Amos fødselsdagsboller

amoboller22

Jeg har tidligere aldrig været helt vildt god til at bage boller. I hvert fald ikke den lyse, søde, bløde slags, som hører til på fødselsdagsbordet. Men det er blevet ændret. Igennem et par år har jeg afprøvet forskellige opskrifter. Og det virkede som et naturligt sted at starte med Amos fødselsdagsboller. Bollen er blød og sød og god med et lag smør.

amoboller11

Jeg har fulgt og gengivet opskriften, næsten som Amo selv skriver den. Dejen var lidt besværlig at arbejde med, da den skal være ret lind. Smagen og konsistensen var fin, men det trækker lidt ned at dejen var besværlig at forme. Så min jagt på den perfekte fødselsdagsbolle fortsætter. Men bollerne var bløde og med en fin krumme.

amoboller31

Amos fødselsdagsboller, ca. 24 stk.:

500 g hvedemel
150 g smør eller margarine
75 g gær
2 æg
Ca. 2½ dl mælk
1 spsk. sukker
1 tsk. salt
1 tsk. kardemomme

  • Start med at smelte smørret og tilsæt mælken. Mælken skal kun lige lunes.
  • Opløs gæren i mælken og tilsæt sukker.
  • Pisk æggene let sammen og rør dem i dejen.
  • Kom melet i og rør dejen godt sammen til den er glat. Jeg brugte en røremaskine. Dejen skal være meget lind, så hvis du tror, der er for lidt mel i på dette tidspunkt, er dejen helt perfekt.
  • Lad dejen hæve i ca. 30 min.
  • Kom godt med mel, eller lidt olie, på hænderne (dejen er stadig lidt blød og fedtet) og form bollerne.
  • Sæt dem på en bageplade med bagepapir. Lad dem efterhæve ca. 40 min.
  • Pensl bollerne med sammenpisket æg.
  • Bag bollerne i ca. 10-12 min. midt i en forvarmet ovn ved 220°Camoboller41

Devil’s Food chokolade cupcakes

devfood11

Devil’s Food Chocolate Cake er vist ikke så kendt i Danmark, men i USA ved alle hvilken slags kage det er. Det er nemlig en chokoladekage med chokoladefyld. Jeg ved ikke hvad de præcise kriterier er, for at en kage lever op til navnet. Opskriften her, har jeg fundet i en kogebog, kun med cupcakes. Kagen var tilpas let i strukturen, dejlig sød og med en god mørk kakaosmag, som passede godt sammen med den syrlige chokoladecreme.

Opskriften giver 18 små eller 12 store cupcakes. Mængden af chokoladecremen på toppen var lige rigeligt, men det er jo en smagssag. Og det er nemt bare at komme mindre på. Jeg pyntede kagerne på to forskellige måder, med chokoladeruller og knasende chokoladekugler fra Callebaut.

Devil’s Food chokolade cupcakes.

50 g blød margarine
115 g brun farin
2 store æg
115 g mel
½ tsk natron
25 g kakaopulver
1,1/4 dl cremefraiche 18%

Chokoladecreme:
125 g mørk chokolade
2 spsk sukker
1,5 dl cremefraiche 18%
evt. Chokoladepynt

  • I en stor skål piskes margarine, brun farin, æg, mel, natron og kakaopulver sammen.
  • Vend 1,1/4 dl cremefraiche i dejen, og rør til dejen igen er glat.
  • Fordel dejen i 12-18 muffinsforme.
  • Bag kagerne i ca. 20 minutter ved 180 grader.
  • Lad kagerne køle helt af.
  • For at lave chokoladecremen smeltes chokoladen først. Dernæst piskes sukker og 1,5 dl cremefraiche i chokoladen til den er ensartet.
  • Smør chokoladecremen ud på kagerne i et tykt lag og drys evt. med chokoladepynt.
  • Lad cremen stive i køleskabet.

devfood21

Gazpacho – kold tomatsuppe

Gazpacho11

Gazpacho er en utrolig nem og dejlig sommerret. Helt basalt set så er gazpacho en kold tomatsuppe med grøntsagsfyld. Den kolde suppe både læsker og mætter godt i sommervarmen, og så er det rart med en ret, der kan laves på forhånd, fx om morgen, inden det bliver for varmt, at stå ved et komfur.
Opskriften stammer fra Brugsens kogebog, som er en rigtig klassikker i min familie, og jævnligt en kilde til gode opskrifter, som for eksempel lammekøllen fra påsken.
Suppen skal stå på køl i mindst en time, men har godt af at stå natten over. Til suppen hører enten brød, eller hjemmelavede croutoner til. Grøntsagsfyldet kan selvfølgelig varieres, men jeg er ret glad for kombinationen af agurk og grøn peberfrugt.

 Gazpacho. ca. 4 pers.:

1 dåse hakkede tomater
½ liter grøntsagsfond, eller ½ liter vand og 2 grøntsags bollionterninger
1 spsk god olivenolie
2 dl passata +2 dl vand, eller 4 dl tomatjuice
2-3 fed hvidløg
½ agurk
1 grøn peberfrugt
1 spsk citronsaft
Salt og peber
Croutoner, gerne hjemmelavede

  • Kog de hakkede tomater sammen med grøntsagsfonden i ca. 10 minutter.
  • Si tomatsuppen og pres tomaterne, så du får mest mulig smag ud af tomaterne.
  • Tilsæt passata, vand og olivenolie.
  • Pres hvidløgsfedene og tilsæt dem sammen med citronsaften.
  • Smag til med salt og peber. og juster med ekstra citron, hvis det er nødvendigt.
  • Stil suppen på køl i mindst 1 time, gerne længere.
  • Når du er klar til at servere suppen, hakkes agurk og peberfrugt fint og serveres sammen med croutoner.

Gazpacho21

Appelsin påske cupcakes med chokolade-“reder”

Påskecupcakes71

Ud over at lave en dejlig omgang Lammekølle à la Provence fik Anna og jeg også bagt påskecupcakes i denne her uge. Vejret har været helt fantastisk, og heldigvis tog kagerne ikke lang tid at lave, så de var et godt lille påskeferie projekt, der også gav mulighed for at nyde det gode vejr.

De små fine chokoladeæg, jeg har pyntet med, er fra Cadbury, og jeg købte dem i London for en måneds tid siden. Allerede på det tidspunkt var jeg sikker på, at de lige netop skulle bruges til at pynte nogle yndige små påskecupcakes. Kagerne smager også fint uden de små chokoladeæg, så kan du evt. erstattet dem med lidt påskefarvet krymmel.

Påskecupcakes61

Opskriften på kagerne stammer fra kogebogen “Kager, desserter og konfekt med hjertet”, som Odense Marcipan har udgivet. Så endnu engang fik jeg opfyldt et delmål i mit projekt om at lave mindst en opskrift fra hver af mine kogebøger.
Kogebogen indeholder opskrifter til forskellige sæsoner, og flere af dem er perfekte til at få brugt de sidste rester af marcipan fra julen.

Påskecupcakes31

Appelsin påske cupcakes med chokolade-“reder”, ca. 15 stk.:

4 æg
125 g sukker
2 spsk. honning
150 g hvedemel
125 g smeltet smør eller flydende margarine
100 g revet marcipan
1 tsk. bagepulver
Revet appelsinskal fra ½ økologisk appelsin

Chokoladecreme:
200 g lys chokolade
2 dl piskefløde
Revet appelsinskal fra ½ økologisk appelsin
Små chokoladeæg til pynt

  • Pisk sukker, æg og honning sammen til det er lyst og skummende.
  • Rør smør eller margarine i.
  • Vend mel, bagepulver, revet marcipan og revet appelsinskal i dejen.
  • Fordel dejen i muffinsforme, gerne beklædt med papirsforme.
  • Bag kagerne ved 200 grader i ca. 15 minutter.
  • Når kagerne er gennembagte, stilles kagerne til afkøling.
  • Imens laves chokoladecremen.
  • Varm fløden op til kogepunktet i en lille gryde.
  • Hak chokoladen og tilsæt den til den varme fløde sammen med den revne appelsinskal.
  • Rør rundt til chokoladen er helt opløst. Sæt fløden på køl.
  • Når chokolade-fløden er helt afkølet, kan den piskes til en luftig creme.
  • Kom cremen i en sprøjtepose forsynet med en stjerne-tyl.
  • Sprøjt reder af chokoladecremen på toppen af kagerne og pynt med de små æg.

Påskecupcakes81

Lammekølle à la Provence

Lammekølle31

Jeg har egentlig ikke nogle faste påsketraditioner. Men i årevis har min far lavet denne lammekølle hvert år til påske. Så da Anna er på besøg hos mig i denne påske, kastede vi os over at prøve at lave lammekøllen selv. Det er nemlig endnu en af vores ynglingsretter.

Opskriften stammer fra Brugsens kogebog “Mad fra Brugsen” fra 1981, og den er en klassiker i min familie. Mange klassiske familieopskrifter stammer derfra, og Anna har foræret mig mit eget eksemplar af kogebogen. Den måtte opstøves i et antikvariat, men er i fin stand. I forhold til originalopskriften skruede vi ekstra op for persille og hvidløg. Hvilket vi er ret sikre på, at min far også gør. Men hvidløgssmagen bliver ikke overvældende, da den efter små to timer i ovnen er mild og rund.

Lammekølle21

Lammekølle à la Provence. 6-8 pers.:

1,5-2 kg kartofler
1-2 dåser hakkede flåede tomater
2-3 dl hakket persille
4-6 fed hvidløg, finthakkede
2 dl vand
1 bouillonterning
1 lammekølle på ca. 2 kg.
Salt, i alt ca. 3 tsk.
Peber

  • Skræl kartoflerne og skær dem i tykke skiver.
  • I et stort ildfast fad eller en bradepande lægges kartoffelskiverne lagvis med persille, finthakket hvidløg og tomater. Drys med en smule salt.
  • Opløs bouillonterningen i de 2 dl. vand og hæld det sammen med væsken fra tomaterne over kartoflerne. De skal ikke være dækkede, men der skal være væske op til ca. 2 cm fra toppen.
  • Tør lammekøllen og gnid den derefter med salt.
  • Læg lammekøllen ovenpå kartoflerne med undersiden opad.
  • Sæt hele fadet i ovnen ved 160 grader.
  • Efter 45 minutter vendes lammekøllen, så oversiden kommer opad. Og den tilberedes yderligere 1 time ved 160 grader.
  • Tag lammekøllen ud og lad den hvile i 15 minutter.
  • Skær lammekølle ud i skiver og server sammen med kartoflerne.

Lammekølle51

Gammeldags æblekage à la Blomsterberg

Æblekage81

Mette Blomsterberg er bare overalt i mit TV for tiden! Og så er der æbler over alt i min have for tiden. De to ting til sammen kan jo ikke resultere i andet, end at jeg måtte prøve at lave Blomsterbergs opskrift på æblekage, som jeg fandt i Politikens bog om dessert.
Vores æbletræ giver rigtig mange æbler, men desværre er det madæbler, der er meget melede og sure. Det vil sige, at de ikke rigtig duer som spiseæbler, men til gengæld er de perfekte til æblegrød.

Normalt skal en æblekage samles og spises ret hurtigt efter hinanden, da raspen ellers vil miste sin sprødhed. Men i denne opskrift er raspen skiftet ud med en hasselnødde-krokant-rasp. Derfor kan æblekagen sagtens stå og trække i køleskabet i en del timer. En ret stor fordel, hvis den skal serveres som dessert.
Æblekage bliver traditionelt pyntet med ribsgele. Mette Blomsterberg havde pyntet sin version helt enkelt med flødeskumstoppe og tynde æbleskiver. Men da jeg gerne ville portionsanrette æblekagen, nøjedes jeg med at drysse lidt af hasselnødde-krokant-raspen over. Lidt revet mørk chokolade eller æblegele ville også have passet godt og pyntet fint.

Æblekagecollage2

Gammeldags æblekage à la Blomsterberg. 8-10 pers.:

Æblegrød:
10 madæbler
200 g sukker
Saft fra ½ citron
1,5 dl vand
1 vaniljestang

Krokant-rasp:
200 g hasselnøddekerner
100 g sukker
6 dl piskefløde

  • Start med at lave æblegrøden. Vask og skræl æblerne. Del æblerne i kvarte og fjern kernehusene. Del æblerne i store stykker.
  • Kog æblestykkerne sammen med vand, citronsaft og sukker. Vær opmærksom på at du måske skal bruge mindre sukker, hvis dine æbler er meget søde. Mine var sure, så jeg brugte 200 g.
  • Skrab vaniljekerne ud af stangen og kom dem i gryden sammen med den tomme stang.
  • Kog indtil æblerne er møre og falder fra hinanden. Juster undervejs med mere vand, hvis grøden er ved at blive for tyk.
  • Lad æblegrøden køle helt af. Min fik lov at overnatte i køleskabet.
  • Lav derefter krokant-raspen. Hasselnødderne kommes i et ildfast fad og ristes i 10 minutter ved 200 grader.
  • Lad nødderne køle af og afskal dem derefter.  Det gøres ved at gnide nødderne hårdt imod hinanden imellem hænderne. Jeg synes det var ret besværligt, så efter 20 minutters hårdt arbejde, stillede jeg mig tilfreds, selvom der stadig var lidt skaller tilbage.
  • Smelt sukkeret og vent tålmodigt, imens det bliver til gylden karamel. Tilsæt hasselnødderne og vend godt rundt i karamellen. Rist i 2 minutter og hæld derefter krokanten ud på et stykke bagepapir, og lad den afkøle.
  • Når krokanten er helt afkølet blendes den til rasp i en minihakker (ad to omgang) eller i foodprocessor.
  • Pisk fløden til flødeskum og kom den i en sprøjtepose, evt. med tyl.
  • Nu er du klar til at samle æblekagen.
  • Hvis du gerne vil have rimelig fine lag, så kom æblegrøden op i en sprøjtepose. Kom æblegrød i bunden, drys med krokantrasp og top med flødeskum. Gentag til du synes du har lag nok og pynt med et drys krokant.
  • Stil koldt i et par timer, eller nyd med det sammen.

Æblekage61