Hokkaido græskarsuppe med lidt spice

Jubiiii, det er blevet efterår! Det er selvfølgelig ikke alt ved efteråret jeg elsker, men at det bliver suppe-tid og bladene skifter til de flotteste farve, det elsker jeg. Denne her suppe har næsten samme smukke farve, som efterårsbladene på nogle af de træer jeg kigger ud på hver eneste dag. Noget er det trælse ved efteråret, er at det er en hel del sværere at tage pæne madbilleder, på grund af det kunstige lys. Men det er jo kun her på bloggen, jeg tænker over det.

Suppen er lækker cremet og spicy. Både græskar og gulerødder kan være ret søde, så jeg synes det er vigtigt at der kommer noget modspil fra krydderierne, til at give lidt varme. Jeg brugte madlavningsfløde, men du kan også bruge neutral friskost eller kokosmælk, alt efter hvad du har lyst til, og har I køkkenet.

Sidste år lavede jeg denne her Græskarsuppe. Den er med kartofler, timian og bacon, og slet ikke spicy. Som altid, så er det rart med valgmuligheder, så du kan lave den suppe der tiltaler dig mest.

Hokkaido græskarsuppe med lidt spice: 4 pers.

1 Hokkaido græskar
2 store gulerødder
2 løg
3 fed hvidløg
1 spsk olie
1 tsk spidskommen
½ tsk stødt ingefær
½ tsk chiliflager
1 liter vand
1,5 grøntsags bouillion terning
2 dl madlavningsfløde
2 spsk citronsaft
Salt og peber
Topping: ristede græskarkerne eller nødder, og evt. en klat cremefraiche

  • Skræl græskar, gulerødder, løg og hvidløg, og skær dem i store stykker.
  • I en stor gryde svitses grøntsagerne i olien. Tilsæt krydderier, vand og bouillion.
  • Dæk gryden til med låg, og kog til grøntsagerne er helt møre.
  • Med en stavblender, blendes suppen til den er ensartet og glat.
  • Tilsæt madlavningsfløde, citron, salt og peber, og kog suppen op igen.
  • Smag suppen til, den må gerne være rimelig krydret.
  • Server suppen med græskarkerner, cremefraiche og groft brød.

Spaghetti carbonara

Spaghetti carbonara kan virkelig dele vandene. Altså ikke bare om man kan lide den cremede og salte pastaret. Nej, det er fremgangsmåden og ingredienserne der virkelig kan få nogle op i det røde felt. For en original cremet spaghetti carbonara, den laves uden fløde og uden hvidløg, persille, skinke eller hvad folk ellers finder på at tilsætte. For mig er det vigtigste den salte og røgede baconsmag, cremethed fra æg og ost, og så et godt skud peber.  Jeg har lavet en helt simpel opskrift på spaghetti carbonara. Men skulle du have lyst til at tilsætte andet, så er vi lige gode venner af den grund. Bare lav den som du selv synes den er bedst.

Spaghettei carbonara, 1 Pers.:

100 g pasta af typen spaghetti
50 g bacon i skiver
1 æg
30 g fintrevet parmesan
Peber og evt. salt.

  • Start med at koge pastaen og gem lidt af kogevandet.
  • Imens steges bacon sprød.
  • Kom pastaen ned til baconen og vend godt rundt.
  • I en skål piskes ægget med den revne parmesan.
  • Kom 2 spsk kogevand ned til æggemassen og vend det sammen med pasta og bacon.
  • Rør grundigt imens ægge-ostemassen tykner og bliver cremet.
  • Krydder med godt med peber og smag evt til med salt eller mere ost.

Lun salat med blomkål og kikærter

Denne her lune salat er nem og sund aftensmad. Jeg kan rigtig godt lide blomkål og synes den passer godt sammen med de bagte kikærter. Retten er billig, og den er hurtigt lavet. Jeg synes mængden passer til 2 personer sammen med lidt flutes. Men hvis der er rester er de også rigtig gode til frokost dagen efter.

Lun salat med bagt blomkål og kikærter, 2 Pers.:

1/4 spidskålhoved finthakket
5-10 cherrytomater skåret i tern
1/2 agurk i små tern
1/2 blomkål delt i buketter
1 dåse kikærter, drænet
2 spsk olivenolie
1-2 spsk cajun-krydder, eller paprika og salt
2 spsk olieeddike dressing

  • Kikærterne drænes, skylles og tørres.
  • På en bageplade fordeles blomkål og kikærter.
  • Dryp olivenolie over og fordel 2 spsk. cajun krydderi.
  • Vend godt rundt og bag kikærter og blomkål i 15-20 minutter ved 200 grader.
  • Anret spidskål, tomat og agurk i et stort fad. Dryp dressingen over salaten, og vend godt rundt.
  • Top med den lune blomkål og kikærter, og så er salaten klar til servering.

Hokkaido græskarsuppe

Det er blevet efterår og tid til græskar suppe. Denne her er mild og silkeblød. Toppingen kan varieres efter personlig præference, og køkkenskuffernes indhold. Personligt synes jeg det er dejligt med nødder som topping, de mætter og giver knas. Server gerne suppen med groft brød til.

Hokkaido græskarsuppe 4 Pers.:

200 g bacon i tern
1 kg. Hokkaido græskar
200 g kartofler
1 løg
2 fed hvidløg
1 l. vand
2 stk grøntsagsboullion terninger
1 tsk frisk timian
0,5 tsk spidskommen
Salt og peber
2 dl groft hakkede mandler
Cremefraiche til topping

  • I en stor gryde steges baconternene sprøde og gyldne.
  • Imens vaskes græskarret. Pletter på skallen fjernes og kernerne tages ud. Skær græskarret i store stykker, behold skallen på.
  • Skræl kartofler og løg, og skær dem i grove tern.
  • Tag baconen op af gryden og lad den dryppe af på et stykke køkkenrulle.
  • I gryden tilsættes nu alle grøntsager, krydderier, boullion og vand.
  • Lad det hele koge til græskarternene er møre.
  • Blend suppen med en stavblender til den er glat og ensartet.
  • Smag til med salt og peber.
  • Server suppen med et drys bacontern, hakkede mandler og en klat cremefraiche. 

Blomkålstabouleh, tzatziki og kyllingestykker

BlomkålstabTaz31

Dagens indlæg er et Kinderæg. Altså ikke sådan forstået at det er et chokoladeæg med legetøj, eller har det mindste med sødt at gøre. Men det er simpelthen en 3-i-én’er. 3 nemme opskrifter, som passer godt sammen, eller som kan bruges hver for sig.

Vi er i slutningen af kål-sæsonen, eller måske er den allerede slut.  Men blomkål er bare en fantastisk kål-type, som kan bruges til så mange forskellige retter. Blomkålstabouleh er blevet ret så udbredt på nettet, og med god grund. Det er sundt, nemt og velsmagende. For mig er det ikke et forsøg på at undgå gluten, for jeg holder af mine kulhydrater. Men variation er altid godt.

Når nu du har gang i en god dansk agurk, så grib chancen og lav en omgang Tzatziki. Det passer forrygende godt sammen med tabouleh og kylling. Jeg lavede ikke den “klassiske” tzatziki, for jeg brugte blot cremefraiche. Jeg havde en halv bøtte i køleskabet, og jeg syntes at cremefraichen fungerede rigtig godt.

Kyllingen er lyn-marineret med de krydderier jeg lige havde. Jeg brugte kyllinge inderfilet, som er virkelig hurtig at tilberede. Kyllingen kan fint marineres og tilberedes imens tabouleh og tzatziki laves. På den måde tager denne her ret ikke ret lang tid at tilberede. Og så sender den tankerne i retningen af sol og sommer.

BlomkålstabTaz21

Blomkålstabouleh:

1/4 blomkålshoved, eller ca 2 dl revet blomkål
2 store tomater, fint hakkede, uden kerner
1/2 agurk uden kerner, i små tern
1 bøtte persille, finthakket, ca. 1/2 dl
2 tsk citronsaft
2 tsk god olivenolie
Salt og peber

  • Riv blomkålen på den grove side af et rivejern.
  • Hak agurk og tomater fint.
  • Vend blomkål, agurk, tomat og finthakket persille sammen.
  • Hæld olie og citronsaft over salaten og vend sammen.
  • Smag til med salt og peber

 

Nem tzatziki:

1/2 agurk uden kerner
1 dl creme fraiche 18% eller græsk yoghurt
1 fed hvidløg
Salt

  • Riv agurken på den grove side af et rivejern.
  • Pres agurkestrimlerne fri for væde. Brug evt. bare hænderne, eller kom dem i et rent viskestykke og pres væden ud af dem.
  • Dræn evt cremefraichen, eller brug den som den er.
  • Pres hvidløget og rør sammen med cremefraichen. Tilsæt salt.
  • Vend rundt cremefraichen sammen med agurk og smag til med salt igen.

Lyn-marinerede kyllinge inderfiletter:

9 stk kyllinge inderfiltter.
1 spsk soya
1 spsk olie
1 tsk løgpulver
1/2 tsk tørret, knust chili

  • I en plastikpose kommes soya, olie, løgpulver og chili.
  • Kom kyllingen ned til og luk plastikposen tæt til. Pres marinaden rundt, så den er jævnt fordelt over kyllingen.
  • Mariner kylling i mindst 10 minutter i køleskabet, gerne længere.
  • Steg kyllingestykkerne ved middel varme til de er gennemstegt. Cirka 10 minutter i alt.

BlomkålstabTaz11

Spicy pasta i tomatsovs med chorizo og parmesan

Chorizopasta12

Hverdagen er for alvor begyndt for mig, og jeg er nu tilbage på arbejde efter en dejlig barsel. Det betyder at hverdagene er mere travle og dagene skal planlægges ordenligt. Der skal være tid til at være sammen med Alfred, de få timer han er vågen, men samtidig skal vi stadig have ordentlig mad. Så nemme pastaretter er i høj kurs.

Denne her pastaret er lige præcis det -Nem! Og sammen med en salat er det er sundt måltid. Jeg har fundet inspiration til retten på Alt for damernes hjemmeside.

Chorizopasta21

Spicy pasta med chorizo:

400 g pasta, ev.t skruer
1 løg, finthakket
1 fed hvidløg
1 spsk olie
2 dåser hakkede tomater
1 tsk sukker
1 tsk groft salt
Peber
ca. 170 g chorizo
1 rød chili, finthakket
2-4 spsk. Parmesan, revet

Persille, finthakket

  • I en gryde varmes olien op, og løget steges til det er blødt.
  • Pres hvidløget og kom det ned til løget. Steg i ca. et minut.
  • Tilsæt tomaterne, sukker og salt, og smag til med Peber.
  • Imens tomatsovsen simrer, koger du pastaen til den er al dente.
  • Imens pastaen koger, skærer du chorizo pølsen i skiver og rister den på en tør pande. Tilsæt chilien til sidst.
  • Hæld vandet fra pastaen og vend den med tomatsovs og ristet chorizo og chili.
  • Slut af med at rive parmesan over, og drys med persille.

Chorizopasta31