Små glimt fra London 2014

Da jeg sad og lavede nytårsindlægget, blev jeg helt ærgerlig over, at jeg ikke havde fået lavet et indlæg om Annas og min Londontur i foråret 2014. For selvom Anna og jeg også var der i 2013, som du kan læse her, og Anders og jeg var der i 2012, så ser og prøver vi jo noget nyt hver gang. Højdepunktet på denne her tur var vores besøg hos Alain Ducasse at the Dorchester. Det har jeg skrevet om, men resten havde fået lov bare at blive ved minderne. Men nu har jeg været billedmapperne igennem og fundet London-billederne frem, så de også kan komme til deres ret.

Som sidste år startede vi turen en søndag, så vores første måltid var en sunday roast (en sandwich i toget ind fra lufthavnen tæller vist ikke – heller ikke selvom den er fra Pret A Manger) Jeg havde igen været en tur på nettet for at finde anbefalinger, og Hawksmoor havde fået fine anbefalinger.

Restauranten og tilhørende cocktailbar lå i kælderen, og der var fyldt godt op. Konceptet er kød i rigelige mængder. Smart nok havde de en tavle, hvorpå der stod, hvilke af dagens udskæringer der var tilbage, og hvor mange gram. Så kunne bordet bestille sammen. Vi gik nu efter den klassiske sunday roast med det hele. Og uha, den var god. Der var mere end rigeligt af både kød, kartofler, gulerødder, kål, yorkshirepudding og sovs. Vi kunne ikke spise det op, og vi måtte også opgive at bestille en dessert. Selvom jeg egentlig var brændt varm på en sticky toffe pudding. For resten fik vi drinks til maden også. Måske lidt utraditionelt, men meget hyggeligt, og jeg fik en god alkoholdfri med mynte.

En anden traditionel engelsk must-try er afternoon tea. I år faldt valget på the Ritz. De serverer deres afternoon tea i Palmesalonen med marmor, store spejle, masser af blomster og til tonerne af levende musik fra en pianist. Meget stemningfyldt. Der er dresscode på the Ritz, så vi havde taget vores pæne sko med – turist-sneakers’ne måtte en tur i tasken imens. Men tilsyneladende er de vant til turister – jeg så i hvert fald en enkelt herre, der lånte en jakke til at tage ud over sin T-shirt, og slips er de vist også leveringsdygtige i.

Nå, men tilbage til maden og teen. For det var jo også derfor vi var der. Jeg kan desværre ikke huske, hvilken slags the vi drak, men min var koffeinfri og til den bitre side. Det er min oplevelse at englænderne generelt, laver deres the mere bitter, end vi gør. Nok fordi de ofte kommer mælk i også. Men der var i hvert fald rigelig med the – vi fik begge slags to forskellige under vejs.

De små fingersandwich var gode – min favorit var æggesalaten, mens Anna var mest begejstret for kyllingesandwichen med peberrod. Agurkesandwich med flødeost, dild og purløg var også et hit, men her var der kommen i brødet – det var knapt så velkomment for Annas vedkommende. I alt var der 6 slags sandswich – og rigeligt af dem, men vi ville jo også gerne gemme lidt appetit til resten af fristelserne. For der kom jo også scones og kager.

Sconesne var højdepunktet for mig. De var bløde, søde og med en dejlig smørsmag. Dertil blev der naturligvis serveret clotted cream og syltetøj. Den version af clotted cream er den bedste, jeg har prøvet. Jeg har ellers smagt nogen, der var noget kedelige i smagen, men denne her var en perfekt blanding imellem smør og fløde.

Til sidst kom vi til kagerne. En macaroon, millefeut, en fondant og så chokoladelagkage med chokoladefyld.Tjenerne kom også rundt med en kagevogn undervejs, hvor man kunne få en slags mørk sandkage med dadler og karamel, og Anna fik en lækker, svampet og frisk lemon drizzle kage. Det var gode kager, men det var sconesne, der vandt hos mig.

Vi havde hjemmefra fundet ud af, at Jamie Oliver havde lavet en pop-up restaurant kaldet Diner. Og da den lå i nærheden af det teater, hvor vi skulle se “The Book of Mormons” (aldeles glimrende og anbefalelsesværdigt i øvrigt) skulle vi da lige prøve, hvad den havde at byde på. Jeg fik en burger, og Anna fik pulled pork. Til begge dele var der pommes fritter og coleslaw. Det var ganske udmærket mad. Ikke noget der går over i verdens historien.

Om den er en ægte pop-up restaurant, der er der tidsbegrænset, eller det er en slags semi pop-up, fordi den ligger på første sal, og man ikke kan bestille bord, det ved jeg ikke. Jeg gætter egentlig mest på det sidste.

Vi spiste aftenmad og frokost mange steder rundt i byen, men det sidste jeg har billeder af er fra Jamies Italien, som vi faktisk også spiste på sidste gang, vi var i London. Det var tilfældigt, at vi endte der, for vi havde været ude at gå en tur og tilsidst kunne aftensmaden ikke vente længere. Sådan kan det gå, når man er gravid. Og da vi havde lyst til pasta, ja så blev det Jamies.

Til hovedret fik Anna lasange og en grøn salat, mens jeg fik en cremet carbonara og bagt kål. Maden var okay, uden at være imponerende. Vores besøg sidste gang var bedre.

Til sidste skal I bare lige have en anbefaling med. Husk endelig at besøge en Chipotle, hvis i kommer til London. Vi elsker deres tex-mex mad og ikke mindst deres guacamole. Vi var forbi lige, inden vi tog til Beyonce koncert (fantastisk i øvrigt, hvor gemalen også dukkede op på scenen), og også inden vi tog flyet hjem. Bare der dog snart kom en i Danmark (eller Nordtyskland).

Alain Ducasse at the Dorchester

Der er sket så mange dejlige ting i løbet af 2014, at jeg er kommet helt bagud med at skrive om alverdens lækre madoplevelser. Men I skal altså ikke snydes for nogle indtryk for min og Annas lækre frokost på 3-stjernede Michelinrestaurant  Alain Ducasse i London i foråret 2014.

Restauranten er placeret inde i det gamle flotte hotel, The Dorchester, men er indrettet i en mere moderne stil. Da vi havde sat os til rette i de bløde, store stole ved et rundt bord med en kridhvid, tyk stofdug, blev der til at starte med serveret små og fuldstændig perfekt runde vandbakkelser i to forskellige udgaver. En med røget paprika og sort peber, og en anden med Gruyère ost. Det var en lækker måde at starte måltidet på, og dejligt at se vandbakkelser brugt i andet end det søde køkken. Det kunne man godt prøve sig frem med hjemme – omend de næppe ville være helt så smukke runde.

Efter vores herlige start med vandbakkelserne blev det tid til en lille amuse-bouche, som var en skummende suppe, baseret på ål. Og dermed kan det konstateres, at stedet i hvert fald ikke tilbage for at udfordre sine gæster. Ål er hverken min eller Annas favorit, men taget i betragtning af at det var ål, slap kokken virkelig godt fra det.

Jeg valgte at få juice til alle retterne. Desværre var der ikke en egentlig juice-menu, men de havde et okay udvalg. Jeg fik pærejuice og æblejuice, ikke noget ekstraordinært, men juicerne var af god kvalitet. Anna fik vin til, og var godt tilfreds.

Naturligvis skulle der også brød til. Der var omkring 6 slags forskellige typer, primært forskelligt hvidt brød, som alle blev serveret kolde. Det var lidt ærgerligt, da lunt brød ville have hævet niveauet på smagen.

Så blev det tid til forretterne. Jeg valgte en forret som oversat hed -Blødkogt æg bourguignon. Hvilket viste sig at være et blødkogt æg, som på en eller anden måde havde kogt i rødvin, deraf den flotte farve. Ægget blev serveret med små champignon, perleløg, en pure og en meget kraftig sauce, der alle smagte af den klassiske boeuf bourguignon. En dejlig forret, som dog var så smagsmættet, at den næsten mindede om en hovedret.

Annas forret var nogle utrolig fine, små udbenede frølår serveret med ricotta gnocchi og en brøndkarse velouté. Det var hendes første gang med frølår, og når man nu prøver noget nyt, så er en Michelin-restaurant vel det rigtige sted at gøre det. Lårene var fine og møre. Det mindede lidt om kylling, men uden voldsom smag. Det var i det hele taget en meget fin forårsret med meget delikate, næsten for diskrete, smagsnuancer.

Min hovedret var igen i den kraftige smagsmættede ende. Jeg havde valgt kalveravioli med spinat og kantareller. De store ravioli var ristede på panden og blev serveret i en mørk fond med svampe og en slags skum på toppen. En udmærket hovedret, som var teknisk veludført.

Hovedretten bød for Annas vedkommende på braseret oksekød serveret med små gulerødder og en intens “vrai jus”. Lidt en herreret – både i smagene og i serveringens størrelse. Ikke for mange dikkedarer og ikke så  eventyrlystent, men intense smage og god kvalitet.

Så kom vi til desserten. Min dessert var i et tropisk tema, så der var to slags is, en med mango og en med ananas. Dertil var der tørret kokos, små kokosmakroner, og tørret ananas. Retten var en dejlig afveksling fra mine mere tunge retter, men kom desværre til at være for syrlig. Der manglede lidt balance.i form af en cremet komponent.

Til dessert fik Anna en lækker is og en slags rabarbertærte og noget pære til. Det var dejlig syrligt og friskt oven på den tunge hovedret. Men vi blev i det søde hjørne, for efter desserten var det tid til the og petit fours. Mums!

Der var både fransk chokolade i tre varianter, karameller, brændte mandler og tre slags mini-macarons. Hold nu op, hvor de ville os det godt. Men vi var totalt mætte, så vi måtte gå fra borde uden at have spist noget af det op. Overhovedet. Ikke engang macarons’ne – og det er jo totalt uhørt ikke at have rum til de lækre franske kager.

Alt i alt var det en herlig frokost på Alain Ducasse. Benene blev ikke slået væk under os på helt samme måde som på Gordon Ramseys 3-stjernede Michelinrestaurant, men det var bestemt en lækker frokost. Og set i forhold til prisen – omkring 60 pund for en menu med vin – udløser det 5 store Ellevild-gafler.

Restaurant Gordon Ramsay, London

Bag disse meget diskrete vinduer gemmer sig den 3 stjernede Michelin Restaurant Gordon Ramsay, som til daglig styres af den erfaren irske Clare Smyth. Vi havde hjemmefra besluttet, at vi måtte prøve noget af ypperste London kunne byde på, så vi var meget spændt på, hvordan vores frokostbesøg ville forløbe.

Bordene i den lille restaurant var flot dækkede med hvide duge og sølvbestik (naturligvis). I restauranten er der kun omkring 12-14 borde, så stemningen var intim. Indretningen er moderne britisk. Det vil sige tykke tæpper og gardiner, men i lysere farver end traditionelt. Da vi havde besluttet os hvor vores retter, blev vi budt på et udvalgt af 5 slags brød og dertilhørende smør i bikubeform. Briochebrødet med bacon var vores absolutte favorit, blødt, sødt og salt på samme tid.

Første servering var en amuse bouche, som var en ærtepure med fløde, med små runde agurkestykker, knasende sprøde radiser, friske urter og spiselige blomster. En dejlig frisk og forårsagtig servering, som satte vores forventninger til resten af måltidet endnu højere.

Vi havde valgt en “set lunch” menu, hvor vi kunne vælge imellem henholdsvis tre forretter, tre hovedretter og tre desserter. Til forret valgte jeg torske-brandade. Retten var utrolig smuk. Brandaden var anrettet på et ultratynd og sprødt stykke hvid brød og toppet med små blødkogte vagtelæg, lufttørret skinke, grillet rød peber, fritteret løgringe, urter og igen spiselig blomster. En meget feminin anretning til nogle meget kraftige smagssammensætninger. Enkeltelementerne var meget dominerende, men sammen gav de hinanden det helt rigtige modspil. Lige sådan som en ret skal være.

Annas forret bød på lidt af en overraskelse for hende.  Det var en stor ravioli med en slags røget kartoffelmos og et helt æg inde i midten – endda med blød blomme, som flød fint ud, da hun skar midt igennem den. Sikke en teknik det kræver at lave det. Og sikke et uventet twist for Anna, som ikke er helt vild med hele æg. Men det smagte godt, især sammen med den fløjsbløde suppelignende bund af ærter, porrer, hestebønner og hønsefond, som den store ravioli blev serveret på.

Hovedretten til Anna bød på tre variationer over kanin. Det er vist vældig in vogue med kanin, som serveres flere og flere steder. Der var stegt kanin mørbrad svøbt i Bayonne skinke og krydderurter, kaninbryst serveret på en bund af puy-linser samt bittesmå, fine kaninkroner  – “rack of rabbit”. Dertil blev serveret mos af majsroer med let tilberedte gulerødder, ristede hasselnødder og syltede sennepsfrø. Kaninkødet var superlækkert og passede rigtig fint med den nøddeagtige smag fra linserne og selvfølgelig hasselnødderne, mens senneppen balancerede rettens mere søde elementer fra rodfrugterne. Lækkert og meget mættende.

Min hovedret var andebryst og lår, serveret med blancheret grønkål, turneret, let syltede rødbeder, stegte løg, løgpure og en sauce smagt til med appelsin. En rigtig dejlig ret, med et fint sammenspil mellem den kraftig smag fra kødet, fedmen, den let krydrede rødbede og appelsin. Det var tydeligt, hvor meget arbejde og håndværk der lå bag hver eneste lille ting på tallerken. Portionen var bestemt ikke lille, til trods for at det var en frokost-servering, men jeg kan afsløre, at der blev spist op. Det var alt for godt til at lade være.

Annas dessert fokuserede på banan, chokolade og jordnødder oversat til en banan parfait, en peanut butter mousse, ultratynde flager af mørk chokolade og karameliserede banaskiver. Chokoladens bitterhed klædte rettens meget volumiøse smage, der til tider tog lidt overhånd. Men det var spændende at få en dessert med komponenter, som ikke lige ses i den skandinaviske køkkentrend for tiden.

Min dessert var stegt ananas med mørk rom, serveret med kokossorbet, vaniljecreme og financiers med koriander. Det, at ananassen var stegt, gjorde, at den var virkelig sød og utrolig saftig. Et godt trick jeg vil prøve at huske til en anden gang. Igen var køkkenet virkelig gode til at arbejde med modsætninger, den varme ananas, den kolde sorbet og den krydrede alkohol og den milde vaniljecreme. Der var lidt eksotisk ø-stemning over desserten, men alligevel klassisk med de små financiers.

Måltidet blev afsluttet med små petit fours. Tætte mørke chokoladetrøfler, turkish delight med rosenvand og bedst af alt jordbæris overtrukket med hvid chokolade, serveret i en flot sølvskål med rygende tøris.

Igennem hele måltidet var det tydelig, hvor meget arbejde og håndvæk der ligger i hver eneste lige detalje. Man bliver blæst helt væk ved tanken, om hvor lagt tid det ville tage mig at bare forsøge at genskabe retterne eller dele af dem. Jeg kan godt forstå, at restaurant Gordon Ramsay er blevet belønnet med 3 michelin-stjerner. De holder et virkelig højt niveau, og man føler sig super forkælet igennem hele måltidet.

Selv om vi kun tog set lunch menu, var det en fuldent oplevelse hos Restaurant Gordon Ramsay. Foruden madens høje niveau var servicen i top. Der var usædvanlig mange, men utrolig høflige og diskrete tjenere. Og så var prisen også meget fair ift. den samlede oplevelse. Det bliver til 6 store ellevild-gafler til Restaurant Gordon Ramsay, som jeg kun kan håbe at besøge igen en anden gang.

Luksus i London

Min søster Anna og jeg var et smut i London i påsken. Foruden en overdreven masse shopping skulle vi selvfølgelig også nyde byens kulinariske muligheder. Det blev samlet set til en bredspektret oplevelse med trestjernet michelin-oplevelse hos Gordon Ramsey (som du kan læse mere om i morgen), afternoon tea på Dorchester, klassisk britisk sunday roast på en gastropub, flot engelsk bagværk og meget mere.

Vores første aften var på gastropubben Princess of Shoreditch, der er meget rost og indehaver af en bib gourmande. Vi havde bestilt bord, og det var en god ide, for der var fuldt hus.

Da det var søndag, var der traditionel sunday roast, som vi selvfølgelig gerne ville prøve. Det var the full monty, lækre stege, kogte grøntsager, sauce (tyk mørk gravy), kartofler stegt i andefedt og Yorkshirepudding. Jeg fik en “mixed roast”, som bestod af roastbeef, porchetta og kylling, mens Anna alene fik det møre oksekød. Det var virkelig klassiske og lækre stege, som alle levede fuldt op til forventningerne. Tilbehøret var desværre svingende. Grøntsagerne og saucen var meget vellykkede, men var kartoflerne simpelthen kolde, da de blev serveret. Til gengæld var Yorkshirepuddingen imponerende stor og velsmagende.

Jeg havde allerede på forhånd besluttet mig for, hvad jeg ville have til dessert. Jeg ville nemlig prøve en klassisk engelsk dessert “sticky toffee pudding”, der blev serveret varm med flødekaramelsovs og vaniljeis. Og hold nu op, hvor var den bare god. Anna valgte en rabarber-æble-crumble med “custard”. Crumblen blev serveret varm og var glimrende, men ikke ekstraordinær. Min sticky toffee pudding var til gengæld enestående god. Flødekaramelsaucen var sød og cremet, og kombineret med den kolde vaniljeis og den varme kage, var det ren velsmag og en perfekt mundfuld. Intet mindre!

Princess of Shoreditch gav os en god start på Londonturen. Betjeningen var en kende anonym, men ikke dårlig, og det samme kan siges om omgivelserne. Måltidet var klassisk britisk, velsmagende og rimeligt ift. prisen. Det må give fire Ellevild gafler herfra, og restauranten kan godt anbefales, hvis du en dag er i London og vil prøve en sunday roast. 

Da vi skulle i teatret en aften, kom vi tilfældigvis forbi en af Jamie Olivers “Jamie’s Italian“. Jeg havde læst lidt om Jamie Olivers restauranter på forhånd, og jeg var ret usikker på, hvordan standarden ville være, men vi besluttede os for at give kæden en chance. Restauranten var i to etager, og vi fik bord i en overraskende hyggelig kælder, hvorfra jeg kunne se ud i det halvåbne køkken.

Til forret valgte jeg en snack – store grønne oliven og oliventapanade serveret iskoldt (bogstavelig talt) med sprøde brødflager til. Anna fik en flot fennikelsalat med appelsin- og blodappelsin, hvor fenniklen var tøjlet rigtig fint af sødmen i appelsinerne. Begge dele var meget velsmagende!

Til hovedret valgte jeg en “veal milanese” med parmasan, trøfler og æg, og dertil hvidløgspomfritter. Jeg var ikke super imponeret. Kødstykket var stort og overvældende, og retten ville virkelig have gavnet af at få lidt modspil til de meget fede smage.

Anna kunne ikke beslutte sig for en hovedret, så i stedet fik hun to forretter –  en risotto med trøffel og ravioli med kalv i en safran-smør sauce. Risottoen var velsmagende, men noget ens i smagen. Raviolien var spændende, men lidt voldsom med safranen.

Der var bestemt rum til forbedring på “Jamie’s Italian”, men de gode forretter og den entutiatiske tjener, der præsenterede retterne i bedste Jamie Oliver-stil med et malerisk ordforråd, udløser 3 store Ellevild gafler.

Hvor Jamie Oliver-besøget ikke var planlagt, var vores afternoon tea på Dorchester til gengæld sikret mere end en måned i forvejen. Det er et af de helt klassiske te-steder på linje med Ritz og Lanesborough mv.

Den klassiske afternoontea startede som det hør og bør sig med fingersandwich. Her var varianterne: agurk og creme cheese, æggesalat, kylling med mayonnaise, pesto, mozzarella med pesto og tomat, laks og urtedressing.

Efter sandwichene kom der en lille mundrenser i form af en lille kop chokolademousse med mokkasmag. Lidt mærkeligt at få introduceret kaffesmagen pludseligt, både fordi vi jo var der for at drikke the, men også fordi den ikke rigtig rensede smagsløgene. Men det var da en fin lille servering.

Derefter var der lune scones i to variationer – dvs. med og uden rosiner. Dertil serveredes en helt klassisk clotted cream, hindbærmarmelade og vindruemarmelade. Jeg bliver nok aldrig den store fan af clotted cream, jeg synes, at det smager af for lidt, men måske er det en smag, jeg bare skal vænne mig til.

Men så blev det endelig tid til de smukke kagekreationer!

Kagerne var ret forskellige – fra den friske ende af skalaen, hvor der var kager med appelsin og blodappelsin og fraglite med jordbær, over i den tungere ende med en kage med chokolademouse og en fransk linse af en art foruden pastaciemacaron.

Til herlighederne fik vi pink champagne og dejlig the. Earl Grey med citron til Anna og vaniljethe til mig. Champagnen fik vi på husets regning, da der desværre havde sneget sig en beskidt tallerken hen foran mig. Det var jo ikke så heldigt, men der blev kompenseret for det på fineste vis, og tjenerne var med at gå bagover for at undskylde.

Det var en dejlig, lidt dyr, eftermiddagsthe på Dorchester, hvor der blev holdt på formerne og serveret kunstfærdige kager i meget engelske og luksuriøse omgivelser. Det må give fem Ellevild gafler.

Men nu behøver man jo ikke altid gå på restaurant for at få pirret smagsløggene eller få nye oplevelser og inspiration. En tur i Harrods kan gøre det samme! Her er lidt indtryk af flotte påskekager, hot cross buns og simnel cake.

Cupcakes fra Hummingbird Bakery

Som tidligere beskrevet var Anders og jeg i London i april. Og da vi alligevel skulle en tur til bydelen South Kensington, måtte jeg en tur forbi Hummingbird bakery og have et par af deres cupcakes med tilbage til hotellet.

Det var et rigtig hyggeligt lille bageri med de flotteste kager, som fuldstændig ligner dem fra deres kogebøger. Jeg vidste på forhånd, at vi skulle prøve to klassiske cupcakes varianter. Så det blev til en Red Velvet cupcake til mig og en Chocolat cupcake til Anders. Men jeg fik da lov at smage lidt af chokoladecupcaken.

Som det kan ses af billedet, var det en chokolade cupcake med en chokolade smørcreme, som så også var drysset med chokolade-krymmel. Den var lidt tæt i konsistensen, og som Anders bemærkede, så smagte den lidt af chokoladetrøfler.

Det var en god cupcake, men lidt for meget “chokolade med chokolade” til min smag. Det vidste jeg næsten på forhånd, så derfor valgte jeg at prøve deres Red Velvet cupcake.

Jeg var ret vild med denne her cupcake. Den slog klart den Red Velvet cupcake, jeg fik fra Magnolia Bakery i New York for et års tid siden.
Farven var flot rød, jeg tør slet ikke tænke på, hvor meget kunstig farve der er i. Men det hører nu engang med til en Red Velvet cupcake. Den havde en dejlig mild kakao smag, og frostingen var lige tilpas syrlig og cremet. Selve cupcaken var let og luftig, men bestemt ikke tør. Sammenspillet imellem kagen og frostingen fungerede super godt.

Jeg ved næsten ikke, om jeg tør kaste mig ud i at genskabe de her cupcakes hjemme i mit eget køkken. Så gode synes jeg, at de var.

Mad i London

I april var Anders og jeg en tur i London. Det var ikke så mange dage, men det blev da til lidt mad-oplevelser også. London har virkelig meget at byde på rent kulinarisk, så jeg kommer bestemt tilbage igen.
Indlægget er primært billeder, der kommer ikke egentlige anmeldeser, men måske lidt inspiration til andre, der skal til London.

Covent Garden området og markedet bød på rigtig meget forskelligt at spise, men vi nøjedes med at købe to macaroons i Ladurée. En med hindbær og en med karamel og havsalt. Som tidligere nævnt var jeg ikke vildt imponeret over lige de to macaroons, men deres butik og kager var bare så fine. Mon ikke jeg bliver fristet igen, hvis jeg skulle komme forbi.

Vi havde gemt vores appetit til Wahaca, en mexicansk mini-kæde, som vinderen af Masterchef UK 2005, Thomasina Miers, har startet. Konceptet er, at man bestiller flere små retter, som man så deler imellem sig. Jeg var især imponeret over de sorte bønner, frijoles, som var cremede og utrolig mættende. Et sted jeg helt klar vil anbefale til andre.

Et andet sted, jeg også klart kan anbefale, er Borough Market. Der er en masse forskellige boder, der sælger alverdens fødevarer, og der naturligvis flere gode steder at spise.

Det var dejligt bare at gå rundt og kigge lidt. Og så var de rigtig søde til at give smagsprøver. Lidt ærgeligt at det ikke er så nemt at slæbe friske fødevarer med hjem.

Der var meget mere mad i løbet af turen. Men et sidste højdepunkt, som fortjener at blive nævnt her, er Chipotle. Den amerikanske kæde har fundet vej til London, og den måtte naturligvis prøves. Chipotle levede op til standarten, som vi kender den fra USA. Der var kun små forskelle, men heldigvis ikke i smagen. Er det for meget at håbe på, at de en dag åbner en restaurant i danmark?

London har utrolig meget mere at byde på, og jeg har allerede et par ideer, til når jeg en eller anden dag vender tilbage. Forresten var vi også en tur forbi the Hummningbird Bakery. Men det fortjener sit eget indlæg, som kommer snart.