Pastasalat med tomat og mozzarella

Denne pastasalat er inspireret af den traditionelle tomat-mozzarella salat, som vi tit får om sommeren. Men her bliver den bare mere fyldig, og får selskab af lidt mere grønt. Mængder kan tilpasses efter din egen smag, eller hvad du allerede har i køleskabet.

Pastasalat kan være fremragende restemad. Lidt kogt pasta fra gårsdagens aftensmad og så hvad grønsagsskuffen byder på af rester. Hvis du så er så heldig at have lidt frisk mozzarella, feta eller lignende så er det kun endnu bedre.

Pastasalat med tomat og mozzarella:

2 dl kold kogt pasta
1 dl cherrytomater, skåret i kvarte
1 dl små mozzarella kugler, skåret i kvarte
1 dl ærter
1 stor håndfuld spæde spinatblade
1/2 håndfuld friske basilikumblade, skåret i strimler
evt. dressing af olivenolie og citronsaft
salt og peber

  • Vend alle ingredienserne sammen i en stor skål.
  • Hæld en smule dressing eller olivenolie/citronsaft over, samt et godt drys salt og peber og vend rundt i salaten igen.

Pasta med pesto -en basisopskrift

Pestopasta11

Jeg tror de fleste har en del basisopskrifter de vender tilbage til gang på gang. Og for mig er pesto helt sikkert en af dem. Pesto tilfører et måltid en masse smag og giver en ellers kedelig ret et tiltrængt “pift”. Og så er det fantastisk at pesto kan spises til både varm og kold mad.

Her har jeg vendt pestoen en nykogt pasta, og varmen får rigtig basilikummens smag frem. Pasta er jo et klassisk match med pesto, men til en bruchetta, eller som en lille omgang antipasi, fungerer den også rigtig godt. Eller prøv at erstatte smørret på brødet med pesto. Det gør madpakken lidt mere interessant.

Der findes virkelig mange forskellige pestoopskrifter, men det vigtigste er at følge dine egne smagsløg. Dybest set er en pesto: olie, krydderurter, hvidløg, parmesan og (ristede) nødder. Det er simpelt og kan varieres næsten uendeligt. De ristede pinjekerne har en dyb, ristet, mere nøddeagtig smag, men kan sagtens ersattes af andre nødder. Mandler er en af mine favoritter. Og hvis du vil have en mildere pesto, så lad være med at riste nødderne.

Jeg bruger oftest olivenolie når jeg laver pesto, men hvis du har lyst kan halvdelen af olien erstattes med fx koldpresset rapsolie. Jeg har tidligere lavet persillepesto, men basilikum kan også udskiftes med dild, kørvel eller fx koriander. Det er kun fantasien der sætter grænser.

Klassisk basilikumpesto:

1 potte basilikum, bladene
2 fed hvidløg
4-6 spsk. olivenolie
80 g parmesan
2-3 spsk. ristede pinjekerner
½ tsk. salt

  • Kom alle ingredienserne i en minihakker, og kør til pestoen er ensartet.
  • Smag pestoen til, for at sikre dig at den er som du kan lide den.

Pestopasta21

Simpel tricolore-salat

Salat-tri31

Jeg lavede denne her simple tricolore-salat, som egentlig bare er en tomat, mozzarella og basilikum-salat, på en dejlig varm sommerdag. Vi har indtil nu været heldige med mange gode solskinsdage, der kalder på hurtig aftenmad. Og denne her salat er vist så hurtig, som den kan blive. Den fungerer godt som tilbehør til grillmad, og skulle der være rester, er de gode på madpakken.

I butikkerne er der begyndt at komme dejlig solmodne tomater, som giver en masse gode ideer til, hvordan de kan bruges. Denne her salat smager tusind gange bedre om sommeren, hvor tomaterne er fulde af smag og vitaminer, end om vinteren, hvor de kan være en trist affære. Det er en god ide, at tomaterne ikke er køleskabskolde, når salaten serveres, så smager de simpelthen af mere.
Salaten er simpel, så vælg gode ingredienser. Køb gerne en mozzarella lavet på bøffelmælk, men hvis du ikke kan finde det, kan en mozzarella lavet på komælk sagtens bruges. Mozzarellaen giver et godt cremet modspil til de let syrlige tomater, og fungere helt fantastisk sammen med basilikum.

Hvor langt salaten rækker, afhænger af om salaten skal være en ret i sig selv, evt til frokost med lidt godt brød til, eller om salaten er tilbehør, sammen med andre ting. Så det vil jeg lade være op til dig selv at vurdere.

Salat-tri11

Simpel tricolore-salat:

5 solmodne tomater
1 kugle mozzarella
1 håndfuld basilikumblade
1 spsk. god olivenolie
Salt
Peber

  • Skær tomaterne i lidt tykke skiver.
  • Skær mozzarellakuglen i skiver af ca. sammen størrelse som tomaterne. Del mozzarellaskiverne i mindre stykker.
  • Læg skiver af tomat og mozzarella skiftevis i et pænt mønster.
  • Fordel basilikumbladene imellem tomater og mozzarella.
  • Dryp med en smule olivenolie og krydder med salt og peber.

Salat-tri21

Deviled eggs – Halve fyldte æg på 3 måder

Fyldteæg61

Påsken er veloverstået for mit vedkommende og foråret har for alvor sat ind. Det har været dejligt med de mange fridage og de blev kun endnu bedre af det dejlige vejr. Så lidt af tiden blev brug på madlavning, og meget af tiden blev brugt hyggeligt samvær.

I påsken er der tradition for at spise æg, og i år fik jeg lavet et lille udvalg af halve fyldte æg med forskellige slags fyld. Æggene passer rigtig godt på et frokostbord, også når det ikke lige er påske. Jeg havde rigtig mange ideer til flere slags fyld, men valgte at holde det rimelig simpelt. I USA kaldes disse æg for Deviled eggs, og er traditionelt fyldt med stærke ingredienser, som peberrod, chili og sennep, så de giver et godt kick. Jeg prøvede at lave dem lidt mildere, men stadig med masser af smag.

Du bestemmer selv konsistensen på fyldet. Hvis du gerne vil have det mere cremet tilsætter du blot ekstra mayonnaise. Og en lille smule cremefraiche tilfører også en god syrlighed til fyldet. Æggene kan laves på forhånd og stilles tildækket i køleskabet. Tag dem blot ud ca. 10 minutter før servering, så er æggene mest smagsfulde.

Halve fyldte æg på 3 måder:

9 æg
5 spsk. mayonnaise
½ tsk. karry
1 tsk. finthakket basilikum
1 tsk. soltørrede tomater i olie, finthakket
1 spsk. stærk sennep
1 tsk. worcestershire sauce
Paprika
Salt og peber

  • Kog æggene til de er hårdkogte og lad dem afkøle.
  • Pil de kogte æg og del dem på langs.
  • Fjern blommerne og kom dem i en skål. Kom de “tomme” halve æg op på et fad.
  • Rør æggeblommerne sammen med mayonnasien
  • Del portionen op i 3 små skåle.
  • Rør den første portion med karry. Smag til med salt og peber. Den har godt af at stå og “trække” lidt, så karry smagen udvikler sig.
  • Den anden portion røres sammen med de finthakkede basilikumblade og soltørrede tomater. Smag til med salt og peber
  • Den sidste og tredje portion røres sammen med worcestershire sauce og sennep. Smag til med salt og peber.
  • Fyld nu de “tomme” æg med de 3 slags fyld. Du kan bruge en sprøjtepose, men jeg synes nu at det gik meget fint med 2 teskeer.
  • Hvis du har lyst, så drys karry-varianten med lidt karry, senneps-varianten med paprika og den italienske med små basilikumsblade.

Fyldteæg21

Ostecreme med purløg og basilikum-aioli

AioliOstedressing

Jeg elsker at lave små forskellige slags dip, creme, dressing osv. Kært barn har mange navne, men kort sagt dyppelse. Disse to blev lavet til en frokost og serveret med koldt tyndskåret oksekød, to slags salater og godt brød.

Det er nemt at variere både ostecremen og aiolien. Jeg brugte pecorino-ost i ostecremen, men det kunne også have været cheddar eller parmesan, og purløg kunne nemt udskiftes med rødløg, persille eller timian. Det handler egentlig bare om at slippe fantasien løs.

Jeg har tidligere lavet mayonnaise til bloggen her, men den tåler bestemt en gentagelse. Som med de fleste slags dip kan de laves i god tid, og har faktisk godt af at står og trække lidt.

Ostecreme med purløg:

1 dl cremefraiche 5 %
40 g revet pecorino
1 lille bundt purløg
salt og peber

  • Riv osten fint og hak purløget. Rør alle ingredienser sammen og lad cremen trække i et par timer.

Basilikum-aioli:

2 pasteuriserede æggeblommer
2-3 dl rapskimolie
Et lille bundt basilikum
1-2 fed hvidløg
Salt og peber
Evt. lidt citronsaft

  • Sørg for at æggeblommerne har stuetemperatur
  • Pisk æggeblommerne og dryp en lille smule olie i af gangen.
  • Efterhånden som æggeblommerne optager olien, kan du tilsætte mere og mere.
  • Fortsæt indtil al olien er brugt, og mayonnaisen er tyk.
  • Pres hvidløg og fint hak basilikummen. Tilsæt til mayonnaisen. Hvis du har lavet mayonnaisen med en stavblender, kan du tilsætte hvidløg og basilikum direkte.
  • Smag til med salt og peber.

AioliOstedressing2