cm. Sørg for at risene er jævnt fordelt. Risene skal trykkes lidt fast, men skal altså ikke mases.
  • Midt på risene laver du nu en stribe af dit fyld. Det kunne fx være: forårsløg, gulerødder, avocado og røget laks. Du kan kombinere som du vil, men undgå at komme for meget fyld i hver rulle.
  • Når du er klar til at rulle tager du fat i din rullemåtte og i et snuptag sørger du hurtigt for at få lukket fyldet inde, så tangen dækker hele vejen rundt. Ved hjælp af måtten ruller du makirullen ekstra stramt sammen ved at trykke lidt baglæns. Sørg for at rullen er jævn og rul nu helt sammen til der kun er 2 cm tang fri.
  • De sidste cm vædes og så rulles maki-rullen stramt sammen og lægges med lukningen ned ad.
  • Skær rullen halvt over med en meget skarp kniv og læg de to halvdele ved siden af hinanden. Skær så 4 stykker, så der i alt bliver 8 stykker sushi ud af en rulle. Det kan være at endestykkerne bliver lidt grimme, men smagen er stadig den sammen.
  • Inside-out-ruller: Tag et halvt stykke tang og læg det på en rullemåtte. Bred et lag af ris ud på hele tangstykket. Sørg for at de sidder godt fast, men undgå at mase dem. Vend tangstykket rundt så risene er nedad.
  • Læg nu fyldet på midten igen. Her ville den spicy-tun være god sammen med forårsløg og gulerødder. Rul sammen og sørg for at enderne når hinanden.
  • Bred de sorte sesamfrø ud på et stort stykke sølvpapir og rul inside-out-rullen rundt på sesamfrøene, til sesamfrøene bliver jævnt fordelt.
  • Nigiri: Fugt hænderne og lav små pølser/rektangler af risene. Læg en lille dråbe chilimayo på og læg et stykke røget laks på toppen.
  • Anret stykkerne på et fint fad og server sammen med den syltede ingefær, soja og wasabi.

Sushicollage