Fransk sellerisalat i hjertesalat både

FranskSellerisalat11

Forleden dag fik jeg en overvældende lyst til fransk sellerisalat, og så måtte jeg jo ud i køkkenet og fremskaffe sådan en omgang. Fransk sellerisalat er en af de retter jeg er vokset op med. En af de retter min mor lavede til forret, når vi skulle have gæster. Den smager ret skarpt, da der både er eddike, sennep og karse i. Men ikke desto mindre så smager den fantastisk serveret i et salatblad og med lunt brød til. Gerne hjerterformede kuvertbrød. Eller de fine gule gurkemejeboller som min mor også tryllede frem til gæster. Forretten kan tilberedes i god tid, og da sellerien, efter den er kogt, skal køles af, kan retten ikke laves i sidste øjeblik, men skal forbedredes lidt. Det er dog hverken vanskeligt eller særlig tidskrævende.

Fransk sellerisalat, ca. 6 pers.:

½ dl hvidvinseddike
1 dl vand
1 tsk groft salt
1 sellerihoved, ca. 250 g.
½ spsk fransk sennep
3/4 dl kalorielet mayonnaise
3/4 dl cremefraiche 18%
Salt
Hjertesalat blade fra 1-2 hoveder
Karse

  • Start med at skrælle sellerien og riv den groft.
  • Kog hvidvineddiken, vand og 1 tsk groft salt op, og tilsæt den revne selleri.
  • Lad det hele koge op. Det skal ikke koge mere end 1 minut, da sellerien stadig skal have bid.
  • Hæld kogelagen fra og stil sellerien til afkøling.
  • Rør dressingen sammen af sennep, cremefraiche, mayonnaise og salt. Smag den til.
  • Vend den afkølede selleri i dressingen og smag til med salt igen.
  • Fordel den franske sellerisalat i hjertesalatbladene og drys med karse.
  • Arranger salatbladene på et stort fad, eller portionsanret og server.
Reklamer

Nytårsforret: 4 slags kanapeer med fisk og skaldyr

NytårforretCollage5

Det er vist på tide at få skrevet om maden fra nytårsaften. Og jeg må hellere starte med forretten, som bestod af 4 forskellige slags kanapeer. Som udgangspunkt ville jeg bare have lavet en enkelt kanape til dronningens nytårstale, men da jeg ikke kunne begrænse mig, endte jeg med at droppe en traditionel forret og i stedet lave et udvalg af kanapeer – eller en “kanape-symfoni” om man vil.

Jeg elsker jo hapsere/kanapeer, og hvad vi ellers kalder dem. Der er noget ekstra delikat og lækkert over de små anretninger. De tog ikke ret lang tid at lave, og pyntningen var ret nem. Det meste af det kan laves klar på forhånd og så bare samles inden serveringen. Opskrifterne er cirka til 4 personer, men det kommer helt an på om, hver person skal have en enkelt eller flere af kanapeer.

NytårforretCollage1

Lakseroulade på toast med dild:

Ca. 200 g røget laks
2 dl cremefraiche 18 %
1 tsk stærk sennep
2 spsk finthakket dild + dild til pynt
1 spsk finthakket purløg
2 tsk røde fiskerogn
Salt, evt. peber
Toastbrød, ristet, skåret i firkanter uden skorper

  • Rør cremefraichen sammen med sennep, dild og purløg. Smag til med salt og eventuelt peber.
  • Vend fiskerognene forsigtigt i cremen, så de ikke går i stykker.
  • Læg et stykke sølvpapir ud og læg et stort stykke husholdningsfilm oven på. Jeg brugte to stykker film, som jeg sørgede for hæftede godt sammen, så jeg var sikker på at have film nok at arbejde med.
  • Fordel lakseskiverne i et rektangel. Sørg for at skiverne overlapper, og undgå at der er huller imellem skiverne.
  • Smør cremen ud i et tyndt lag.
  • Nu skal der rulles. Tag fat i husholdningsfilmens lange kant og rul forsigtigt laksen sammen omkring sig selv. Brug filmen til at løfte, så laksen falder ind over sig selv, imens den ruller. Rul husholdningsfilmen stramt og læg rullen på sølvpapiret.
  • Rul sølvpapiret stramt omkring lakserullen og læg rullen i fryseren i 2-4 timer.
  • Tag rullen ud og skær den i meget tynde skiver, mens den endnu er frossen. Skiverne tør op i løbet af 10 minutter.
  • Placer skiverne på et stykke ristet toastbrød, hvor skorpen er skåret fra. Pynt med dild. Lakserullen kan også serveres på en salatbund som selvstændig forret.

NytårforretCollage2

Laksefirkanter med dildaioli og rogn:

2 spsk god mayonnaise, gerne hjemmelavet
1 lille presset fed hvidløg
½-1 spsk finthakket dild + lidt til pynt
3-5 skiver røget laks
Rogn til pynt, gerne lakserogn, hvis du kan få fat i det
2-4 lyst toastbrød, uristet

  • Start med at lave dild-aiolien.
  • Rør mayonnaisen sammen med hvidløg og dild.
  • Smør dild-aiolien ud på toastbrødene og fordel skiverne af laks tæt ovenpå.
  • Skær kanterne af toastbrødene og skær hvert brød ud i små firkanter.
  • Pynt med rogn og dild.

Nytårforret11

Tunmousse/salat med tomat, agurk og dild:

1 dåse tun, drænet
1 stang bladselleri, meget fint hakket
1 spsk cremefraiche 18%
½ spsk mayonnaise, gerne hjemmelavet
1 spsk finthakket dild
Salt og peber
Toastbrød
½ agurk
Cherrytomater

  • Dræn tunen godt og findel den.
  • Rør tunen sammen med bladselleri, cremefraiche, mayonnaise og dild. Smag til med salt og peber.
  • Rist toastbrødene og udstik dem i en rund form, der cirka passer til en agurks diameter. Jeg fik 4 cirkler ud af en skive.
  • Skær agurken i skiver og placer agurkskiverne ovenpå toastcirklerne.
  • Fordel en stor teskefuld tunmousse ovenpå agurken.
  • Pynt med cherrytomat, der er skåret i både, og lidt dild.

Nytårforret71

Krebsebidder med avocado og dild:

150 g krebshaler i mindre stykker + lidt til pynt
1 dl creme fraiche 18%
½ tsk sennep
½ spsk hakket purløg
½ spsk finthakket dild + lidt til pynt
Salt og peber
2-4 skiver ristet toastbrød
½ avocado i skiver

  • Rør cremefraiche, sennep, dild og purløg sammen.
  • Vend krebsestykkerne i cremen. Smag til med salt og peber.
  • Udstik eller skær toastbrødet ud i firkanter, skær kanterne fra.
  • Kom krebsecremen på toasten og pynt med de gemte krebse haler, dild og små avocadoskiver.

Lakserillette med varmrøget laks og dild

Lakserillette21

Det er tid til julefrokoster, og har faktisk været det i måneds tid. Både den slags, hvor maden kommer i anden række i forhold til de lidt mere våde varer, men også tid til de hyggelig julefrokoster med familie og venner, hvor man samles og har god tid omkring bordet til at nyde den dejlige julemad. Hvis du i år har lyst til noget andet end den traditionelle gravede laks, så kunne lakserillette være et dejligt alternativ. Opskriften kan naturligvis laves på alle tidspunkter af året.

Lakserillette 2 pers.:

1 varmrøget laksefilet, evt. med peber
1 tsk. god mayonnaise, evt hjemmelavet
1-2 spsk fraiche 5%
1 spsk finthakket dild
Citronsaft
Salt og peber

  • Del laksekødet i mindre stykker. Pil skindet, eventuelle mørke områder og ben fra.
  • Rør dressingen sammen af cremefraiche, mayonnaise og finthakket dild.
  • Smag dressingen til med salt og peber, samt citronsaft.
  • Rør dressingen sammen med laksekødet.
  • Server lakserilletten sammen med groft brød

Lakserillette31

Ostecreme med purløg og basilikum-aioli

AioliOstedressing

Jeg elsker at lave små forskellige slags dip, creme, dressing osv. Kært barn har mange navne, men kort sagt dyppelse. Disse to blev lavet til en frokost og serveret med koldt tyndskåret oksekød, to slags salater og godt brød.

Det er nemt at variere både ostecremen og aiolien. Jeg brugte pecorino-ost i ostecremen, men det kunne også have været cheddar eller parmesan, og purløg kunne nemt udskiftes med rødløg, persille eller timian. Det handler egentlig bare om at slippe fantasien løs.

Jeg har tidligere lavet mayonnaise til bloggen her, men den tåler bestemt en gentagelse. Som med de fleste slags dip kan de laves i god tid, og har faktisk godt af at står og trække lidt.

Ostecreme med purløg:

1 dl cremefraiche 5 %
40 g revet pecorino
1 lille bundt purløg
salt og peber

  • Riv osten fint og hak purløget. Rør alle ingredienser sammen og lad cremen trække i et par timer.

Basilikum-aioli:

2 pasteuriserede æggeblommer
2-3 dl rapskimolie
Et lille bundt basilikum
1-2 fed hvidløg
Salt og peber
Evt. lidt citronsaft

  • Sørg for at æggeblommerne har stuetemperatur
  • Pisk æggeblommerne og dryp en lille smule olie i af gangen.
  • Efterhånden som æggeblommerne optager olien, kan du tilsætte mere og mere.
  • Fortsæt indtil al olien er brugt, og mayonnaisen er tyk.
  • Pres hvidløg og fint hak basilikummen. Tilsæt til mayonnaisen. Hvis du har lavet mayonnaisen med en stavblender, kan du tilsætte hvidløg og basilikum direkte.
  • Smag til med salt og peber.

AioliOstedressing2

Kyllinge-club sandwich med avocado og basilikum-hvidløgsmayonnaise.

Uha denne her sandwich smagte vildt godt. Bedre end nogen jeg tidligere har lavet. Den indeholder alt det bedste, en sandwich skal indeholde i min verden. Den tager lidt tid af lave, ca. 25 min, men det er det hele værd.
Opskriften er fundet hos My life as a mrs.

Kylling-club sandwich med avocado og basilikum-hvidløgsmayonnaise, 2 pers.:

Basilikum-hvidløgs-mayonnaise:
1½ dl mayonnaise, hjemmelavet eller en god æggebaseret mayonnaise
2 små fed presset hvidløg
6 basilikumblade, finthakkede
Salt og peber

Sandwicherne:
200-300 g kyllingebryst
Salt og peber
150 g bacon skiver
4 skiver mellemlageret ost
8 skiver toastbrød
1-2 avocadoer i skiver
1 tomat eller 4 blommetomater i tynde skiver
1 lille rødløg i skiver
4 store iceberg-blade i strimler

  • Rør alle ingredisenserne til mayonnaisen sammen og stil til side.
  • Kyllingebryster steges på en pande og krydders med salt og peber.
  • Imens opvarmes ovnen, og baconen steges sprød ved 200 grader.
  • Rist de 8 skiver toastbrød, evt på brødristeren.
  • Tag baconen ud og læg den på køkkenrulle, så det overskydende fedt fjernes.
  • Smør mayonnaisen på de 8 skiver ristet brød.
  • Læg 4 af skiverne, med mayonnaise siden opad på en bageplade.
  • Nu burde kyllingen være færdig og den deles i mellemstore stykker, som lægges ovenpå de 4 skiver brød på bagepladen.
  • Læg de 4 skiver ost ovenpå kyllingen og sæt bagepladen ind i ovnen på øverste hylde. Grill toastene 2 min ved 200 grader, så burde osten være smeltet. Tag dem ud og læg 2 stykker bacon på.
  • Tag de 4 resterende skiver toast og fordel lidt salat, tomat, avocado og rødløg på.
  • De to halvdele kan nu lægges sammen. Det er nemmest at vippe kyllingedelen ovenpå salat-delen.
  • Skær i to halve og så er der serveret.