Hurtige og nemme kokossmåkager

Jeg har været på jagt efter flere hurtige juleopskrifter, mere specifikt hurtige småkageopskrifter. Det er nemlig så hyggeligt at bage her i December, men det behøver ikke være et heldags projekt. Så da jeg faldt over en opskrift på kokossmåkager med kun 4 ingredienser, så måtte de afprøves. Og de blev virkelig gode. Jeg prøvede dem både med og uden glasur, og synes de var bedst med glasuren. Men hvis man synes det er for sødt, så er det nemt at udelade glasuren.
Så nu er der endnu en opskrift jeg kan tilføje til julesamlingen. Og jeg håber også at du vil prøve at bage dem.

Kokossmåkager, med glasur, 30-40 stk:

150 g blødt smør
150 g hvedemel
75 g rørsukker
75 g kokosmel
150-200 g flormelis
1-2 spsk vand

  • I en skål kommes kokosmel, hvedemel, rørsukker og blødt smør.
  • Ælt det til en ensartet og sammenhængende dej, med hænderne.
  • Lav små runde kugler af dejen og fordel dem på 2 bageplader beklædt med bagepapir.
  • Tryk kuglerne flade, så de ikke er mere en ½ cm høje.
  • Bag småkagerne ved 200 grader, midt i ovnen i ca. 10 minutter. Jeg bager en plade af gangen.
  • Lad småkagerne køle af på en rist.
  • Når småkagerne er helt kolde, røres flormelis og vand sammen til en tyk glasur, og der kommes ca. ½ teskefuld på hver småkage.
  • Når glasuren er helt størknet, opbevares kokossmåkagerne i en lufttæt beholder.

Brændte mandler -Hurtig hjemmelavet juleknas

Det er tid til julehyggerier, og små juleprojekter i køkkenet er en af mine favorit ting at lave i December. Igen i år har jeg selvfølgelig også lavet brændte mandler. Jo flere gange jeg laver dem, jo nemmere synes jeg det er, og jeg bliver mindre bekymret for at komme til at brænde dem på. Så bare spring ud i det. De brændte mandler tager ikke mere end 10 minutter at lave, og holder sig sprøde og lækre i lang tid, når bare du opbevarer dem i en lufttæt beholder eller pose. Jeg har tilsat vaniljesukker, men det kan godt udelades, hvis man er til den helt klassiske smag.

Brændte mandler:

300 g mandler
185 g sukker
1½ tsk vaniljesukker
1 dl vand

  • Kom mandler, sukker, vaniljesukker og vand op på en stor pande, og kog sukkermassen op under kraftig varme.
  • Når sukkermassen begynder at skifte farve, skrues der ned til middelvarme. Rør rundt imens sukkeret krystalliserer. Du kan se at sukkeret bliver hvidt og tørt.
  • Fortsæt ved middelsvag varme med at røre rundt, til sukkeret så småt begynder at smelte igen. Jeg kan bedst lide at sukkeret kun delvist smelter, så mandlerne ligner dem på fotoet. Hvis du vil have mandlerne helt blanke, fortsætter du i længere tid.
  • På et stykke bagepapir fordeles mandler ud i et tynd lag, og skilles ad, så de kan afkøle og blive helt sprøde.
  • Når mandlerne er kolde, kommes de i en lufttæt beholder.

Spaghetti carbonara

Spaghetti carbonara kan virkelig dele vandene. Altså ikke bare om man kan lide den cremede og salte pastaret. Nej, det er fremgangsmåden og ingredienserne der virkelig kan få nogle op i det røde felt. For en original cremet spaghetti carbonara, den laves uden fløde og uden hvidløg, persille, skinke eller hvad folk ellers finder på at tilsætte. For mig er det vigtigste den salte og røgede baconsmag, cremethed fra æg og ost, og så et godt skud peber.  Jeg har lavet en helt simpel opskrift på spaghetti carbonara. Men skulle du have lyst til at tilsætte andet, så er vi lige gode venner af den grund. Bare lav den som du selv synes den er bedst.

Spaghettei carbonara, 1 Pers.:

100 g pasta af typen spaghetti
50 g bacon i skiver
1 æg
30 g fintrevet parmesan
Peber og evt. salt.

  • Start med at koge pastaen og gem lidt af kogevandet.
  • Imens steges bacon sprød.
  • Kom pastaen ned til baconen og vend godt rundt.
  • I en skål piskes ægget med den revne parmesan.
  • Kom 2 spsk kogevand ned til æggemassen og vend det sammen med pasta og bacon.
  • Rør grundigt imens ægge-ostemassen tykner og bliver cremet.
  • Krydder med godt med peber og smag evt til med salt eller mere ost.

Pastasalat med tomat og mozzarella

Denne pastasalat er inspireret af den traditionelle tomat-mozzarella salat, som vi tit får om sommeren. Men her bliver den bare mere fyldig, og får selskab af lidt mere grønt. Mængder kan tilpasses efter din egen smag, eller hvad du allerede har i køleskabet.

Pastasalat kan være fremragende restemad. Lidt kogt pasta fra gårsdagens aftensmad og så hvad grønsagsskuffen byder på af rester. Hvis du så er så heldig at have lidt frisk mozzarella, feta eller lignende så er det kun endnu bedre.

Pastasalat med tomat og mozzarella:

2 dl kold kogt pasta
1 dl cherrytomater, skåret i kvarte
1 dl små mozzarella kugler, skåret i kvarte
1 dl ærter
1 stor håndfuld spæde spinatblade
1/2 håndfuld friske basilikumblade, skåret i strimler
evt. dressing af olivenolie og citronsaft
salt og peber

  • Vend alle ingredienserne sammen i en stor skål.
  • Hæld en smule dressing eller olivenolie/citronsaft over, samt et godt drys salt og peber og vend rundt i salaten igen.

Lun salat med blomkål og kikærter

Denne her lune salat er nem og sund aftensmad. Jeg kan rigtig godt lide blomkål og synes den passer godt sammen med de bagte kikærter. Retten er billig, og den er hurtigt lavet. Jeg synes mængden passer til 2 personer sammen med lidt flutes. Men hvis der er rester er de også rigtig gode til frokost dagen efter.

Lun salat med bagt blomkål og kikærter, 2 Pers.:

1/4 spidskålhoved finthakket
5-10 cherrytomater skåret i tern
1/2 agurk i små tern
1/2 blomkål delt i buketter
1 dåse kikærter, drænet
2 spsk olivenolie
1-2 spsk cajun-krydder, eller paprika og salt
2 spsk olieeddike dressing

  • Kikærterne drænes, skylles og tørres.
  • På en bageplade fordeles blomkål og kikærter.
  • Dryp olivenolie over og fordel 2 spsk. cajun krydderi.
  • Vend godt rundt og bag kikærter og blomkål i 15-20 minutter ved 200 grader.
  • Anret spidskål, tomat og agurk i et stort fad. Dryp dressingen over salaten, og vend godt rundt.
  • Top med den lune blomkål og kikærter, og så er salaten klar til servering.

Bresaola med krydderurtericotta

Det kan være lækkert at få noget nyt til frokost, og da jeg havde en rest af ricotta fra en dejlig pizza, fik jeg ideen til en nem frokostret med ricotta og bresaola. Server meget gerne retten sammen med godt brød og måske en lille salat. Så har du et nemt og hurtigt måltid.

Bresaola med krydderurtericotta. 2 Pers.:

8 skiver Bresaola
100 g ricotta
2-3 spsk finthakkede krydderurter
1 fed hvidløg
Citronsaft eller citronskal
salt og peber

  • Rør ricottaen med krydderurterne og en smule citronsaft eller lidt citronskal.
  • Pres hvidløget og tilsæt det sammen med salt og peber.
  • Anret halve skriver af bresaola på en tallerken og fordel små portioner af ricottacremen oven på.
  • Drys med smule krydderurter og server.